Dag 4-5: Route 66 fra Victorville, CA til Williams, AZ

Det kniber gevaldigt med at følge med til at blogge om alt det, vi oplever - men her kommer en forsinket beretning om turen ad Route 66 fra L.A., som vi forlod tirsdag morgen!

Mange starter Route 66-turen i Barstow nordøst for Los Angeles, men i og med at jeg i min rejseresearch var stødt på en interessant seværdighed på strækningen imellem Victorville og Barstow - dvs. umiddelbart vest for sidstnævnte - valgte vi at tage hul på Route 66 allerede fra Victorville. Og det viste sig at være en god beslutning, for Elmer's Bottle Tree Ranch, som ses i et lille udsnit på billedet herunder, kan absolut anbefales! Den farverige flaskejungle er gratis at besøge (omend man opfordres til at donere et par dollar til Elmer, der bor i et lille træhus ved flaskefarmen, så han kan fortsætte sit virke som ørkenflaskefarmer).

Elmer's Bottle  Tree Ranch - flaskegøgl på Route 66

Efter at have fyldt benzin- og drikkevandsdepoterne op i Barstow fortsatte vi turen østpå ad Route 66, og det første punkt, vi kørte efter, var spøgelsesbyen Calico, som ligger lige nord for ruten. Det krævede med andre ord en lille afstikker fra Route 66 at komme dertil, og vi kørte naturligvis forkert og endte i stedet ved en checkpoint til en amerikansk militærbase. Heldigvis blev vi kun mødt med amerikaner-typisk venlighed af den hærdebrede soldat, der forklarede os, at vi var kommet på afveje og hvordan vi skulle bære os ad for at finde frem til vores rejsemål.

Calico var... Ja, mildest talt en kæmpe skuffelse! Det kostede 16 $ dollars at komme ind, og Jeppe gav en aldeles dækkende beskrivelse af oplevelsen i løbet af de første ti sekunder, vi befandt os i "byen", da han måbende udbrød "Øhhh.... Legoland....?"

Vi havde sat næsen op efter at få en fornemmelse af, hvordan en sølvmineby så ud i slutningen af 1800-tallet, men alt var restaureret til ukendelighed (læs: revet ned og genopbygget af moderne materialer). Så hermed en opfordring til andre Route 66-rejsende: Lad være med at køre til Calico! Kør til Billund i stedet!

En enkelt facet af vores besøg i spøgelsesbyen gav dog autenticitet for alle pengene: Det var nemlig DRÆBENDE varmt, nøjagtig som det var tilfældet, da minebarbejderne knoklede dag ud og dag ind for at grave sølv ud af de californiske bjerge for små 150 år siden. Temperaturmåleren i bilen meldte 106 grader Fahrenheit (ca. 41 grader Celsius), da vi forlod Calico, og det blev kun varmere i takt med, at vi kom længere østpå.

Til frokost gjorde vi holdt ved Bagdad Café - en Route 66-klassiker, der ikke har så meget andet at byde på end et sløjt menukort og sin fortid som filmlokation for den tyske film af samme navn fra 1987.

Bag disken på Bagdad Café

Men omsider huskede vi til gengæld at få taget et billede af vores lækre køretøj!

Vores lækre køretøj - en Ford Mustang Cabriolet lejet hos Alamo i Los Angeles

Efter frokosten passerede vi yderligere et par Route 66-klassikere i form af Amboy Crater og Roy's Café, og undervejs besluttede vi os for, at vi ville overnatte i Needles, CA, som ligger i Mojave-ørkenen lige på grænsen til Arizona. Beliggenheden betyder, at byen er et af de varmeste områder i USA, og dét var det bestemt også vores indtryk. Da vi ankom omkring klokken 19, var der knap 45 grader, og i løbet af den nat vi tilbragte der, blev det aldrig køligere end 28 grader. Heldigvis er alle de motelværelser, vi har stiftet bekendtskab med undervejs på vores rejse, udstyret med særdeles effektive AC-anlæg, så vi har faktisk mærket mindre til natteheden end vi har gjort i løbet af den forgange sommer hjemme i Danmark.

Onsdag kørte vi videre ind i Arizona, hvor vi gjorde det første stop i Oatman, der nok var den allerbedste oplevelse på vores tur ad Route 66.

Oatman er også en gammel mineby, og med sine godt 100 faste indbyggere virker den langt mere "ægte" end Calico, der mest af alt minder om en billig teaterkulisse i sammenligning. Den helt store attraktion i Oatman er de vilde æsler - "burros" - som holder til i bjergene omkring byen, men som hver dag kommer ind for at blive fodret af gennemrejsende turister. Der er æsler over alt i byens gader; liggende, stående, gående, og hvis et æsel har valgt at slå sig ned midt på gaden er det bare ærgerligt for ham i den store Landrover, der havde håbet på at kunne køre ubesværet igennem byen - for der er kun én vej igennem Oatman, og det er ad hovedgaden.

Dovne æsler i Oatman, CA

Mætte æsler i Oatman, CA: "STOP! Do not feed me anything!"

Jeppe købte en pose "burro food" i en af byens butikker og blev nærmest overfaldet af lækkersultne æsler, da han kom ud på gaden med foderet - det var faktisk lidt ligesom at se ham fodre Dexter hjemme i haven (omend æslerne nok kan sparke en anelse hårdere end en puggle).

Vi fortsatte østpå ad Route 66 og fik et par klassikere med på vejen; Frokost på en 50'er-diner i Kingman, Hackberry General Store og Grand Canoyn Caverns, og endelig nåede vi til Seligman, der om noget kan beskrives som Route 66's livsnerve. Vi fik en is på Delgadillo's Snow Cap, der er verdenskendt for den oprindelige ejers overskudsagtige og humoristiske tilgang til kundebetjeningen. Juan Delgadillo døde i 2004, men hans efterfølger holder Delgadillos ånd i live og tager tykt pis på alle kunder - så stedet er absolut et besøg værd!

Efter Seligman var vi blevet Route 66-mætte, og vi besluttede os for at finde et motel i Williams, der ligger omkring 100 kilometer syd for Grand Canyon. Via Priceline (som varmt kan anbefales - og ja, det ER William Shatner på billedet!) fandt vi et værelse på Ramada, der ligesom alle de andre steder, vi har overnattet undervejs på turen, havde masser at byde på for en ret beskeden pris. Restauranten serverede nogle gode bøffer til aftensmad, og den lokalproducerede rødvin var også rigtig god - og eftersom hotellet havde gratis fitnessfaciliteter fik vi også lejlighed til at brænde en smule af alle de ekstra roadtrip-kalorier af torsdag morgen, inden vi tjekkede ud og kørte nordpå mod Grand Canyon.