Dag 8-9: Sedona

Lørdag formiddag kørte vi fra Grand Canyon med kurs mod Sedona, og fra Flagstaff fulgte vi hovedvej 89A, som har ry for at være en af de smukkeste vejstrækninger i USA. Da vi nåede et stykke syd for Flagstaff, var jeg ikke synderlig imponeret, og jeg tror jeg sagde noget i retning af ”Jaeh, her er da meget flot, men det her landskab er jo ikke en skid anderledes end bakkerne rundt om Vejle!”

Et splitsekund senere måtte jeg æde alle ordene i mig igen, for netop da kørte vi igennem et bjergpas som markerede overgangen til et helt andet landskab. Pludselig åbenbarede der sig de vildeste naturomgivelser – ingen af os har nogensinde set noget lignende. Det røde klippelandskab som omgiver Sedona er simpelthen helt ubeskriveligt smukt, og eftersom området samtidig er ekstremt frodigt, så vi vanvittige kombinationer af røde klipper, grønne træer og knaldblå himmel i alle retninger.

Snapshot ud af sideruden på vej til Sedona ad 89A

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg nåede at sige ”Waaaaaauuuuw!!!” og ”Nøøøøjjjjj!” i løbet af den  næste halve time,  men det har helt sikkert ikke været nok til at yde retfærdighed til al den awesomeness, der kendetegner Sedona. Og selve byen skulle vise sig at være mindst ligeså betagende som naturomgivelserne - fortovene er røde, lygtepælene er røde, bygningerne er røde, og indbyggerne er røde nej-jeg-mener- SØDE og helt vildt imødekommende. Sedona er ganske enkelt et helt vidunderligt sted!

Lørdag aften gik vi en tur over på en nærliggende pub for at få en øl, og det skulle vise sig at blive en uforglemmelig oplevelse, for der fik vi nemlig for første gang på vores roadtrip rigtig lejlighed til at snakke lidt med de lokale. Vi havde dårligt nok taget den første slurk af vores øl, før vi faldt i snak med en ung fyr – Nick – der var native american, og som levede af at lave smykker efter at have lært håndværket af sin far.

Senere på aftenen kørte der en taxa ind på parkeringspladsen foran baren, og ud væltede en hvidskægget mand iført cowboyhat og ternet skjorte – tydeligvis brølende beruset. Da han fik styr på sine ben og vendte blikket op mod barens terrasse, hvor vi sad med vores øl og passede os selv, slog han opgivende ud med armene og snøvlede på bredt amerikansk ”Whaaaat!? You ain’t never seen a drunk cowboy on a Saturday night before?!” og så dinglede han ellers ind til baren for at få hævet promillen yderligere. Kort efter kom han hen til os for at spørge hvor vi var fra, og hvad der bragte os til Sedona, og vi fortalte naturligvis, at vi var i USA for at roadtrippe os igennem det sydvestligste hjørne af det enorme land – og at vi netop havde været i Grand Canyon og vandre. Det viste sig, at han havde tilbragt det meste af sit liv som guide på muldyrryg i stort set alle USA’s nationalparker; både Grand Canyon, Yosemite, Yellowstone, Zion og Bryce – og sikkert også en masse andre, som jeg har glemt navnene på.  Mule Mike, som vi har kaldt ham, når vi siden hen har snakket om ham, var et helt vildt fedt indslag i vores aften, og det var lige før han fik os overtalt til at droppe vores tre forhåndsbookede overnatninger i Las Vegas til fordel for en vandretur i Bryce Canyon, der ifølge ham er det smukkeste sted i USA – for som han sagde: ”Do you know what’s great about Vegas?! NOTHING!!!”

Da Mule Mike var blevet hentet af sin taxamand – der i øvrigt hed Petersen ”the Danish way with an ’e’ – not with an ’o’ like in Sweden!” - dukkede der endnu en lokal Sedona-mand op ved nabobordet - denne gang en gut på vores egen alder. Han slog sig ned med sin fyraftensøl og fortalte, at han sammen med sin kæreste var flyttet fra Virginia for at slå sig ned i Sedona, efter at han var faldet pladask for atmosfæren i byen første gang, han havde stiftet bekendtskab med den. Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse for yoga og meditation, og på den baggrund spurgte vi ind til hans oplevelse af, hvorvidt der skulle være noget om snakken med hensyn til de såkaldte ’vortexes’ (en slags særligt kraftfulde energifelter i bjergene omkring Sedona), der tiltrækker spirituelt anlagte turister fra hele verden. I et roligt tonefald og med hånden om sin store fadøl svarede yoga-fyren prompte: ”Well, they are all beautiful places, indeed... But you don’t have to go to a vortex to find inner peace – you can find that any where in this world.”

Yoga Guy understregede, at de fire mest kendte vortexes alle er nogle meget smukke steder, som absolut er et besøg værd "go and visit the vortexes", opfordrede han, "but go there for the beautiful scenery”. 

Cathedral Rock

Han anbefalede os især Cathedral Rock, så der kørte vi ud om søndagen, men efter at have gået et stykke af den trail, der fører op til toppen, måtte jeg overgive mig til mine ekstremt ømme Grand Canyon-lægmuskler, der ikke ville bære mig op ad den temmelig stejle og kuperede vandresti. 

I stedet kørte vi til det vortex, der ligger centralt i Sedona tæt på lufthavnen – her var der nemlig tale om en relativt flad gåtur på nogle få miles, og det kunne læggene lidt bedre forholde sig til.

Vi nåede ud til vortexet lige som solen begyndte at gå ned, og det allersidste stykke skulle vi ligefrem klatre op på et råt klippeplateau, der havde udsigt over hele byen. Undervejs blev vi overhalet af en fyr, der så meget målrettet ud, og da vi nåede op på toppen, så vi hvorfor. Han havde indtaget en plads yderst på østsiden af klippen, og der stod han så i solnedgangen og hilste aftenen velkommen med noget, der mindede om thai chi med et indiansk islæt – han var fuldkommen opslugt og helt og aldeles upåvirket af, at der samtidig befandt sig ca. 20 nysgerrige turister på klippen.

Alle jeg har mødt, som har været i Sedona, er blevet fuldstændig bjergtaget af byen og dens atmosfære, og det er absolut ikke svært at forstå hvorfor. Vi drømmer allerede om at vende tilbage en skønne dag og tage på vandreture og dyrke yoga i det røde bjerglandskab – og så slutte dagene af med fadøl på Mooney’s Irish Pub i godt selskab med Native Nick, Mule Mike, Taxi Petersen og Yoga Guy!

Solnedgang over West Sedona