søndag den 21. september 2014

Dag 14: Death Valley

Vores møde med Death Valley var som forventet helt ekstremt varmt. Vi blev i bilen det meste af tiden, da temperaturerne udenfor ganske enkelt var for høje til, at vi kunne holde ud at være der mere end et par minutter ad gangen.

Første stop på turen igennem Dødens Dal var Dante's View, som er et populært udsigtspunkt med udsigt over hele dalen. I modsætning til Grand Canyon er der ikke ligefrem smukt i Death Valley, men det er et imponerende syn, der møder én, når man kigger ud over det kæmpestore knastørre og brandvarme område!

Udsigt over Death Valley fra Dante's View
Skrækhistorierne om dødsfald på grund af de ekstreme forhold i Death Valley er mange; blandt andet omkom en tysk familie i 1996 efter at være faret vild i en af de mere øde dele af området. Resterne af familien blev først fundet for et par år siden, da en hiker stødte på fire skeletter på en afsides beliggende vandresti flere kilometer fra det sted, hvor familiens bil i sin tid var blevet fundet. Bilen havde på det tidspunkt tre punkterede dæk, der viste tydelige tegn på, at bilen havde kørt mange kilometer på flade hjul, og politiet konkluderede på den baggrund, at familien formentlig var faret vild i det øde område, punkteret og kørt videre for så til sidst at opgive bilen til fordel for den livsfarlige gåtur i bagende sol og 50 graders varme.

Historien om tyskerne taler sit eget tydelige sprog, men ikke desto mindre er der hvert år stadig mange, der kommer galt afsted, fordi de ikke tager advarslerne alvorligt nok. Vi sku' dælme ikke nyde noget af at vandre rundt i området med så høje temperaturer, og vi var meget taknemlige over, at vores bil var udstyret med et effektivt A/C-anlæg og at vi havde 12 liter iskold vand i køletasken på bagsædet!

Udsigt fra Zabriskie's Point
Jeppe nyder et slag golf på Devil's Golf Course
De næste stop på turen var Zabriskie’s Point, Devil’s Golf Course og Badwater Basin, hvoraf sidstnævnte er det laveste punkt i Death Valley samt på hele det amerikanske kontinent. Det var da også i nærheden af netop Badwater, at temperaturmåleren i bilen peakede og ramte skoldhede 121 grader Fahrenheit, hvilket svarer til 49,4 grader Celsius!

Fordelen ved at hike i nærheden af Badwater er, at jorden er én stor saltsnack!
På vej ud af dalen spottede vi tre zebrastribede biler i vejsiden, som vi genkendte fra da vi var kørt ind i dalen et par timer forinden. I forbifarten havde vi begge to i første omgang tænkt, at der nok var tale om nogle iøjnefaldende sightseeing-køretøjer fra en nærliggende by, men pludselig gik det op for os, hvad der i virkeligheden var på spil: Ved nærmere eftersyn opdagede vi nemlig, at bilerne ikke var lakeret zebrastribede - sådan så det ellers ud, når man bare susede forbi dem i høj fart - og deres tilstedeværelse i området havde absolut heller intet at gøre med at transportere turister rundt til alle nationalparkens udsigtspunkter.

Tværtimod var der i virkeligheden tale om tre splinternye biler, som var pakket omhyggeligt ind i zebrastribede overtræk, så det ikke var muligt at gennemskue, hvilke mærker og modeller der var tale om, og chaufførerne har formentlig været professionelle testkørere, som var på arbejde for at afprøve bilernes køreegenskaber i Death Valley, der på grund af det bakkede landskab og de ekstreme temperaturforhold giver optimale betingelser for at presse bilerne til deres yderste.

Vi forlod dalen sidst på eftermiddagen og kørte til Bishop, hvor vi havde booket et værelse på Hostel California; et lille, hyggeligt nyåbnet hostel, som var et fund til prisen, og som varmt kan anbefales til alle, der har brug for et sted at overnatte i nærheden af Death Valley, Yosemite eller en af alle de andre nationalparker i området øst for San Francisco.