All in på kærlighed i Las Vegas

Sidste sommer faldt Jeppe på knæ i en mudderpøl på Roskilde og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham - og det ville jeg gerne!

Og som mange af jer der læser med her på bloggen sikkert allerede har gættet (enten fordi I har afkodet overskriften eller fordi I har kunnet se det på os, når vi i de seneste mange måneder har svaret "Neeeeeej da!" til jeres spørgsmål om, hvorvidt vi da ikke sku' giftes, når vi nu alligevel var i lyn-brylluppernes by), blev vores festival-forlovelse til et ægte ægteskab, da vi sent onsdag aften blev gift i Las Vegas.

Jow, den er skam go' nok - klokken syv torsdag morgen dansk tid blev vi dælme "husband and wife"!

I de 11 år vi har været kærester, har vi utallige gange leget med tanken om, at vi en skønne dag ville tage til Las Vegas og blive gift, så da vi begyndte at planlægge vores roadtrip - og der oven i købet var forlovelsesringe på vores fingre - ja, så sku' vi da have været nogle værre skarn, hvis vi ikke lige havde sørget for at få et bryllup flettet ind i rejseoplevelserne, ikke sandt?

For en måneds tid siden anskaffede vi os en ægteskabserklæring med tilladelse til at blive gift i USA, og med den i hånden kørte vi onsdag aften ind på Clark County Courthouse i det centrale Las Vegas og købte os til den 'marriage license', der er nødvendig for, at man kan komme ind fra gaden og blive gift.

Da papirerne var i orden, kørte vi ud for at finde et bryllupskapel, og efter at være kørt vild i nogle ensrettede gader, kom vi forbi en lille kirkelignende bygning, hvor der over indkørslen til gården hang et lysskilt med teksten "The Fast Lane".

"Er det her?", spurgte Jeppe, og jeg svarede "Ja, det er det vist."

Og sådan gik det til at vi fik papir på hinanden, siddende hånd i hånd i vores åbne bil (aka. Hesten uden navn) i et drive-through bryllupskapel i Las Vegas.

Det var det perfekte Jeppe-og-Merete-bryllup! 

Las Vegas er på mange måder ét stort Tivoli, og selvom byen er fascinerende, er den og meget, meget usexet - og romantikken skal man lede længe efter, hvis man kigger efter den i bybilledet. Bryllupskapellerne ligger side om side i Downtown Las Vegas, og bryllupsindustrien er en gigantisk pengemaskine.

Men som Yoga Guy så fint sagde det, da vi faldt i snak med ham i Sedona: "You can find inner peace anywhere in this world". På samme måde behøver al den gøgl og overflade, som kendetegner Las Vegas, ikke have nogen som helst betydning for, hvor uforglemmelig en oplevelse det er at sige ja til at bruge resten af livet sammen med hinanden. Jeg begyndte i hvert fald at tude - nøjagtig som jeg ville have gjort det, hvis der ikke havde været summende lysskilte og trafikstøj i vores nærmeste omgivelser! 

Vi har kun ét billede fra vielsen, og det ligger på den cd-rom, som vi fik med som en del af den bryllupspakke, som vi købte, så det kan I først få at se, når vi kommer hjem til Danmark og en pc med cd-rom drev.

Derfor er det her det eneste syn for sagen, vi har at byde på lige nu - here you go! 

Her på falderebet er der vist bare tilbage at sige, at hvis nogen sku' være i tvivl, så har vores planer om at holde et brag af en bryllupsfest hjemme i Danmark ikke ændret sig det fjerneste - tværtimod!

Vi glæder os tossemeget til at fejre det sammen med jer!!!

Dag 10-12: Las Vegas

Mandag blev kontrasternes dag: Vi stod op til røde bjerglandskaber i spiritualitetens højborg i Sedona og gik i seng på Bellagio i overforbrugsmekkaet Las Vegas. Omend afskeden med Sedona var lidt vemodig, rejste vi derfra med masser af overskud i bagagen, og som Yoga Guy jo mindede os om lørdag aften på den irske pub: ”You can find inner peace anywhere.”

Arizona-Buddha fra Sedona

…og vi nåede også at få købt en souvenir i form af en ny Buddha til samlingen derhjemme!

Undervejs mod Vegas kørte vi igennem spøgelsesbyen Jerome, der ligesom Oatman på Route 66 virkede en hel del mere autentisk end det pseudo-Legoland,der mødte os i Calico. 

Vi kørte ind i Nevada over Hoover Dam, som vi dog ikke var ude for at se nærmere på, da vi hellere ville hurtigst muligt ind til vores hotel og nyde den femstjernede luksus på Bellagio.

Vi havde hørt skrækhistorier om timelange køer ved check-in på de store hoteller i Las Vegas (Bellagio har ca. 3000 værelser), men vi oplevede ingen ventetid - snarere tværtimod. 

Også elevatorturen op til vores værelse på 24. etage foregik i raketfart, og højdeforskellen var så stor, at vi fik propper i ørerne. 

Værelset var superlækkert, og udsigten over The Strip og de berømte springvand foran hotellet var alle pengene værd!

Solnedgang over The Strip (imens Bellagio-springvandene holder pause)

Tirsdagen gik med at slappe heeeelt af, og vi fik os først taget sammen til at forlade hotellet omkring middagstid. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen og kiggede på hoteller, hvilket er én af de ganske få gratis fornøjelser, som Las Vegas har at byde på. Bellagio var helt bestemt et lækkert sted, men vi fandt meget mere atmosfære og gennemført (omend simuleret) Italien-stemning på Venetian, der er indrettet som - ja - Venedig med alt hvad det indebærer!

Gondoler på The Venetian i Las Vegas

Om aftenen dressede vi op og begav os ud i Sin City med 100 dollars på lommen, som vi havde givet os selv lov til at spille op. Det viste sig dog at være lidt lettere sagt end gjort, for den første enarmede tyveknægt, jeg satte mig ved, tryllede i løbet af kort tid 20 dollars om til 85! Det gav naturligvis blod på tanden, så vi prøvede os frem ved andre maskiner i håbet om at vinde endnu mere - dog uden ligeså meget held som vi begyndte med. Vi sluttede dog aftenen med et pænt overskud, så vi var godt tilfredse - og drinksene er som bekendt gratis, når man spiller på Las Vegas' store kasinoer, så det var alt i alt en rigtig god og udbytterig aften!

Onsdag valgte vi at prøve Bellagios morgenbuffet, der bød på alt, hvad hjertet kan begære for 18 dollars pr. person - der var endda mug-ost! For 13 dollars ekstra kunne man tilkøbe sig en solid morgenbrandet med bobler, bloody mary, margarita og fadøl ad libitum, men vi sprang over det gode tilbud, da vi trods alt havde et par ting, vi gerne ville nå at opleve imens vi var i byen.

Efter morgenmaden gik vi atter ud i byen og besøgte blandt andet den fire etager store M&M's-butik, hvor vi passende kunne finde nogle peatnutbutter-M&M's til Jeppes kammerat, der har bedt os om at tage en posefuld lækkerier med hjem til Odense - og man forstår godt hvorfor sku' jeg hilse at sige! Man forstår til gængæld ikke, hvorfor de små labaner endnu ikke kan fås i Danmark.

M&M's i tusindvis - og en glad amerikaner

Derhjemme havde jeg læst mig frem til, at udstillingen 'Bodies', der for et par år siden lagde vejen forbi Danmark, holdt til på Luxor lidt nordpå ad The Strip, og eftersom jeg altid har ærgret mig over, at jeg ikke nåede at se udstillingen, imens den var i København, havde jeg på forhånd luftet idéen for Jeppe, og han var utroligt nok med på at tage ind og kigge på konserverede menneskekroppe og -organer. Det lyder bizart, ja - og det var det også lidt, men det var eddermame også en fantastisk oplevelse! Det mindede mig om en fredagsbar på SDU for et par år siden, hvor Kristina tog os med på guidet rundtur i vådsalene på SDU - det var nemlig også vildt fascinerende, men 'Bodies' var - ud over at være en lærerig oplevelse på flere planer - i nogle tilfælde ligefrem smukt! 

Billetterne til udstillingen koster - så vidt jeg husker - normalt 36 dollars, men vi fik dem til 22 igennem Tix4Tonight, der har boder flere steder på The Strip hvorfra man kan købe gode deals til udstillinger og restauranter i Las Vegas. Det er også Tix4Tonight, man skal opsøge, hvis man vil finde last minute-billetter til ét af byens mange shows.

Vi havde på forhånd snakket om at tage ind og se et af Cirque du Soleils shows - især Beatles-forestillingen 'LOVE' og Michael Jackson-forestillingen 'One' var oppe at vende flere gange - og vi snakkede også om shows med Penn & Teller og Vegas-klassikeren Blue Man Group. Det viste sig dog, at Cirque du Soleil holdt fridag netop onsdag aften, så den oplevelse måtte vi desværre droppe.

Så var der trylleshow med sjove mænd eller trommeshow med blå mænd tilbage, og selvom begge dele ganske sikkert ville have været festlige indslag i vores dag, blev vi enige om at spare pengene og bruge aftenen på nogle af de mange andre oplevelser, Las Vegas har at byde på.

Dag 8-9: Sedona

Lørdag formiddag kørte vi fra Grand Canyon med kurs mod Sedona, og fra Flagstaff fulgte vi hovedvej 89A, som har ry for at være en af de smukkeste vejstrækninger i USA. Da vi nåede et stykke syd for Flagstaff, var jeg ikke synderlig imponeret, og jeg tror jeg sagde noget i retning af ”Jaeh, her er da meget flot, men det her landskab er jo ikke en skid anderledes end bakkerne rundt om Vejle!”

Et splitsekund senere måtte jeg æde alle ordene i mig igen, for netop da kørte vi igennem et bjergpas som markerede overgangen til et helt andet landskab. Pludselig åbenbarede der sig de vildeste naturomgivelser – ingen af os har nogensinde set noget lignende. Det røde klippelandskab som omgiver Sedona er simpelthen helt ubeskriveligt smukt, og eftersom området samtidig er ekstremt frodigt, så vi vanvittige kombinationer af røde klipper, grønne træer og knaldblå himmel i alle retninger.

Snapshot ud af sideruden på vej til Sedona ad 89A

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg nåede at sige ”Waaaaaauuuuw!!!” og ”Nøøøøjjjjj!” i løbet af den  næste halve time,  men det har helt sikkert ikke været nok til at yde retfærdighed til al den awesomeness, der kendetegner Sedona. Og selve byen skulle vise sig at være mindst ligeså betagende som naturomgivelserne - fortovene er røde, lygtepælene er røde, bygningerne er røde, og indbyggerne er røde nej-jeg-mener- SØDE og helt vildt imødekommende. Sedona er ganske enkelt et helt vidunderligt sted!

Lørdag aften gik vi en tur over på en nærliggende pub for at få en øl, og det skulle vise sig at blive en uforglemmelig oplevelse, for der fik vi nemlig for første gang på vores roadtrip rigtig lejlighed til at snakke lidt med de lokale. Vi havde dårligt nok taget den første slurk af vores øl, før vi faldt i snak med en ung fyr – Nick – der var native american, og som levede af at lave smykker efter at have lært håndværket af sin far.

Senere på aftenen kørte der en taxa ind på parkeringspladsen foran baren, og ud væltede en hvidskægget mand iført cowboyhat og ternet skjorte – tydeligvis brølende beruset. Da han fik styr på sine ben og vendte blikket op mod barens terrasse, hvor vi sad med vores øl og passede os selv, slog han opgivende ud med armene og snøvlede på bredt amerikansk ”Whaaaat!? You ain’t never seen a drunk cowboy on a Saturday night before?!” og så dinglede han ellers ind til baren for at få hævet promillen yderligere. Kort efter kom han hen til os for at spørge hvor vi var fra, og hvad der bragte os til Sedona, og vi fortalte naturligvis, at vi var i USA for at roadtrippe os igennem det sydvestligste hjørne af det enorme land – og at vi netop havde været i Grand Canyon og vandre. Det viste sig, at han havde tilbragt det meste af sit liv som guide på muldyrryg i stort set alle USA’s nationalparker; både Grand Canyon, Yosemite, Yellowstone, Zion og Bryce – og sikkert også en masse andre, som jeg har glemt navnene på.  Mule Mike, som vi har kaldt ham, når vi siden hen har snakket om ham, var et helt vildt fedt indslag i vores aften, og det var lige før han fik os overtalt til at droppe vores tre forhåndsbookede overnatninger i Las Vegas til fordel for en vandretur i Bryce Canyon, der ifølge ham er det smukkeste sted i USA – for som han sagde: ”Do you know what’s great about Vegas?! NOTHING!!!”

Da Mule Mike var blevet hentet af sin taxamand – der i øvrigt hed Petersen ”the Danish way with an ’e’ – not with an ’o’ like in Sweden!” - dukkede der endnu en lokal Sedona-mand op ved nabobordet - denne gang en gut på vores egen alder. Han slog sig ned med sin fyraftensøl og fortalte, at han sammen med sin kæreste var flyttet fra Virginia for at slå sig ned i Sedona, efter at han var faldet pladask for atmosfæren i byen første gang, han havde stiftet bekendtskab med den. Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse for yoga og meditation, og på den baggrund spurgte vi ind til hans oplevelse af, hvorvidt der skulle være noget om snakken med hensyn til de såkaldte ’vortexes’ (en slags særligt kraftfulde energifelter i bjergene omkring Sedona), der tiltrækker spirituelt anlagte turister fra hele verden. I et roligt tonefald og med hånden om sin store fadøl svarede yoga-fyren prompte: ”Well, they are all beautiful places, indeed... But you don’t have to go to a vortex to find inner peace – you can find that any where in this world.”

Yoga Guy understregede, at de fire mest kendte vortexes alle er nogle meget smukke steder, som absolut er et besøg værd "go and visit the vortexes", opfordrede han, "but go there for the beautiful scenery”. 

Cathedral Rock

Han anbefalede os især Cathedral Rock, så der kørte vi ud om søndagen, men efter at have gået et stykke af den trail, der fører op til toppen, måtte jeg overgive mig til mine ekstremt ømme Grand Canyon-lægmuskler, der ikke ville bære mig op ad den temmelig stejle og kuperede vandresti. 

I stedet kørte vi til det vortex, der ligger centralt i Sedona tæt på lufthavnen – her var der nemlig tale om en relativt flad gåtur på nogle få miles, og det kunne læggene lidt bedre forholde sig til.

Vi nåede ud til vortexet lige som solen begyndte at gå ned, og det allersidste stykke skulle vi ligefrem klatre op på et råt klippeplateau, der havde udsigt over hele byen. Undervejs blev vi overhalet af en fyr, der så meget målrettet ud, og da vi nåede op på toppen, så vi hvorfor. Han havde indtaget en plads yderst på østsiden af klippen, og der stod han så i solnedgangen og hilste aftenen velkommen med noget, der mindede om thai chi med et indiansk islæt – han var fuldkommen opslugt og helt og aldeles upåvirket af, at der samtidig befandt sig ca. 20 nysgerrige turister på klippen.

Alle jeg har mødt, som har været i Sedona, er blevet fuldstændig bjergtaget af byen og dens atmosfære, og det er absolut ikke svært at forstå hvorfor. Vi drømmer allerede om at vende tilbage en skønne dag og tage på vandreture og dyrke yoga i det røde bjerglandskab – og så slutte dagene af med fadøl på Mooney’s Irish Pub i godt selskab med Native Nick, Mule Mike, Taxi Petersen og Yoga Guy!

Solnedgang over West Sedona