Fredag eftermiddag ankom vi til Buellton, hvor vi skulle bo på byens vartegn The Windmill, som er et af Days Inn-kædens moteller.Vi gik vi ud for at finde en sen frokost, og til at skylle vores burgere (surprise!) ned med bestilte vi to flaskeøl fra det lokale bryggeri, Figueroa Mountain Breweries, som har til huse i den nordlige del af Buellton. Da øllene kom på bordet, viste de sig fra knap så eksotisk en side, som man måske kunne have forventet, når nu man sad på et fremmed kontinent og bad om lokalproduceret øl: Der var nemlig tale om "Danish Style Red Lager", som er brygget efter dansk forbillede, og som smager nogenlunde ligesom en Rød Odense fra Albani, som jeg i øvrigt aldrig kunne finde på al bestille i min hjemby, eftersom jeg absolut ikke bryder mig om dens sødlige julebajer-smag.
Øllen var ikke vores første clue om, at Buellton på mange områder læner sig meget op af det danske miljø, som man forsøger at fremelske i området omkring Solvang, der ligger ganske få miles derfra - Buellton er nemlig blandt andet stedet hvor man skal tage hen, hvis man vil have Ellen med det tilnærmelsesvis danskklingende navn til at servere pandekager for én til morgenmad. Det virker i det hele taget som om at Buellton snylter lidt på Solvangs "danskhed" imens Solvang nyder godt af al den omtale, som Oscar-(og Bodil-)vinderen Sideways fik, da filmoptagelserne fandt sted i området (blandt andet på vores motel) for omkring et årti siden. Men alt taget i betragtning - pseudo-danskhed, vinoplevelser, bjerglandskab og lækkert klima - stortrivedes vi de få dage, vi opholdt os i Buellton og omegn.
Da vi nåede frem til vores destination fredag eftermiddag, var vi efterhånden ved at være mætte af roadtrip-oplevelser og indtryk, og vi besluttede os på den baggrund for at udvide opholdet på The Windmill til to dage, så vi kunne tage os god tid til - med Sideways-filmen i baghovedet - at nyde noget Pinot Noir (and not drink any fuckin' Merlot) og bare slappe af ved motellets udmærkede pool.
Om lørdagen kørte vi til Solvang, hvor der weekenden igennem var ekstra meget gang i byen på grund af de årlige Danish Days, som i bund og grund er en byfest, som markerer byens tilknytning til Danmark. Det første syn, der mødte os, da vi kørte ind i byens centrum var da også Dannebrog i massevis samt mænd og kvinder i danske folkedragter - men meget mere var der sådan set heller ikke at komme efter.
Efter tre uger i burger-land var dagdrømmene om rugbrødsmadder så småt begyndt at melde sig hos os, så vi gik ind på restauranten Bit o' Denmark og slog os ned i en bås, og efter et hurtigt kig i menukortet - vi vidste jo ligesom på forhånd hvad det var, vi ville have - bestilte Jeppe frokost til os på klingende amerikaner-jysk: "Hi, we would like two smørrebrød with frikadeller - and two Carlsberg, please!"
Maden var sådan set ok omend brødet ikke havde særlig meget med rugbrød at gøre, ligesom frikadellerne ikke just smagte af frikadeller. Men når det kom til stykket, var det bare virkelig dejligt at få noget at spise, som tilnærmelsesvis mindede om noget af det, vi drømte om at have lige inden for rækkevidde, når vi kom hjem til Danmark igen.Efter frokosten gik vi rundt i byen og kiggede lidt på vinduer og konstaterede, at end ikke souvenirbutikkerne formåede at sælge danskhed i en form, der mindede om noget, vi kendte hjemmefra. På butikkernes hylder stod miniaturefigurer af Den Lille Havfrue side om side med hollandske træsko og sjove kaffekrus med svenske flag, og i madafdelingen kunne man finde akvavit, rugbrødsopskrifter og bøger om lutefisk på én og samme hylde.
Kort fortalt var Solvang nøjagtig som vi havde forventet: Et skægt lille pitstop på turen ned langs Highway 1 og ikke så meget mere end dét. Vi glædede os over, at vi ikke i dyre domme havde købt os til en overnatning i byen, for dét ville have været en temmelig pebret affære, og al danskhedsgøgleriet kan man hurtigt nå igennem på en eftermiddag. Hvis vi nogensinde skulle vende tilbage til Solvang skulle det være for at besøge nogle af byens mange wineries, som helt sikkert kan byde på adskillige glas lækker Pinot Noir fra egne vinmarker.
Lørdagen sluttede vi af hjemme i Buellton med en lækker middag på The Hitching Post, som spiller en central rolle i Sideways-filmen. Vi fik de lækreste røde bøffer, vi har fået på hele vores roadtrip, og herlighederne blev skyllet ned med en af husets egenproducerede vine. Der var naturligvis tale om (endnu) en flaske udmærket Pinot Noir - og proppen tog jeg med mig, så den står nu i barskabet på Døckerslundsvej som en souvenir fra vores møde med Californiens dejlige vinland.
