Dag 27-28: Hjem til O'ense

Torsdag den 26. september checkede vi ud fra Hotel Mikado omkring middagstid og satte kursen mod LAX, hvorfra vores Norwegian-fly skulle transportere os hjem til Danmark senere samme dag.

Vi lettede fra Los Angeles klokken 19:30 lokal tid, og knap ti timer senere - hvilket vil sige omkring klokken 14 fredag eftermiddag dansk tid - satte vi atter fødderne på dansk landjord efter fire uger på farten i USA.

At komme hjem til vores vante rammer i Odense og blive genforenet med vores dejlige hund (og sove i vores egen seng og spise urimelige mængder rugbrød) var helt vildt dejligt - men allerede efter en uges tid hjemme i Danmark begyndte vi at drømme os tilbage til Route 66, Grand Canyon, Sedona, Las Vegas, Death Valley, Yosemite og hele den fantastiske Highway 1-strækning fra San Francisco i nord til Los Angeles i syd.

Vores roadtrip har været en fantastisk oplevelse, som har gjort uudsletteligt indtryk på os begge to, og vi ser allerede frem til vores næste store rejse - hvorend den så kommer til at gå hen.

Jeg lovede at diske op med et billede fra vores bryllupsaften i Las Vegas, når vi kom hjem til en computer med cd-romdrev - så værs'go'!

Vi glæder os (stadig) tossemeget til at fejre vores status som "husband and wife" med et brag af en fest!


Kærlig hilsen

Merete og Jeppe

Dag 24-26: Tre dovne dage i L.A.

Fra Santa Barbara-området fortsatte vi mandag turen sydpå imod Los Angeles ad Highway 1, og lige nord for L.A. - eller "i det nordlige L.A." (alt efter hvordan man definerer bygrænserne for den enorme metropol) - besøgte vi Cabrillo Outlets, som er et stort indkøbskompleks bestående af outlet-forretninger fra en lang række store, kendte butikskæder såsom Saks Fifth Avenue, GAP, Converse, Banana Republic, Diesel og mange, mange andre.

Prisniveauet i de fleste af butikkerne var lidt lavere end ellers, men faktisk var stedet som helhed temmelig anstrengende og uinspirerende, idet mange af butikkerne var ligeså overfyldte med varer, som min lokale H&M hjemme i Odense - og den slags er (som de fleste sikkert vil give mig ret i) bare ikke noget, der boder for særlig gode shoppingoplevelser.

Efter outlet-besøget fortsatte vi turen mod L.A. via Malibu, som vi begge havde set frem til at opleve på tætteste hold, men med få dage tilbage af vores fire uger lange rejse var vi på dette tidspunkt blevet så overmætte af oplevelser, at vi faktisk nærmest ikke orkede at stå ud af bilen for at se nærmere på den bounty-agtige rigmandsbydel. I stedet satte vi Hesten uden navn på cruise control og rettede kursen mod Hotel Mikado i Studio City, L.A., hvor vi skulle bo de sidste tre nætter af turen.

"The Odd Couple (2014)": Matthew Perry som Oscar Madison og Thomas Lennon som Felix Unger

Tirsdag hev vi en halv dag ud af kalenderen for bare at ligge ved hotellets pool og slappe af, hvilket var noget, vi ellers kun havde taget os tid til en enkelt formiddag i Buellton. Samme aften havde vi booket os ind som publikum i CBS Studios, hvor vi skulle overvære optagelserne til et afsnit af "The Odd Couple", som er Matthew Perrys nye (dvs. kommende) sitcom, så efter adskillige timers doven afslapning i solen tog vi os om eftermiddagen omsider sammen til at være lidt aktive igen.

Efter at have skiftet badetøjet og solbrillerne ud med noget påklædning, der i lidt højere grad egnede sig til en aften i et køligt tv-studie, kørte vi til CBS Studios, hvor vi hurtigt blev gelejdet igennem køer og sikkerhedskontroller og ind på vores pladser i studiet. På det intermistiske publikumspodium var der plads til omkring 180 mennesker, og nedenfor podiet var kulisserne opdelt i tre hovedområder; den obligatoriske sitcom-stambar, den endnu mere obligatoriske sitcom-stue og endelig et lille - men ligeså obligatorisk - sitcom-køkken. Alle tre kulisser var i brug i løbet af aftenen, men i og med at det meste af afsnittet udspillede sig i hovedpersonernes lejlighed - dvs. i stuen og køkkenet - havde vi det meste af tiden et rigtig godt udsyn fra vores anviste pladser allerlængst til højre på publikumspodiet.

Det var en vildt fed oplevelse at overvære optagelserne, og når man som jeg har været stor fan af Matthew Perry siden Friends ramte de danske tv-skærme for snart mange år siden, var det i sig selv helt fantastisk at få mulighed for at tilbringe hele fem timer i selskab med ham (ganske vist på behørig betragter-afstand) - og med seriens øvrige komiske talenter for den sags skyld.

Selvom det uden tvivl er Matthew Perry, der er seriens store stjerne og trækplaster, var det birollerne, der høstede de absolut største latterbrøl fra os såvel som det øvrige publikum. Yvette Nicole Brown, som spiller sportsskribenten Oscar Madisons (dvs. Matthew Perrys) assistent i serien - og som nogen måske kender fra hendes rolle som Shirley i komedieserien Community - fik i særdeleshed mine lattermuskler på gled, og da vi kom hjem til Danmark igen, tog jeg fluks hul på at se alle fem eksisterende sæsoner af Community, som i årevis har haft en plads på min (efterhånden alenlange) must-watch-liste.

Der er i øvrigt ikke sat en premieredato for "The Odd Couple" endnu, men CBS har bestilt en hel sæson af serien, og det ligger vist i kortene, at den skal på skærmen i USA til foråret. Om den så også når til Danmark er jo en helt anden sag - men mon ikke den gør? Det er jo trods alt Matthew Perry!

Onsdag var den sidste hele dag på vores tur, og vi havde egentlig tænkt os at bruge dagen i Universal Studios, som ligger tæt på hvor vi boede i Studio City. Da vi kørte hjem fra CBS tirsdag aften var vi imidlertid dødtrætte og stopmætte af oplevelser, så vi blev ret hurtigt enige om, at en hel dag i en fyldt forlystelsespark meget vel ville kunne få oplevelsesbægret til at flyde over - og så besluttede vi os for at spare pengene og i stedet bruge den sidste dag på total afslapning og lidt shopping.

Udsigt over (noget af) The Grove

Vi startede med at køre sydpå til Melrose Avenue, som har ry for at være lidt af et shopping-mekka for alle, der finder Rodeo Drive for dyr og fisefornem, og som hellere vil have skæve vintage-fund med hjem i kufferten end Manolo Blahnik-sko og Dior-tasker. Og vi fik præcis det, vi kom efter, for på Melrose Avenue ligger den ene spændende og inspirerende tøj- eller smykkebutik efter den anden - og priserne var faktisk næsten ligeså lave som i de dødkedelige og overfyldte outlets, vi havde besøgt om mandagen.

Efter at have slentret lidt frem og tilbage ad Melrose Avenue kørte vi til The Grove, som er et stort udendørs shoppingcenter, der er etableret i direkte tilknytning til Farmer's Market, som er L.A.'s ældste fødevaremarked.

Jeg manglede lidt læsestof til flyveturen hjem, så i Barnes & Noble opstøvede jeg Dan Browns Inferno, som jeg stadig havde til gode at få læst, samt Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love, som jeg indtil videre kun har stiftet bekendtskab med i filmversionen.

I Farmer's Market gik vi målrettet efter hotsauce-butikken Light My Fire, hvor vi forsynede os med urimelige mængder lækkerier til spisekammeret hjemme i Odense. Vi holdt os ganske vist fra de aller stærkeste produkter eftersom jeg er af den overbevisning, at man ikke bør spise ting, der (i ramme alvor!) har dødningehoveder påtegnet emballagen.

Himmel på jord for hotsauce-elskere

Selvom vi gerne ville have oplevet Universal Studios, var vi glade for beslutningen om at droppe forlystelsesparken til fordel for afslapning og shopping, og da vi gik i seng onsdag aften - den sidste aften på hele vores roadtrip - faldt vi i søvn med brede smil på læben over, at vi næste dag kunne glæde os til at vende næserne hjemad mod Odense, Dexter og rugbrødsmadder igen.

Dag 23: Vinsmagning og nye bekendtskaber i Santa Barbara

Undervejs på køreturen fra Buellton til Santa Barbara kørte vi ad små bjergveje og fik derigennem lejlighed til at opleve noget af al den landbrug, der kendetegner området, på tætteste hold. Det betaler sig at have lugtesansen i orden, når man kører rundt i landskabet i og syd for Santa Ynez Valley, for deromkring får næseborene sig virklig én på opleveren; det ene øjeblik rammes man af en gennemtrængende duft af blomkålsmarker (hurra - for jeg ELSKER blomkål!), det næste øjeblik er det duften af friske bær, der hænger i luften, og med ét bliver hele herligheden afløst af en kraftig - og nærmest velkendt - duft af kartoffelmarker.

Det eneste der faktisk ikke dufter særlig kraftigt er vinmarkerne - men det er til gengæld et fantastisk og helt unik syn, der møder én, når man suser forbi vinranke efter vinranke i landskabet uden for Santa Barbara.

Takket være ét styks optjent Welcome Reward hos Hotels.com kunne vi booke et værelse på et hotel centralt i Santa Barbara, som tydeligvis er et eftertragtet sted at være. Det havde ikke været muligt at finde en overnatning i selve byen, hvis vi skulle have holdt os til vores tommelfingerregel-budget der lød på maksimalt 100 dollars pr. overnatning, så de mange overnatninger, som vi i løbet af turens første tre uger havde booket ved hjælp af min Hotels.com-app, faldt ud til vores fordel på det helt rette tidspunkt.

På Avania Inn fik vi mulighed for at checke tidligt ind på vores værelse, og efterfølgende skyndte vi os ud i Santa Barbaras tidlige eftermiddagssol for at kigge lidt på byen og finde en frokostrestaurant. Valget faldt på Eladio's, som serverede tuna melt med sweet potato fries, og selvom maden på flere måder lod lidt tilbage at ønske (note to self: sweet potato fries - nej tak!), var frokosten alligevel en mindeværdig oplevelse, for den hvidvin som jeg fik serveret til maden var ganske enkelt den absolut lækreste hvidvin, jeg i mit liv har smagt! Estancia Pinot Grigio (årgang desværre ukendt) - blev lige på stedet føjet til vinreol-ønskelisten, for hold da op, hvor smagte den bare vanvittigt godt!

Efter frokosten gik vi en tur ud på Stearn's Wharf og nød udsigten ind over land, hvor stribevis af høje, slanke palmer stod langs stranden og brød med rækken af hvidkalkede husmure.

Efter at Santa Barbara stort set blev jævnet med jorden i forbindelse med et jordskælv i midten af 1920'erne, vedtog man, at den spansk-mexicanske byggestil skulle gøres gennemgående i hele byen, og resultatet er slående.

Selvom det måske kan lyde dræbende kedeligt at lægge sådan en lokalplan for en hel by, går det virkelig op i en højere enhed i Santa Barbara; de hvide husmure set i kombination med den blå himmel og de grønne palmeblade giver byen en virkelig lækker og nærmest tropisk atmosfære, som man kun kan blive veltilfreds af at opholde sig i.

Da vi fik landjord under fødderne igen besluttede vi os for at tage en lille improviseret vinsmagningstur, som er en aldeles ligetil og helt unik oplevelse i Santa Barbara. I byens centrum imellem State Street og Garden Street ligger nemlig den såkaldte "The Funk Zone", hvori de små wineries ligger side om side, således at man bogstaveligt talt kan dingle fra den ene vinbar og videre til den næste uden at man behøver at gøre sig synderligt umage.

"This wine will abduct your tastebuds!"

Det første af de to vinsmagningssteder, som vi nåede at besøge, var en lille bar ved navn baren Area 5.1, som - ud over at have fem egenproducerede vine som sit omdrejningspunkt - var gennemført opbygget omkring et UFO-tema. Hele baren (helt ned til flisemosaikken på gæstetoilettets gulv!) var udsmykket med inspiration fra Area 51, og jeg var især vild med beskrivelserne af husets forskellige vine, for selv her skinnede konspirationsteorierne og mystikken igennem i formuleringerne.

På Area 5.1 smagte vi husets fem forskellige vine (to hvide og tre røde) for den beskedne sum af 10 dollars, og da vi havde tømt det sidste glas, skyndte vi os videre for at finde endnu et winery og endnu mere lækker vino til vores drueglade ganer.

Efter en kort gåtur i solskinsvejret spottede vi Fox Winery, der benyttede sig af skulpturer og andet iøjnefaldende kunstner-blikfang for at lokke gadens forbipasserende indenfor i lokalerne - og det viste sig da også, at der var tale om et vinhus, som udover et velvoksent udvalg af røde og hvide vine også rummede en mindre kunstudstilling.

Indenfor i vinbaren besluttede vi os for at prøve stedets udvidede tasting flight, som bestod af syv forskellige vine. Med vores vinglas i hænderne tilbragte vi efterfølgende en times tid med at slentre rundt i udstillingerne og forsøge at ligne nogen, der havde forstand på kunst, og taget i betregtning, hvor blandet det øvrige klientel på stedet var, tror jeg faktisk at vi faldt meget godt i med omgivelserne!

Da vi var nået igennem det syvende og sidste glas vin, var det blevet lukketid på Fox Winery, og vi begav os derfor atter ud i Santa Barbaras lune aftensol. Fra en nærliggende bar kunne vi høre livemusik i form af en rigtig svedig omgang funk, så vi gik i retning af lyden for at slå os ned i baren med aftenens sidste glas vin. I baren sad også et andet ungt par, som vi genkendte fra vinbaren på Fox Winery, hvor de ligesom os havde tilbragt noget af aftenen med en vinsmagning, og takket være Jeppes evne til falde i snak med hvem som helst hvor som helst, blev ét glas vin hurtigt til flere, og vi endte faktisk med at tilbringe resten af aftenen i selskab med vores nye bekendtskaber.

Det viste sig, at Ines og Leon - som til daglig bor i Haarlem i Holland - også var i gang med at roadtrippe sig vej igennem det sydvestlige USA. Imens Jeppe og jeg på daværende tidspunkt efterhånden var nået til vejs ende på vores tur, var de dog kun lige begyndt, så vi delte gladeligt ud af alle de rejsetips, vi havde noteret os undervejs i løbet af de seneste tre ugers tid.

Vi nåede i det hele taget vidt omkring i samtaleemnerne i løbet af de få vanvittigt hyggelige timer, som vi tilbragte i selskab med Ines og Leon, og mødet med dem satte lige prikken over i'et på en aften, der i forvejen bød på massevis af mindeværdige indtryk.

Som jeg har skrevet før her på bloggen - og sagt til alle, der har lagt ører til vores roadtrip-beretninger - kan Highway 1-strækningen fra San Francisco til Los Angeles sagtens tåle endnu et besøg i fremtiden, og Santa Barbara er i allerhøjeste grad en af årsagerne til, at vi har det sådan; vi ville inderligt elske at vende tilbage til "The Funk Zone" og tilbringe endnu en dag med at dingle fra vinglas til vinglas!

Snapshot fra en hyggelig aften med god vin og nye bekendtskaber i Santa Barbara

Dag 21-22: Lækker vino i Buellton og Danish Days i Solvang

Fredag eftermiddag ankom vi til Buellton, hvor vi skulle bo på byens vartegn The Windmill, som er et af Days Inn-kædens moteller.

Vi gik vi ud for at finde en sen frokost, og til at skylle vores burgere (surprise!) ned med bestilte vi to flaskeøl fra det lokale bryggeri, Figueroa Mountain Breweries, som har til huse i den nordlige del af Buellton. Da øllene kom på bordet, viste de sig fra knap så eksotisk en side, som man måske kunne have forventet, når nu man sad på et fremmed kontinent og bad om lokalproduceret øl: Der var nemlig tale om "Danish Style Red Lager", som er brygget efter dansk forbillede, og som smager nogenlunde ligesom en Rød Odense fra Albani, som jeg i øvrigt aldrig kunne finde på al bestille i min hjemby, eftersom jeg absolut ikke bryder mig om dens sødlige julebajer-smag.

Øllen var ikke vores første clue om, at Buellton på mange områder læner sig meget op af det danske miljø, som man forsøger at fremelske i området omkring Solvang, der ligger ganske få miles derfra - Buellton er nemlig blandt andet stedet hvor man skal tage hen, hvis man vil have Ellen med det tilnærmelsesvis danskklingende navn til at servere pandekager for én til morgenmad. Det virker i det hele taget som om at Buellton snylter lidt på Solvangs "danskhed" imens Solvang nyder godt af al den omtale, som Oscar-(og Bodil-)vinderen Sideways fik, da filmoptagelserne fandt sted i området (blandt andet på vores motel) for omkring et årti siden. Men alt taget i betragtning - pseudo-danskhed, vinoplevelser, bjerglandskab og lækkert klima - stortrivedes vi de få dage, vi opholdt os i Buellton og omegn.

Da vi nåede frem til vores destination fredag eftermiddag, var vi efterhånden ved at være mætte af roadtrip-oplevelser og indtryk, og vi besluttede os på den baggrund for at udvide opholdet på The Windmill til to dage, så vi kunne tage os god tid til - med Sideways-filmen i baghovedet - at nyde noget Pinot Noir (and not drink any fuckin' Merlot) og bare slappe af ved motellets udmærkede pool.

Om lørdagen kørte vi til Solvang, hvor der weekenden igennem var ekstra meget gang i byen på grund af de årlige Danish Days, som i bund og grund er en byfest, som markerer byens tilknytning til Danmark. Det første syn, der mødte os, da vi kørte ind i byens centrum var da også Dannebrog i massevis samt mænd og kvinder i danske folkedragter - men meget mere var der sådan set heller ikke at komme efter.

På gaden var der etableret en lukket øl-gårdhave i form af en samling plastikborde og -stole omkranset af minestrimmel, og lige ved siden af "gårdhaven" kunne man for en håndfuld dollars anskaffe sig en plastikvikingehjelm med eller uden lyse nylonfletninger. Alt i alt var det en små-komisk oplevelse at gå rundt i byen og kigge på festlighederne - og vi hørte i øvrigt ikke én eneste dansk stemme i løbet af hele den eftermiddag, vi tilbragte i "Little Denmark".

Efter tre uger i burger-land var dagdrømmene om rugbrødsmadder så småt begyndt at melde sig hos os, så vi gik ind på restauranten Bit o' Denmark og slog os ned i en bås, og efter et hurtigt kig i menukortet - vi vidste jo ligesom på forhånd hvad det var, vi ville have - bestilte Jeppe frokost til os på klingende amerikaner-jysk: "Hi, we would like two smørrebrød with frikadeller - and two Carlsberg, please!"

Maden var sådan set ok omend brødet ikke havde særlig meget med rugbrød at gøre, ligesom frikadellerne ikke just smagte af frikadeller. Men når det kom til stykket, var det bare virkelig dejligt at få noget at spise, som tilnærmelsesvis mindede om noget af det, vi drømte om at have lige inden for rækkevidde, når vi kom hjem til Danmark igen.


Efter frokosten gik vi rundt i byen og kiggede lidt på vinduer og konstaterede, at end ikke souvenirbutikkerne formåede at sælge danskhed i en form, der mindede om noget, vi kendte hjemmefra. På butikkernes hylder stod miniaturefigurer af Den Lille Havfrue side om side med hollandske træsko og sjove kaffekrus med svenske flag, og i madafdelingen kunne man finde akvavit, rugbrødsopskrifter og bøger om lutefisk på én og samme hylde.

Kort fortalt var Solvang nøjagtig som vi havde forventet: Et skægt lille pitstop på turen ned langs Highway 1 og ikke så meget mere end dét. Vi glædede os over, at vi ikke i dyre domme havde købt os til en overnatning i byen, for dét ville have været en temmelig pebret affære, og al danskhedsgøgleriet kan man hurtigt nå igennem på en eftermiddag. Hvis vi nogensinde skulle vende tilbage til Solvang skulle det være for at besøge nogle af byens mange wineries, som helt sikkert kan byde på adskillige glas lækker Pinot Noir fra egne vinmarker.

Lørdagen sluttede vi af hjemme i Buellton med en lækker middag på The Hitching Post, som spiller en central rolle i Sideways-filmen. Vi fik de lækreste røde bøffer, vi har fået på hele vores roadtrip, og herlighederne blev skyllet ned med en af husets egenproducerede vine. Der var naturligvis tale om (endnu) en flaske udmærket Pinot Noir - og proppen tog jeg med mig, så den står nu i barskabet på Døckerslundsvej som en souvenir fra vores møde med Californiens dejlige vinland.

Dag 20-21: Highway 1 fra Monterey til Santa Ynez Valley

Onsdagens gode nyheder om Dexters tilstand fyldte vores bevidsthed totalt, da vi med lette hjerter og brede smil lod Hesten uden navn sadle og checkede ud fra vores motel i Seaside torsdag morgen. Vi kørte til Monterey, hvor vi tilbragte en times tid med at gå rundt på Cannery Row og suge til os af den afslappede stemning i den lille fiskerby.

17 mile drive snor sig langs kysten med imellem cypresser og imponerende rigmandshjem

Monterey har igennem mange år tiltrukket kunstnere i hobevis, og den dag i dag er kyststrækningen rundt om halvøen beboet af nogle af Californiens rigeste indbyggere. Og som de drømmere vi jo er, skulle vi naturligvis ud og kigge på store rigmandshuse, så vi satte kursen mod 17 Mile Drive, der vel kan beskrives som en Margueritrute lidt ud over det sædvanlige.

17 Mile Drive er en lukket betalingsvej, som slynger sig langs stillehavskysten og ind imellem de enorme cypresser og rigmandshjem, der ligger på strækningen. Og i modsætning til de rigmandskvarterer, som vi stiftede bekendtskab med i L.A., var 17 Mile Drive i allerhøjeste grad et lækkert sted at opholde sig; der var ingen høje betonmure, kæmpe træporte eller gitterlåger - til gengæld var der masser af frisk luft og Stillehavsstemning lige inden for rækkevidde.

Oven i hatten fik vi også lejlighed til at se det lokale dyreliv på nærmeste hold, idet pelikaner, søløver og sæler i hundredevis holder til i klipperne ud til Stillehavet rundt omkring Monterey-halvøen. Og ved den sydligste ende af 17 Mile Drive passerede vi to store golfbaner, hvoraf især den ene nok ringer en klokke, hvis man har spillet lige så mange timers Tiger Woods-golfspil på sin Playstation, som jeg gjorde den sommer, hvor jeg var sygemeldt med et knæ, der satte en effektiv stopper for mit virke i restaurationsbranchen: Vi havde dog ikke lige de 5-600 dollars, det koster at gå 18 huller på Pebble Beach Golf Links, så vi fortsatte turen sydpå ad Highway 1.

Sæler (og søløver) på Bird Rock

Postkortmotiv: Lone Cypress på 17 Mile Drive

Syd for Monterey kørte vi igennem Carmel-by-the-sea, der nok er den allermest idylliske af de byer, vi kom igennem på strækningen imellem San Francisco og L.A. Clint Eastwood var borgmester i Carmel tilbage i 1980'erne engang, og så vidt jeg ved, har han stadig et hus i byen. Den helt unikke atmosfære i Carmel er vel at bemærke ikke kommet af sig selv; dels er der forbud mod at opsætte lysskilte i byen og dels skal man have tilladelse fra byrådet for at fælde træer inden for bygrænsen. Dertil kommer i øvrigt det faktum, at næsten hver femte af byens indbyggere er hunde!

Lige syd for Carmel ligger Point Lobos State Reserve; et af Californiens måske mindre kendte naturreservater. Ligesom i nationalparkerne koster det et beskedent beløb at få adgang til området, og vi tog primært turen ud ad de små bjergveje for at komme til China Cove, som vi havde læst om flere steder inden vi rejste til USA. Ud over China Cove var der imidlertid også mange andre fantastisk smukke steder i Point Lobos-området, så endnu engang glædede vi os over, at vores entrépenge var givet vanvittigt godt ud.

Endnu et postkortmotiv: China Cove i Point Lobos State Reserve 

Strandsandet er en anelse mere grovkornet, end vi er vant til hjemme fra den jyske vestkyst...!

Når man rejse-researcher om Highway 1 støder man på stribevis af billeder og beskrivelser af Big Sur - og det er ikke så sært, for det er i sandhed en helt fantastisk smuk strækning. Og når man oven i købet er så priviligeret at kunne opleve køreturen på Highway 1 fra en åben bil med alt hvad det indebærer af frisk luft og havduft, skal man virkelig gøre sig umage for ikke at ende med at opleve hele køreturen igennem en kameralinse, for postkortmotiverne står simpelthen i kø!

Af samme grund er det en god idé at tage sig rigtig god tid til køreturen ned langs Highway 1; der skal nemlig helst være tid til adskillige stop på turen, når man liiiiiige skal holde ind for at tage (endnu) et par billeder af den fantastiske udsigt.

Postkortmotiverne fortsætter med at byde sig til hele vejen ned langs Highway 1: Her er det Bixby Bridge! 

I Big Sur-området opstår tågen med kort varsel - her er den på vej inden over Bixby Bridge. 

Vores tur sydpå ad Highway 1 startede i flot og klart solskinsvejr i Monterey, men efterhånden som vi kom længere og længere sydpå, begyndte vi at fornemme, at et vejrskifte var på vej. Når man befinder sig helt ude ved vandet langs den californiske stillehavskyst, kan man let blive overrasket af vejret, der har det med at opføre sig temmelig lunefuldt. Da vi kørte over Bixby Bridge kunne vi se tågen samle sig i en bræmme langs kystvejen, og inden længe lå tågebankerne også tungt hen over os på Highway 1.

Da vi nåede til Morro Bay, hvor vi havde booket et værelse natten over, var tågen så tæt, at det næsten virkede uforsvarligt at køre - og da man jo ikke som udgangspunkt kører med lys på bilen i Californien, dukkede de modkørende biler bare op ud af det blå (næh, 'grå'!) som en slags metalspøgelser, der bevægede sig med 50 miles per hour.

Sære vejrfænomener på Highway 1 

Efter en hyggelig aften med tapas og rødvin på en bar i Morro Bay, kørte vi om fredagen videre sydpå ad Highway 1. Det eneste stop på turen denne dag var på Figueroa Mountain Road, hvor der engang for efterhånden en hel del år siden boede et excentrisk musikgeni, som efterlod sig så markant et aftryk i verden, at det rygtedes hele vejen til Vittarp i det mørke Vestjylland og gjorde kæmpestort indtryk på mig sådan cirka anno midt-1990'erne. 

Der er egentlig ikke rigtig noget at se, når man lægger vejen forbi Neverland Ranch i dag; faktisk er det kun indgangspartiet (som i øvrigt er bevogtet døgnet rundt), der er tilgængeligt for offentligheden. Men murene omkring lågen, der afspærrer den grusvej, der fører videre op i bjergene til Michael Jacksons tidligere hjem, bærer tydeligt præg af, at fans stadig kommer dertil fra hele verden for at efterlade en hilsen til den afdøde popkonge i bedste Abbey Road-stil.

30-årige Merete forholder sig helt cool, alt imens hendes indre teenage-Merete anno cirka midt-1990'erne hviner i vilden sky

Mindeord til Michael Jackson fra tilrejsende fans fra alle verdens afkroge