Dag 16-19: Et glimt af San Francisco

Efter besøget i Yosemite snuppede vi en overnatning i Tracy, der ligger små 100 kilometer fra San Francisco. Vi fandt et udmærket motel via Hotels.com, og om aftenen fandt jeg tid til at skrive lidt til bloggen. Og selvom jeg har fået sommerfugle i maven hver eneste gang, jeg har offentliggjort noget af alt det, jeg har forfattet undervejs, var der alligevel lidt flere af dem end sædvanligt denne gang - det var nemlig imens vi befandt os i Tracy, at vi annoncerede, at vi et par dage forinden var blevet gift i Las Vegas.

Blogging med en sommerfuglefarm i maven

Sidst på formiddagen satte vi kursen i retning af San Francisco, hvor vi - efter meget, meget lang tids søgen - havde fundet noget at overnatte i den første nat via Airbnb. San Francisco er absolut ikke en billig by at bo i, og eftersom det er en stor konferenceby, er der altid rift om hotelværelserne. 

Da vi begyndte at undersøge mulighederne for overnatning centralt i byen et par dage forinden - stadig i den tro, at vi kunne finde noget hæderligt at bo i for under 100 dollars per nat - var det kun de aller dårligste hoteller, der havde plads. Med andre ord var vi nødt til at indstille os på at dele værelse med et ukendt antal kakerlakker og mus eller acceptere, at vi i løbet af natten kunne risikere at få indbrud eller på anden måde få uanmeldt besøg af en af Tenderloin-kvarterets mange sølle eksistenser.

Jeppe havde gode erfaringer med Airbnb fra en Liverpool-tur i foråret, og derfor tænkte vi, at situationen i San Francisco var en oplagt anledning til også at prøve konceptet af på amerikansk grund.

Vi fandt et værelse i en lejlighed på Clement Street et par kilometer syd for Golden Gate Bridge, og efter at have mailet lidt frem og tilbage med ejeren, Jordan, indfandt vi os på adressen søndag middag, hvor Jordans roommate A.J. tog imod os. Vi fik en hurtig rundvisning i lejligheden, og i forbindelse med overleveringen af vores nøgler blev vi også briefet om nogle få, men vigtige husregler, der gjaldt for alle lejlighedens Airbnb-gæster:

"...and FYI this is a no smoking apartment. Weed is ok, but if you smoke cigarettes, please take it outside!"

Så var vi lissom ikke længere i tvivl om, at vi var ankommet til San Francisco...!

Om aftenen gik vi ud for at spise, og på vej hjem til lejligheden slog vi vejen forbi en kiosk og købte nogle øl til at tage med "hjem" til lejligheden. Hjemme i stuen sad A.J. og så amerikansk fodbold, og vi faldt hurtigt i snak med hinanden. Han fortalte, at han ligesom Jordan - der samme aften var ude og optræde et sted i byen - levede af at være musiker, og at de blandt andet havde skrevet musik til en af I Know What You Did Last Summer-filmene og til tv-serien The Mentalist, som for et par år siden blev vist på TV 2.

Vi fortalte en masse om Danmark og om, hvordan vores besøg i USA havde ændret vores syn på landet til det bedre, og A.J. fortalte om, hvordan han oplever den rodløshed, som mange amerikanere, der har en broget europæisk baggrund ganske få generationer tilbage, vil nikke genkendende til.

I det hele taget kom vi vidt omkring i vores hyggesnak med A.J. - vi snakkede om Saturday Night Lives rolle som kulturel institution og politisk meningsdanner, om medical marihuana, som (med den rette tilladelse) kan købes lovligt på ethvert gadehjørne i Californien, om tossede amerikanske sagsanlæg, om dansk frisindethed, om burgere, hillbilles og bjerglandskaber. Det var en vildt fed oplevelse at få lejlighed til at lære en helt almindelig gennemsnitsamerikaner lidt at kende, og vi ville givetvis ikke have fået den, hvis vi ikke havde givet Airbnb en chance.

Mandag blev en dag, som vi nok sent vil glemme, for det var den dag vi fik dårligt nyt om Dexter, der var blevet syg hjemme i Odense. Som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen var vi dog ikke særligt bekymrede i første omgang, for Dexter plejer at være temmelig hårdfør. Vi slog derfor koldt vand i blodet og begav os ud i San Francisco for at få timerne til at gå hurtigst muligt indtil vi sent om aftenen kunne få besked hjemmefra om, at vores kære hund var ok.

Golden Gate Bridge-selfie

Efter at have spist morgenmad på en diner på Clement Street kørte vi op til Golden Gate Bridge for at tage den gratis gåtur hen over broen til Marin County på nordsiden og tilbage igen. Vejret var fantastisk - solrigt og lunt, og den verdenskendte San Francisco-tåge var ikke at se nogen steder.  Vi brugte halvanden time på at slentre hen over broen og tage en masse billeder af det imponerende bygningsværk, af San Franciscos skyline og af Alcatraz-fængslet, der ligger på øen med samme navn midt i bugten.

Efter Golden Gate Bridge kørte vi ind til centrum, hvor vi - efter at have erkendt, at vi nødvendigvis måtte ofre mere end 100 dollars på en San Francisco-overnatning - havde booket to nætter på et hotel beliggende ti minutters gang fra Union Square. Frokosten blev indtaget på The Cheesecake Factory, og da vi var for mætte til at spise dessert, hvilket jo ellers ville have været ganske oplagt for en cheesecake-elsker som mig, fik vi et syndigt stort stykke af "The Original" med friske jordbær på toppen med hjem til køletasken på hotellet.

Selvom vi i første omgang ikke var så bekymrede for Dexter, begyndte pessimismen alligevel at snige sig ind på os i løbet af dagen, så da det omsider blev sen aften i San Francisco var det med en kæmpe kvalme-knude i maven, at vi kom i kontakt med Trine, der var på vej til dyrlægen hjemme i Odense. Kvalme-knuden kommer stadig forbi og hilser på, når jeg tænker på, hvor forfærdeligt det var at høre, at vores dejlige energibundt af en hund i løbet af få timer var blevet så medtaget af lammelser, at han ikke længere kunne gå, så jeg kan faktisk slet ikke holde ud at tænke forløbet igennem i detaljer.

De næste par døgn af vores roadtrip fortaber sig i tude-tåger, og jeg husker kun i glimt at have ligget på hotelsengen og set Beverly Hills i timevis, at have fået take-away leveret til værelset gentagne gange - og så en masse Facetime-opkald til Trine og til dyrlægen hjemme i Odense. Og da vi nåede til onsdag formiddag, var situationen sådan set meget enkel: Vi var nødt til at indstille os på, at Dexter skulle have fred fra smerterne hurtigst muligt.

Samtidig var det blevet tid til at checke ud fra vores hotel i San Francisco og vende næsen sydover, men før vi forlod byen gik vi - mig med tårerne trillende ned af kinderne det meste af tiden - først op til Chinatown for at finde en Californien-buddha til vores samling. Og da vi faldt over den lille, buttede, grønne fætter på billedet herunder, var vi ikke i tvivl om, at det sku' være den - for han så nemlig tilpas glad, tyk og sulten ud til, at han - foruden at være et festligt og farverigt San Francisco-indslag i vores samling - kunne minde om os Dexter på en god måde.

Syd for San Francisco checkede vi ind på et hotel i Seaside lidt nord for Monterey, og endnu engang fortaber aftenen sig i en underlig tåge af tårer og kvalme. En af de eneste ting jeg husker fra den after er, at jeg så Big Bang Theory i tyve minutter, inden det gik op for mig, at der ikke var lyd på tv'et.

Efterhånden som klokken nærmede sig midnat blev det mere og mere uuholdeligt at tænke på, at Dexter stadig var i live, for vi ville bare gerne gøre det rigtige for vores hund og give ham fred fra sine smerter - også selvom det var rædselsfuldt ikke at være hjemme i Odense i den situation.

Den sidste time før midnat lå jeg bare i sengen og knugede vores nyindkøbte Dexter-buddha i et desperat forsøg på at få følelsen af at være i nærheden af vovsen derhjemme.

Som læsere af bloggen her allerede ved, endte vores onsdag aften i Seaside heldigvis helt, helt anderledes end nogen nogensinde kunne have turdet håbe på, for på nærmest mirakuløs vis var Dexter kommet sig så meget, at enhver snak om aflivning blev lagt effektivt på is, da Trine besøgte dyrlægen torsdag morgen dansk tid.

Og på den amerikanske vestkyst faldt vi for første gang i dagevis i søvn uden kvalmeknuder i maven - og ikke mindst med et overordentlig lettet smil på læben!

Glad, tyk og sulten Californien-buddha