Dag 27-28: Hjem til O'ense

Torsdag den 26. september checkede vi ud fra Hotel Mikado omkring middagstid og satte kursen mod LAX, hvorfra vores Norwegian-fly skulle transportere os hjem til Danmark senere samme dag.

Vi lettede fra Los Angeles klokken 19:30 lokal tid, og knap ti timer senere - hvilket vil sige omkring klokken 14 fredag eftermiddag dansk tid - satte vi atter fødderne på dansk landjord efter fire uger på farten i USA.

At komme hjem til vores vante rammer i Odense og blive genforenet med vores dejlige hund (og sove i vores egen seng og spise urimelige mængder rugbrød) var helt vildt dejligt - men allerede efter en uges tid hjemme i Danmark begyndte vi at drømme os tilbage til Route 66, Grand Canyon, Sedona, Las Vegas, Death Valley, Yosemite og hele den fantastiske Highway 1-strækning fra San Francisco i nord til Los Angeles i syd.

Vores roadtrip har været en fantastisk oplevelse, som har gjort uudsletteligt indtryk på os begge to, og vi ser allerede frem til vores næste store rejse - hvorend den så kommer til at gå hen.

Jeg lovede at diske op med et billede fra vores bryllupsaften i Las Vegas, når vi kom hjem til en computer med cd-romdrev - så værs'go'!

Vi glæder os (stadig) tossemeget til at fejre vores status som "husband and wife" med et brag af en fest!


Kærlig hilsen

Merete og Jeppe

Dag 24-26: Tre dovne dage i L.A.

Fra Santa Barbara-området fortsatte vi mandag turen sydpå imod Los Angeles ad Highway 1, og lige nord for L.A. - eller "i det nordlige L.A." (alt efter hvordan man definerer bygrænserne for den enorme metropol) - besøgte vi Cabrillo Outlets, som er et stort indkøbskompleks bestående af outlet-forretninger fra en lang række store, kendte butikskæder såsom Saks Fifth Avenue, GAP, Converse, Banana Republic, Diesel og mange, mange andre.

Prisniveauet i de fleste af butikkerne var lidt lavere end ellers, men faktisk var stedet som helhed temmelig anstrengende og uinspirerende, idet mange af butikkerne var ligeså overfyldte med varer, som min lokale H&M hjemme i Odense - og den slags er (som de fleste sikkert vil give mig ret i) bare ikke noget, der boder for særlig gode shoppingoplevelser.

Efter outlet-besøget fortsatte vi turen mod L.A. via Malibu, som vi begge havde set frem til at opleve på tætteste hold, men med få dage tilbage af vores fire uger lange rejse var vi på dette tidspunkt blevet så overmætte af oplevelser, at vi faktisk nærmest ikke orkede at stå ud af bilen for at se nærmere på den bounty-agtige rigmandsbydel. I stedet satte vi Hesten uden navn på cruise control og rettede kursen mod Hotel Mikado i Studio City, L.A., hvor vi skulle bo de sidste tre nætter af turen.

"The Odd Couple (2014)": Matthew Perry som Oscar Madison og Thomas Lennon som Felix Unger

Tirsdag hev vi en halv dag ud af kalenderen for bare at ligge ved hotellets pool og slappe af, hvilket var noget, vi ellers kun havde taget os tid til en enkelt formiddag i Buellton. Samme aften havde vi booket os ind som publikum i CBS Studios, hvor vi skulle overvære optagelserne til et afsnit af "The Odd Couple", som er Matthew Perrys nye (dvs. kommende) sitcom, så efter adskillige timers doven afslapning i solen tog vi os om eftermiddagen omsider sammen til at være lidt aktive igen.

Efter at have skiftet badetøjet og solbrillerne ud med noget påklædning, der i lidt højere grad egnede sig til en aften i et køligt tv-studie, kørte vi til CBS Studios, hvor vi hurtigt blev gelejdet igennem køer og sikkerhedskontroller og ind på vores pladser i studiet. På det intermistiske publikumspodium var der plads til omkring 180 mennesker, og nedenfor podiet var kulisserne opdelt i tre hovedområder; den obligatoriske sitcom-stambar, den endnu mere obligatoriske sitcom-stue og endelig et lille - men ligeså obligatorisk - sitcom-køkken. Alle tre kulisser var i brug i løbet af aftenen, men i og med at det meste af afsnittet udspillede sig i hovedpersonernes lejlighed - dvs. i stuen og køkkenet - havde vi det meste af tiden et rigtig godt udsyn fra vores anviste pladser allerlængst til højre på publikumspodiet.

Det var en vildt fed oplevelse at overvære optagelserne, og når man som jeg har været stor fan af Matthew Perry siden Friends ramte de danske tv-skærme for snart mange år siden, var det i sig selv helt fantastisk at få mulighed for at tilbringe hele fem timer i selskab med ham (ganske vist på behørig betragter-afstand) - og med seriens øvrige komiske talenter for den sags skyld.

Selvom det uden tvivl er Matthew Perry, der er seriens store stjerne og trækplaster, var det birollerne, der høstede de absolut største latterbrøl fra os såvel som det øvrige publikum. Yvette Nicole Brown, som spiller sportsskribenten Oscar Madisons (dvs. Matthew Perrys) assistent i serien - og som nogen måske kender fra hendes rolle som Shirley i komedieserien Community - fik i særdeleshed mine lattermuskler på gled, og da vi kom hjem til Danmark igen, tog jeg fluks hul på at se alle fem eksisterende sæsoner af Community, som i årevis har haft en plads på min (efterhånden alenlange) must-watch-liste.

Der er i øvrigt ikke sat en premieredato for "The Odd Couple" endnu, men CBS har bestilt en hel sæson af serien, og det ligger vist i kortene, at den skal på skærmen i USA til foråret. Om den så også når til Danmark er jo en helt anden sag - men mon ikke den gør? Det er jo trods alt Matthew Perry!

Onsdag var den sidste hele dag på vores tur, og vi havde egentlig tænkt os at bruge dagen i Universal Studios, som ligger tæt på hvor vi boede i Studio City. Da vi kørte hjem fra CBS tirsdag aften var vi imidlertid dødtrætte og stopmætte af oplevelser, så vi blev ret hurtigt enige om, at en hel dag i en fyldt forlystelsespark meget vel ville kunne få oplevelsesbægret til at flyde over - og så besluttede vi os for at spare pengene og i stedet bruge den sidste dag på total afslapning og lidt shopping.

Udsigt over (noget af) The Grove

Vi startede med at køre sydpå til Melrose Avenue, som har ry for at være lidt af et shopping-mekka for alle, der finder Rodeo Drive for dyr og fisefornem, og som hellere vil have skæve vintage-fund med hjem i kufferten end Manolo Blahnik-sko og Dior-tasker. Og vi fik præcis det, vi kom efter, for på Melrose Avenue ligger den ene spændende og inspirerende tøj- eller smykkebutik efter den anden - og priserne var faktisk næsten ligeså lave som i de dødkedelige og overfyldte outlets, vi havde besøgt om mandagen.

Efter at have slentret lidt frem og tilbage ad Melrose Avenue kørte vi til The Grove, som er et stort udendørs shoppingcenter, der er etableret i direkte tilknytning til Farmer's Market, som er L.A.'s ældste fødevaremarked.

Jeg manglede lidt læsestof til flyveturen hjem, så i Barnes & Noble opstøvede jeg Dan Browns Inferno, som jeg stadig havde til gode at få læst, samt Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love, som jeg indtil videre kun har stiftet bekendtskab med i filmversionen.

I Farmer's Market gik vi målrettet efter hotsauce-butikken Light My Fire, hvor vi forsynede os med urimelige mængder lækkerier til spisekammeret hjemme i Odense. Vi holdt os ganske vist fra de aller stærkeste produkter eftersom jeg er af den overbevisning, at man ikke bør spise ting, der (i ramme alvor!) har dødningehoveder påtegnet emballagen.

Himmel på jord for hotsauce-elskere

Selvom vi gerne ville have oplevet Universal Studios, var vi glade for beslutningen om at droppe forlystelsesparken til fordel for afslapning og shopping, og da vi gik i seng onsdag aften - den sidste aften på hele vores roadtrip - faldt vi i søvn med brede smil på læben over, at vi næste dag kunne glæde os til at vende næserne hjemad mod Odense, Dexter og rugbrødsmadder igen.

Dag 23: Vinsmagning og nye bekendtskaber i Santa Barbara

Undervejs på køreturen fra Buellton til Santa Barbara kørte vi ad små bjergveje og fik derigennem lejlighed til at opleve noget af al den landbrug, der kendetegner området, på tætteste hold. Det betaler sig at have lugtesansen i orden, når man kører rundt i landskabet i og syd for Santa Ynez Valley, for deromkring får næseborene sig virklig én på opleveren; det ene øjeblik rammes man af en gennemtrængende duft af blomkålsmarker (hurra - for jeg ELSKER blomkål!), det næste øjeblik er det duften af friske bær, der hænger i luften, og med ét bliver hele herligheden afløst af en kraftig - og nærmest velkendt - duft af kartoffelmarker.

Det eneste der faktisk ikke dufter særlig kraftigt er vinmarkerne - men det er til gengæld et fantastisk og helt unik syn, der møder én, når man suser forbi vinranke efter vinranke i landskabet uden for Santa Barbara.

Takket være ét styks optjent Welcome Reward hos Hotels.com kunne vi booke et værelse på et hotel centralt i Santa Barbara, som tydeligvis er et eftertragtet sted at være. Det havde ikke været muligt at finde en overnatning i selve byen, hvis vi skulle have holdt os til vores tommelfingerregel-budget der lød på maksimalt 100 dollars pr. overnatning, så de mange overnatninger, som vi i løbet af turens første tre uger havde booket ved hjælp af min Hotels.com-app, faldt ud til vores fordel på det helt rette tidspunkt.

På Avania Inn fik vi mulighed for at checke tidligt ind på vores værelse, og efterfølgende skyndte vi os ud i Santa Barbaras tidlige eftermiddagssol for at kigge lidt på byen og finde en frokostrestaurant. Valget faldt på Eladio's, som serverede tuna melt med sweet potato fries, og selvom maden på flere måder lod lidt tilbage at ønske (note to self: sweet potato fries - nej tak!), var frokosten alligevel en mindeværdig oplevelse, for den hvidvin som jeg fik serveret til maden var ganske enkelt den absolut lækreste hvidvin, jeg i mit liv har smagt! Estancia Pinot Grigio (årgang desværre ukendt) - blev lige på stedet føjet til vinreol-ønskelisten, for hold da op, hvor smagte den bare vanvittigt godt!

Efter frokosten gik vi en tur ud på Stearn's Wharf og nød udsigten ind over land, hvor stribevis af høje, slanke palmer stod langs stranden og brød med rækken af hvidkalkede husmure.

Efter at Santa Barbara stort set blev jævnet med jorden i forbindelse med et jordskælv i midten af 1920'erne, vedtog man, at den spansk-mexicanske byggestil skulle gøres gennemgående i hele byen, og resultatet er slående.

Selvom det måske kan lyde dræbende kedeligt at lægge sådan en lokalplan for en hel by, går det virkelig op i en højere enhed i Santa Barbara; de hvide husmure set i kombination med den blå himmel og de grønne palmeblade giver byen en virkelig lækker og nærmest tropisk atmosfære, som man kun kan blive veltilfreds af at opholde sig i.

Da vi fik landjord under fødderne igen besluttede vi os for at tage en lille improviseret vinsmagningstur, som er en aldeles ligetil og helt unik oplevelse i Santa Barbara. I byens centrum imellem State Street og Garden Street ligger nemlig den såkaldte "The Funk Zone", hvori de små wineries ligger side om side, således at man bogstaveligt talt kan dingle fra den ene vinbar og videre til den næste uden at man behøver at gøre sig synderligt umage.

"This wine will abduct your tastebuds!"

Det første af de to vinsmagningssteder, som vi nåede at besøge, var en lille bar ved navn baren Area 5.1, som - ud over at have fem egenproducerede vine som sit omdrejningspunkt - var gennemført opbygget omkring et UFO-tema. Hele baren (helt ned til flisemosaikken på gæstetoilettets gulv!) var udsmykket med inspiration fra Area 51, og jeg var især vild med beskrivelserne af husets forskellige vine, for selv her skinnede konspirationsteorierne og mystikken igennem i formuleringerne.

På Area 5.1 smagte vi husets fem forskellige vine (to hvide og tre røde) for den beskedne sum af 10 dollars, og da vi havde tømt det sidste glas, skyndte vi os videre for at finde endnu et winery og endnu mere lækker vino til vores drueglade ganer.

Efter en kort gåtur i solskinsvejret spottede vi Fox Winery, der benyttede sig af skulpturer og andet iøjnefaldende kunstner-blikfang for at lokke gadens forbipasserende indenfor i lokalerne - og det viste sig da også, at der var tale om et vinhus, som udover et velvoksent udvalg af røde og hvide vine også rummede en mindre kunstudstilling.

Indenfor i vinbaren besluttede vi os for at prøve stedets udvidede tasting flight, som bestod af syv forskellige vine. Med vores vinglas i hænderne tilbragte vi efterfølgende en times tid med at slentre rundt i udstillingerne og forsøge at ligne nogen, der havde forstand på kunst, og taget i betregtning, hvor blandet det øvrige klientel på stedet var, tror jeg faktisk at vi faldt meget godt i med omgivelserne!

Da vi var nået igennem det syvende og sidste glas vin, var det blevet lukketid på Fox Winery, og vi begav os derfor atter ud i Santa Barbaras lune aftensol. Fra en nærliggende bar kunne vi høre livemusik i form af en rigtig svedig omgang funk, så vi gik i retning af lyden for at slå os ned i baren med aftenens sidste glas vin. I baren sad også et andet ungt par, som vi genkendte fra vinbaren på Fox Winery, hvor de ligesom os havde tilbragt noget af aftenen med en vinsmagning, og takket være Jeppes evne til falde i snak med hvem som helst hvor som helst, blev ét glas vin hurtigt til flere, og vi endte faktisk med at tilbringe resten af aftenen i selskab med vores nye bekendtskaber.

Det viste sig, at Ines og Leon - som til daglig bor i Haarlem i Holland - også var i gang med at roadtrippe sig vej igennem det sydvestlige USA. Imens Jeppe og jeg på daværende tidspunkt efterhånden var nået til vejs ende på vores tur, var de dog kun lige begyndt, så vi delte gladeligt ud af alle de rejsetips, vi havde noteret os undervejs i løbet af de seneste tre ugers tid.

Vi nåede i det hele taget vidt omkring i samtaleemnerne i løbet af de få vanvittigt hyggelige timer, som vi tilbragte i selskab med Ines og Leon, og mødet med dem satte lige prikken over i'et på en aften, der i forvejen bød på massevis af mindeværdige indtryk.

Som jeg har skrevet før her på bloggen - og sagt til alle, der har lagt ører til vores roadtrip-beretninger - kan Highway 1-strækningen fra San Francisco til Los Angeles sagtens tåle endnu et besøg i fremtiden, og Santa Barbara er i allerhøjeste grad en af årsagerne til, at vi har det sådan; vi ville inderligt elske at vende tilbage til "The Funk Zone" og tilbringe endnu en dag med at dingle fra vinglas til vinglas!

Snapshot fra en hyggelig aften med god vin og nye bekendtskaber i Santa Barbara

Dag 21-22: Lækker vino i Buellton og Danish Days i Solvang

Fredag eftermiddag ankom vi til Buellton, hvor vi skulle bo på byens vartegn The Windmill, som er et af Days Inn-kædens moteller.

Vi gik vi ud for at finde en sen frokost, og til at skylle vores burgere (surprise!) ned med bestilte vi to flaskeøl fra det lokale bryggeri, Figueroa Mountain Breweries, som har til huse i den nordlige del af Buellton. Da øllene kom på bordet, viste de sig fra knap så eksotisk en side, som man måske kunne have forventet, når nu man sad på et fremmed kontinent og bad om lokalproduceret øl: Der var nemlig tale om "Danish Style Red Lager", som er brygget efter dansk forbillede, og som smager nogenlunde ligesom en Rød Odense fra Albani, som jeg i øvrigt aldrig kunne finde på al bestille i min hjemby, eftersom jeg absolut ikke bryder mig om dens sødlige julebajer-smag.

Øllen var ikke vores første clue om, at Buellton på mange områder læner sig meget op af det danske miljø, som man forsøger at fremelske i området omkring Solvang, der ligger ganske få miles derfra - Buellton er nemlig blandt andet stedet hvor man skal tage hen, hvis man vil have Ellen med det tilnærmelsesvis danskklingende navn til at servere pandekager for én til morgenmad. Det virker i det hele taget som om at Buellton snylter lidt på Solvangs "danskhed" imens Solvang nyder godt af al den omtale, som Oscar-(og Bodil-)vinderen Sideways fik, da filmoptagelserne fandt sted i området (blandt andet på vores motel) for omkring et årti siden. Men alt taget i betragtning - pseudo-danskhed, vinoplevelser, bjerglandskab og lækkert klima - stortrivedes vi de få dage, vi opholdt os i Buellton og omegn.

Da vi nåede frem til vores destination fredag eftermiddag, var vi efterhånden ved at være mætte af roadtrip-oplevelser og indtryk, og vi besluttede os på den baggrund for at udvide opholdet på The Windmill til to dage, så vi kunne tage os god tid til - med Sideways-filmen i baghovedet - at nyde noget Pinot Noir (and not drink any fuckin' Merlot) og bare slappe af ved motellets udmærkede pool.

Om lørdagen kørte vi til Solvang, hvor der weekenden igennem var ekstra meget gang i byen på grund af de årlige Danish Days, som i bund og grund er en byfest, som markerer byens tilknytning til Danmark. Det første syn, der mødte os, da vi kørte ind i byens centrum var da også Dannebrog i massevis samt mænd og kvinder i danske folkedragter - men meget mere var der sådan set heller ikke at komme efter.

På gaden var der etableret en lukket øl-gårdhave i form af en samling plastikborde og -stole omkranset af minestrimmel, og lige ved siden af "gårdhaven" kunne man for en håndfuld dollars anskaffe sig en plastikvikingehjelm med eller uden lyse nylonfletninger. Alt i alt var det en små-komisk oplevelse at gå rundt i byen og kigge på festlighederne - og vi hørte i øvrigt ikke én eneste dansk stemme i løbet af hele den eftermiddag, vi tilbragte i "Little Denmark".

Efter tre uger i burger-land var dagdrømmene om rugbrødsmadder så småt begyndt at melde sig hos os, så vi gik ind på restauranten Bit o' Denmark og slog os ned i en bås, og efter et hurtigt kig i menukortet - vi vidste jo ligesom på forhånd hvad det var, vi ville have - bestilte Jeppe frokost til os på klingende amerikaner-jysk: "Hi, we would like two smørrebrød with frikadeller - and two Carlsberg, please!"

Maden var sådan set ok omend brødet ikke havde særlig meget med rugbrød at gøre, ligesom frikadellerne ikke just smagte af frikadeller. Men når det kom til stykket, var det bare virkelig dejligt at få noget at spise, som tilnærmelsesvis mindede om noget af det, vi drømte om at have lige inden for rækkevidde, når vi kom hjem til Danmark igen.


Efter frokosten gik vi rundt i byen og kiggede lidt på vinduer og konstaterede, at end ikke souvenirbutikkerne formåede at sælge danskhed i en form, der mindede om noget, vi kendte hjemmefra. På butikkernes hylder stod miniaturefigurer af Den Lille Havfrue side om side med hollandske træsko og sjove kaffekrus med svenske flag, og i madafdelingen kunne man finde akvavit, rugbrødsopskrifter og bøger om lutefisk på én og samme hylde.

Kort fortalt var Solvang nøjagtig som vi havde forventet: Et skægt lille pitstop på turen ned langs Highway 1 og ikke så meget mere end dét. Vi glædede os over, at vi ikke i dyre domme havde købt os til en overnatning i byen, for dét ville have været en temmelig pebret affære, og al danskhedsgøgleriet kan man hurtigt nå igennem på en eftermiddag. Hvis vi nogensinde skulle vende tilbage til Solvang skulle det være for at besøge nogle af byens mange wineries, som helt sikkert kan byde på adskillige glas lækker Pinot Noir fra egne vinmarker.

Lørdagen sluttede vi af hjemme i Buellton med en lækker middag på The Hitching Post, som spiller en central rolle i Sideways-filmen. Vi fik de lækreste røde bøffer, vi har fået på hele vores roadtrip, og herlighederne blev skyllet ned med en af husets egenproducerede vine. Der var naturligvis tale om (endnu) en flaske udmærket Pinot Noir - og proppen tog jeg med mig, så den står nu i barskabet på Døckerslundsvej som en souvenir fra vores møde med Californiens dejlige vinland.

Dag 20-21: Highway 1 fra Monterey til Santa Ynez Valley

Onsdagens gode nyheder om Dexters tilstand fyldte vores bevidsthed totalt, da vi med lette hjerter og brede smil lod Hesten uden navn sadle og checkede ud fra vores motel i Seaside torsdag morgen. Vi kørte til Monterey, hvor vi tilbragte en times tid med at gå rundt på Cannery Row og suge til os af den afslappede stemning i den lille fiskerby.

17 mile drive snor sig langs kysten med imellem cypresser og imponerende rigmandshjem

Monterey har igennem mange år tiltrukket kunstnere i hobevis, og den dag i dag er kyststrækningen rundt om halvøen beboet af nogle af Californiens rigeste indbyggere. Og som de drømmere vi jo er, skulle vi naturligvis ud og kigge på store rigmandshuse, så vi satte kursen mod 17 Mile Drive, der vel kan beskrives som en Margueritrute lidt ud over det sædvanlige.

17 Mile Drive er en lukket betalingsvej, som slynger sig langs stillehavskysten og ind imellem de enorme cypresser og rigmandshjem, der ligger på strækningen. Og i modsætning til de rigmandskvarterer, som vi stiftede bekendtskab med i L.A., var 17 Mile Drive i allerhøjeste grad et lækkert sted at opholde sig; der var ingen høje betonmure, kæmpe træporte eller gitterlåger - til gengæld var der masser af frisk luft og Stillehavsstemning lige inden for rækkevidde.

Oven i hatten fik vi også lejlighed til at se det lokale dyreliv på nærmeste hold, idet pelikaner, søløver og sæler i hundredevis holder til i klipperne ud til Stillehavet rundt omkring Monterey-halvøen. Og ved den sydligste ende af 17 Mile Drive passerede vi to store golfbaner, hvoraf især den ene nok ringer en klokke, hvis man har spillet lige så mange timers Tiger Woods-golfspil på sin Playstation, som jeg gjorde den sommer, hvor jeg var sygemeldt med et knæ, der satte en effektiv stopper for mit virke i restaurationsbranchen: Vi havde dog ikke lige de 5-600 dollars, det koster at gå 18 huller på Pebble Beach Golf Links, så vi fortsatte turen sydpå ad Highway 1.

Sæler (og søløver) på Bird Rock

Postkortmotiv: Lone Cypress på 17 Mile Drive

Syd for Monterey kørte vi igennem Carmel-by-the-sea, der nok er den allermest idylliske af de byer, vi kom igennem på strækningen imellem San Francisco og L.A. Clint Eastwood var borgmester i Carmel tilbage i 1980'erne engang, og så vidt jeg ved, har han stadig et hus i byen. Den helt unikke atmosfære i Carmel er vel at bemærke ikke kommet af sig selv; dels er der forbud mod at opsætte lysskilte i byen og dels skal man have tilladelse fra byrådet for at fælde træer inden for bygrænsen. Dertil kommer i øvrigt det faktum, at næsten hver femte af byens indbyggere er hunde!

Lige syd for Carmel ligger Point Lobos State Reserve; et af Californiens måske mindre kendte naturreservater. Ligesom i nationalparkerne koster det et beskedent beløb at få adgang til området, og vi tog primært turen ud ad de små bjergveje for at komme til China Cove, som vi havde læst om flere steder inden vi rejste til USA. Ud over China Cove var der imidlertid også mange andre fantastisk smukke steder i Point Lobos-området, så endnu engang glædede vi os over, at vores entrépenge var givet vanvittigt godt ud.

Endnu et postkortmotiv: China Cove i Point Lobos State Reserve 

Strandsandet er en anelse mere grovkornet, end vi er vant til hjemme fra den jyske vestkyst...!

Når man rejse-researcher om Highway 1 støder man på stribevis af billeder og beskrivelser af Big Sur - og det er ikke så sært, for det er i sandhed en helt fantastisk smuk strækning. Og når man oven i købet er så priviligeret at kunne opleve køreturen på Highway 1 fra en åben bil med alt hvad det indebærer af frisk luft og havduft, skal man virkelig gøre sig umage for ikke at ende med at opleve hele køreturen igennem en kameralinse, for postkortmotiverne står simpelthen i kø!

Af samme grund er det en god idé at tage sig rigtig god tid til køreturen ned langs Highway 1; der skal nemlig helst være tid til adskillige stop på turen, når man liiiiiige skal holde ind for at tage (endnu) et par billeder af den fantastiske udsigt.

Postkortmotiverne fortsætter med at byde sig til hele vejen ned langs Highway 1: Her er det Bixby Bridge! 

I Big Sur-området opstår tågen med kort varsel - her er den på vej inden over Bixby Bridge. 

Vores tur sydpå ad Highway 1 startede i flot og klart solskinsvejr i Monterey, men efterhånden som vi kom længere og længere sydpå, begyndte vi at fornemme, at et vejrskifte var på vej. Når man befinder sig helt ude ved vandet langs den californiske stillehavskyst, kan man let blive overrasket af vejret, der har det med at opføre sig temmelig lunefuldt. Da vi kørte over Bixby Bridge kunne vi se tågen samle sig i en bræmme langs kystvejen, og inden længe lå tågebankerne også tungt hen over os på Highway 1.

Da vi nåede til Morro Bay, hvor vi havde booket et værelse natten over, var tågen så tæt, at det næsten virkede uforsvarligt at køre - og da man jo ikke som udgangspunkt kører med lys på bilen i Californien, dukkede de modkørende biler bare op ud af det blå (næh, 'grå'!) som en slags metalspøgelser, der bevægede sig med 50 miles per hour.

Sære vejrfænomener på Highway 1 

Efter en hyggelig aften med tapas og rødvin på en bar i Morro Bay, kørte vi om fredagen videre sydpå ad Highway 1. Det eneste stop på turen denne dag var på Figueroa Mountain Road, hvor der engang for efterhånden en hel del år siden boede et excentrisk musikgeni, som efterlod sig så markant et aftryk i verden, at det rygtedes hele vejen til Vittarp i det mørke Vestjylland og gjorde kæmpestort indtryk på mig sådan cirka anno midt-1990'erne. 

Der er egentlig ikke rigtig noget at se, når man lægger vejen forbi Neverland Ranch i dag; faktisk er det kun indgangspartiet (som i øvrigt er bevogtet døgnet rundt), der er tilgængeligt for offentligheden. Men murene omkring lågen, der afspærrer den grusvej, der fører videre op i bjergene til Michael Jacksons tidligere hjem, bærer tydeligt præg af, at fans stadig kommer dertil fra hele verden for at efterlade en hilsen til den afdøde popkonge i bedste Abbey Road-stil.

30-årige Merete forholder sig helt cool, alt imens hendes indre teenage-Merete anno cirka midt-1990'erne hviner i vilden sky

Mindeord til Michael Jackson fra tilrejsende fans fra alle verdens afkroge 

Home, sweet home!

Efter lige knap fire uger på farten med fantastiske oplevelser - og en enkelt følelsesmæssig nedtur, der heldigvis vendte 180 grader og blev til en optur ud over det sædvanlige - er vi nu endelig hjemme i Odense igen!

Weekenden er gået med at pakke ud og vaske tøj, og så har vi gjort os voldsomt umage for at komme jetlagget til livs. Med andre ord har vi sovet hovedparten af de seneste par dage væk, omend der da også lige blev tid til at fejre Jeppe, som søndag blev et år ældre.

I dag er det som bekendt blevet hverdag igen, og Jeppe var allerede ude af døren klokken halv syv i morges for at møde tidligt på arbejde. Og efter en sommer, der på godt og ondt har været helt uforglemmelig for mit vedkommende, føler jeg omsider - takket være fire ugers total afkobling fra alt, hvad der vedrører stresssygdom og svære beslutninger om studie- og arbejdsliv - at jeg atter kan forholde mig til tanken om at få skrevet mit speciale. Jeg har været i kontakt med min vejleder, og i stedet for at søge om annullering af min specialekontrakt og melde mig ud af studiet (som jeg ellers havde indstillet mig på at gøre, da vi rejste fra Danmark i slutningen af august), arbejder jeg nu på at finde en løsning inden for rammerne af min gældende specialekontrakt.

Ambitionsniveauet for specialeskrivningen er et helt andet, end det var i foråret, men det gør ikke spor, for jeg er absolut heller ikke længere den samme som da mit specialesemester gik i luften tilbage i februar.

Udover at jeg så småt er begyndt at tænke specialetanker igen, har jeg også tænkt mig at følge mit rejseblog-projekt til dørs og forfatte et par indlæg, der kan yde den sidste uges tid på farten i Californien retfærdighed. Det var en uge, som bød på smuk natur, lækker vin og brede smil, og vi blev hurtigt enige om, at turen ned langs Highway 1 sagtens kan tåle at blive gentaget i fremtiden - jo før, jo bedre.

Dexter fyldte selvsagt meget i vores tanker den sidste halvanden uges tid af rejsen, og det var vidunderligt at komme hjem til det lille kræ igen! Han bliver kvikkere for hver dag der går, og dyrlægens vurdering er, at vi med en passende dosis daglig genoptræning kan forvente, at vovsen bli'r sig selv igen i løbet af en overskuelig fremtid, så vi er bare SÅ glade og lettede!

Så hermed en opfordring til alle hundejere derude i det ganske land (og i Odense-området i særdeleshed): Hvis ikke I allerede har stiftet bekendtskab med de dygtige dyrlæger på Skibhus Dyreklinik, kan jeg på det varmeste anbefale, at I gør det ved førstkommende lejlighed, for de mennesker er simpelthen guld værd! 

Tak til alle jer, der har læst med på bloggen undervejs - jeg håber, at I har lyst til at læse med lidt endnu. Og tusind tak for de pæne ord om mine skriverier; roserne betyder virkelig meget for mig, og min indre skribent er effektivt blevet vækket til live igen!

Dag 16-19: Et glimt af San Francisco

Efter besøget i Yosemite snuppede vi en overnatning i Tracy, der ligger små 100 kilometer fra San Francisco. Vi fandt et udmærket motel via Hotels.com, og om aftenen fandt jeg tid til at skrive lidt til bloggen. Og selvom jeg har fået sommerfugle i maven hver eneste gang, jeg har offentliggjort noget af alt det, jeg har forfattet undervejs, var der alligevel lidt flere af dem end sædvanligt denne gang - det var nemlig imens vi befandt os i Tracy, at vi annoncerede, at vi et par dage forinden var blevet gift i Las Vegas.

Blogging med en sommerfuglefarm i maven

Sidst på formiddagen satte vi kursen i retning af San Francisco, hvor vi - efter meget, meget lang tids søgen - havde fundet noget at overnatte i den første nat via Airbnb. San Francisco er absolut ikke en billig by at bo i, og eftersom det er en stor konferenceby, er der altid rift om hotelværelserne. 

Da vi begyndte at undersøge mulighederne for overnatning centralt i byen et par dage forinden - stadig i den tro, at vi kunne finde noget hæderligt at bo i for under 100 dollars per nat - var det kun de aller dårligste hoteller, der havde plads. Med andre ord var vi nødt til at indstille os på at dele værelse med et ukendt antal kakerlakker og mus eller acceptere, at vi i løbet af natten kunne risikere at få indbrud eller på anden måde få uanmeldt besøg af en af Tenderloin-kvarterets mange sølle eksistenser.

Jeppe havde gode erfaringer med Airbnb fra en Liverpool-tur i foråret, og derfor tænkte vi, at situationen i San Francisco var en oplagt anledning til også at prøve konceptet af på amerikansk grund.

Vi fandt et værelse i en lejlighed på Clement Street et par kilometer syd for Golden Gate Bridge, og efter at have mailet lidt frem og tilbage med ejeren, Jordan, indfandt vi os på adressen søndag middag, hvor Jordans roommate A.J. tog imod os. Vi fik en hurtig rundvisning i lejligheden, og i forbindelse med overleveringen af vores nøgler blev vi også briefet om nogle få, men vigtige husregler, der gjaldt for alle lejlighedens Airbnb-gæster:

"...and FYI this is a no smoking apartment. Weed is ok, but if you smoke cigarettes, please take it outside!"

Så var vi lissom ikke længere i tvivl om, at vi var ankommet til San Francisco...!

Om aftenen gik vi ud for at spise, og på vej hjem til lejligheden slog vi vejen forbi en kiosk og købte nogle øl til at tage med "hjem" til lejligheden. Hjemme i stuen sad A.J. og så amerikansk fodbold, og vi faldt hurtigt i snak med hinanden. Han fortalte, at han ligesom Jordan - der samme aften var ude og optræde et sted i byen - levede af at være musiker, og at de blandt andet havde skrevet musik til en af I Know What You Did Last Summer-filmene og til tv-serien The Mentalist, som for et par år siden blev vist på TV 2.

Vi fortalte en masse om Danmark og om, hvordan vores besøg i USA havde ændret vores syn på landet til det bedre, og A.J. fortalte om, hvordan han oplever den rodløshed, som mange amerikanere, der har en broget europæisk baggrund ganske få generationer tilbage, vil nikke genkendende til.

I det hele taget kom vi vidt omkring i vores hyggesnak med A.J. - vi snakkede om Saturday Night Lives rolle som kulturel institution og politisk meningsdanner, om medical marihuana, som (med den rette tilladelse) kan købes lovligt på ethvert gadehjørne i Californien, om tossede amerikanske sagsanlæg, om dansk frisindethed, om burgere, hillbilles og bjerglandskaber. Det var en vildt fed oplevelse at få lejlighed til at lære en helt almindelig gennemsnitsamerikaner lidt at kende, og vi ville givetvis ikke have fået den, hvis vi ikke havde givet Airbnb en chance.

Mandag blev en dag, som vi nok sent vil glemme, for det var den dag vi fik dårligt nyt om Dexter, der var blevet syg hjemme i Odense. Som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen var vi dog ikke særligt bekymrede i første omgang, for Dexter plejer at være temmelig hårdfør. Vi slog derfor koldt vand i blodet og begav os ud i San Francisco for at få timerne til at gå hurtigst muligt indtil vi sent om aftenen kunne få besked hjemmefra om, at vores kære hund var ok.

Golden Gate Bridge-selfie

Efter at have spist morgenmad på en diner på Clement Street kørte vi op til Golden Gate Bridge for at tage den gratis gåtur hen over broen til Marin County på nordsiden og tilbage igen. Vejret var fantastisk - solrigt og lunt, og den verdenskendte San Francisco-tåge var ikke at se nogen steder.  Vi brugte halvanden time på at slentre hen over broen og tage en masse billeder af det imponerende bygningsværk, af San Franciscos skyline og af Alcatraz-fængslet, der ligger på øen med samme navn midt i bugten.

Efter Golden Gate Bridge kørte vi ind til centrum, hvor vi - efter at have erkendt, at vi nødvendigvis måtte ofre mere end 100 dollars på en San Francisco-overnatning - havde booket to nætter på et hotel beliggende ti minutters gang fra Union Square. Frokosten blev indtaget på The Cheesecake Factory, og da vi var for mætte til at spise dessert, hvilket jo ellers ville have været ganske oplagt for en cheesecake-elsker som mig, fik vi et syndigt stort stykke af "The Original" med friske jordbær på toppen med hjem til køletasken på hotellet.

Selvom vi i første omgang ikke var så bekymrede for Dexter, begyndte pessimismen alligevel at snige sig ind på os i løbet af dagen, så da det omsider blev sen aften i San Francisco var det med en kæmpe kvalme-knude i maven, at vi kom i kontakt med Trine, der var på vej til dyrlægen hjemme i Odense. Kvalme-knuden kommer stadig forbi og hilser på, når jeg tænker på, hvor forfærdeligt det var at høre, at vores dejlige energibundt af en hund i løbet af få timer var blevet så medtaget af lammelser, at han ikke længere kunne gå, så jeg kan faktisk slet ikke holde ud at tænke forløbet igennem i detaljer.

De næste par døgn af vores roadtrip fortaber sig i tude-tåger, og jeg husker kun i glimt at have ligget på hotelsengen og set Beverly Hills i timevis, at have fået take-away leveret til værelset gentagne gange - og så en masse Facetime-opkald til Trine og til dyrlægen hjemme i Odense. Og da vi nåede til onsdag formiddag, var situationen sådan set meget enkel: Vi var nødt til at indstille os på, at Dexter skulle have fred fra smerterne hurtigst muligt.

Samtidig var det blevet tid til at checke ud fra vores hotel i San Francisco og vende næsen sydover, men før vi forlod byen gik vi - mig med tårerne trillende ned af kinderne det meste af tiden - først op til Chinatown for at finde en Californien-buddha til vores samling. Og da vi faldt over den lille, buttede, grønne fætter på billedet herunder, var vi ikke i tvivl om, at det sku' være den - for han så nemlig tilpas glad, tyk og sulten ud til, at han - foruden at være et festligt og farverigt San Francisco-indslag i vores samling - kunne minde om os Dexter på en god måde.

Syd for San Francisco checkede vi ind på et hotel i Seaside lidt nord for Monterey, og endnu engang fortaber aftenen sig i en underlig tåge af tårer og kvalme. En af de eneste ting jeg husker fra den after er, at jeg så Big Bang Theory i tyve minutter, inden det gik op for mig, at der ikke var lyd på tv'et.

Efterhånden som klokken nærmede sig midnat blev det mere og mere uuholdeligt at tænke på, at Dexter stadig var i live, for vi ville bare gerne gøre det rigtige for vores hund og give ham fred fra sine smerter - også selvom det var rædselsfuldt ikke at være hjemme i Odense i den situation.

Den sidste time før midnat lå jeg bare i sengen og knugede vores nyindkøbte Dexter-buddha i et desperat forsøg på at få følelsen af at være i nærheden af vovsen derhjemme.

Som læsere af bloggen her allerede ved, endte vores onsdag aften i Seaside heldigvis helt, helt anderledes end nogen nogensinde kunne have turdet håbe på, for på nærmest mirakuløs vis var Dexter kommet sig så meget, at enhver snak om aflivning blev lagt effektivt på is, da Trine besøgte dyrlægen torsdag morgen dansk tid.

Og på den amerikanske vestkyst faldt vi for første gang i dagevis i søvn uden kvalmeknuder i maven - og ikke mindst med et overordentlig lettet smil på læben!

Glad, tyk og sulten Californien-buddha

Dag 15: Yosemite

Lørdag morgen lagde vi vejen forbi den lokale kaffebar i Bishop og købte to-go-morgenmad i form af friskbrygget kaffe og lækre smoothies, hvilket var en ganske kærkommen afveksling efter mange dage med amerikansk hotel-morgenmad, der typisk består af kaffe og toastbrød med marmelade - og så måske scrambled eggs, hvis man er heldig. Nogle steder består hotellernes "complimentary breakfast" også bare af kaffe og wienerbrød, så når man er vant til at få havregryn, skyr eller rugbrødsmadder med ost, kan man virkelig godt komme til at savne dansk morgenmad efter nogle uger på farten i USA.

Vi kørte ind i Yosemite National Park ad Highway 120 ved Tuolumne-passet, hvor vi betalte 20 dollars for at få adgang med bilen, og det storslåede landskab og de enorme mængder af frisk bjergluft taget i betragting synes den entrépris nærmest latterligt lav. med andre ord får man virkelig meget for pengene, når man betaler for at køre ind i Yosemite, og det samme gælder faktisk alle de andre nationalparker og naturreservater, vi har besøgt undervejs på vores roadtrip.

Da vi nåede til Yosemite, havde vi allerede set masser af fantastisk natur, så man skulle måske ikke længere tro, at der var særlig meget, der ku' imponere os i den henseende, men det fantastiske ved at tage på roadtrip i USA er, at landskabet bliver ved med at forandre sig, og ethvert nyt landskab har sin egen helt unikke og storslåede charme. Yosemite er med sine grå klippesider og grønne træer overvældende smuk, og duften af frisk luft og nåletræer er gennemtrængende overalt.

Bjergsiderne i Yosemite bærer tydeligt præg af den store skovbrand i efteråret 2013.

Eller... Det sidste er faktisk løgn, for da vi var nået et godt stykke vej ind af Tioga Road, blev duften af nåletræer langsomt afløst af en tydelig lugt af røg. Skovbrande er som bekendt også en del af virkeligheden i Yosemite, og det er desværre mere reglen end undtagelsen, at store dele af området går op i røg hvert eneste år, når sommeren går på hæld.

Sidste år i september blev Yosemite-dalen lukket fuldstændig af for besøgende på grund af skovbrand, men det var heldigvis ikke tilfældet i år, hvor det kun var en mindre del, der var lukket for turister. I nærheden af Yosemite Village kørte vi igennem det område, der blev ramt sidste efterår, og træerne bærer stadig tydeligt præg af den hårde medfart.

Vi havde ikke planer om at begive os ud på længere vandreture i Yosemite men nøjedes med at køre op til Glacier Point, hvor vi gik den korte gåtur fra parkeringspladsen ud til et af de mest populære udsigtspunkter i området.



Derfra havde vi udsigt over hele dalen - inklusive Half Dome med det karakteristiske "halverede" udseende - og i det fjerne kunne man også tydeligt se røgen fra den skovbrand, som vi havde kunnet lugte tidligere på dagen.

Udsigt fra Glacier Point over Half Dome (til venstre) og Yosemite Valley

Yosemite-selfie 

Da vi havde taget et par billeder af udsigten (og sikret os den obligatoriske selfie), spottede jeg et par velkendte ansigter iblandt de andre turister på stedet. Det viste sige at være et svensk par, som vi havde snakket med over morgenmaden en dag i Los Angeles, og selvom de var et flygtigt bekendtskab, var det alligevel lidt vildt at løbe på nogen, som vi "kendte", når vi befandt os så langt hjemmefra som tilfældet var.

Efter en kort hyggesnak om nogle af de oplevelser, som vi hver især havde fået i løbet af de forgange to ugers tid, ønskede vi hinanden fortsat god tur, og så fortsatte vi for anden gang på bare 14 dage vores respektive roadtrip-eventyr i hver vores retning.

Frokosten blev indtaget i det fri med udsigt over Yosemite Valley imens vi lyttede til en informationsmedarbejder, der var ved at fortælle nogle andre besøgende om den brand, der samtidig hærgede i bunden af dalen.

Han fortalte, at branden var blevet udløst af et lynnedslag, og at den havde ulmet i skovbunden i intet mindre end 49 dage, da den var blevet opdaget knap en uge forinden. På daværende tidspunkt var kun et relativt lille område på ganske få acres berørt, men dagen efter blæste det op, og inden for kort tid havde branden bredt sig til et område på flere tusinde acres. Om lørdagen, da vi besøgte Yosemite, havde flammerne fat i 5000 (jeps, FEM TUSINDE acres - hvilket svarer til lidt over 20 kvadratkilometer), men da var branden også endelig under kontrol. I skrivende stund brænder det stadig i området, men luftkvaliteten er forbedret, og branden begynder så småt at dø ud i takt med, at nationalparkens medarbejdere får ryddet underskoven, så flammerne ikke breder sig mere end højst nødvendigt.

Da vi satte kursen mod vest for at køre ud af Yosemite igen passerede vi den imponerende El Capitan, som er et yndet udflugtsmål for klatrere og bjergbestigere fra hele verden. Vi gjorde også et kort stop ved Bridal Veil Falls og fik et glimt af et af parkens mange vandfald.

Der var dog hverken meget "vand" eller "fald" at se... De få vanddråber der kom ud over klippesiden forvandledes højest til en lille sky af vanddamp. Det var med andre ord helt tydeligt for os hvorfor det anbefales at besøge Yosemite om foråret, hvor sneen i bjergene smelter og fylder områdets vandfald, floder og søer med enorme mængder smeltevand. Det må være et storslået syn at besøge vandfaldene på den årstid, men det var faktisk også temmelig fascinerende at se, hvor forsvindende små Yosemites berømte vandfald kan været, når hele det vestlige USA er ramt af tørke.

Som sagt er det alle pengene værd at besøge nationalparkerne i det vestlige USA, og man oplever virkelig, at pengene går til et godt formål - nemlig at passe godt på al den smukke natur, der gør landet så fantastisk. Og selvom man let kan få det modsatte indtryk, når amerikanerne i de danske medier ofte portrætteres som et overforbrugende og nærmest kynisk folkefærd, er det helt afgjort vores indtryk, at de i virkeligheden er vældig gode til at værne om den unikke natur i nationalparkerne.

Og hvis vi skulle have været i tvivl, så fik vi et lille glimt af den særlige omtanke for naturen, som vi er stødt på mange gange i løbet af vores roadtrip: På vej ud af nationalparken, der ellers ikke var særlig tæt trafikeret, stødte vi nemlig pludselig på en trafikprop.

Årsagen viste sig at være, at der midt på den snirklede bjergvej sad et lille egern og nød en eftermiddagssnack - og der blev det roligt siddende, imens turistbusser og landrovers tålmodigt sænkede farten og kørte uden om i et roligt tempo!

Dag 14: Death Valley

Vores møde med Death Valley var som forventet helt ekstremt varmt. Vi blev i bilen det meste af tiden, da temperaturerne udenfor ganske enkelt var for høje til, at vi kunne holde ud at være der mere end et par minutter ad gangen.

Første stop på turen igennem Dødens Dal var Dante's View, som er et populært udsigtspunkt med udsigt over hele dalen. I modsætning til Grand Canyon er der ikke ligefrem smukt i Death Valley, men det er et imponerende syn, der møder én, når man kigger ud over det kæmpestore knastørre og brandvarme område!

Udsigt over Death Valley fra Dante's View

Skrækhistorierne om dødsfald på grund af de ekstreme forhold i Death Valley er mange; blandt andet omkom en tysk familie i 1996 efter at være faret vild i en af de mere øde dele af området. Resterne af familien blev først fundet for et par år siden, da en hiker stødte på fire skeletter på en afsides beliggende vandresti flere kilometer fra det sted, hvor familiens bil i sin tid var blevet fundet. Bilen havde på det tidspunkt tre punkterede dæk, der viste tydelige tegn på, at bilen havde kørt mange kilometer på flade hjul, og politiet konkluderede på den baggrund, at familien formentlig var faret vild i det øde område, punkteret og kørt videre for så til sidst at opgive bilen til fordel for den livsfarlige gåtur i bagende sol og 50 graders varme.

Historien om tyskerne taler sit eget tydelige sprog, men ikke desto mindre er der hvert år stadig mange, der kommer galt afsted, fordi de ikke tager advarslerne alvorligt nok. Vi sku' dælme ikke nyde noget af at vandre rundt i området med så høje temperaturer, og vi var meget taknemlige over, at vores bil var udstyret med et effektivt A/C-anlæg og at vi havde 12 liter iskold vand i køletasken på bagsædet!

Udsigt fra Zabriskie's Point

Jeppe nyder et slag golf på Devil's Golf Course

De næste stop på turen var Zabriskie’s Point, Devil’s Golf Course og Badwater Basin, hvoraf sidstnævnte er det laveste punkt i Death Valley samt på hele det amerikanske kontinent. Det var da også i nærheden af netop Badwater, at temperaturmåleren i bilen peakede og ramte skoldhede 121 grader Fahrenheit, hvilket svarer til 49,4 grader Celsius!

Fordelen ved at hike i nærheden af Badwater er, at jorden er én stor saltsnack!

På vej ud af dalen spottede vi tre zebrastribede biler i vejsiden, som vi genkendte fra da vi var kørt ind i dalen et par timer forinden. I forbifarten havde vi begge to i første omgang tænkt, at der nok var tale om nogle iøjnefaldende sightseeing-køretøjer fra en nærliggende by, men pludselig gik det op for os, hvad der i virkeligheden var på spil: Ved nærmere eftersyn opdagede vi nemlig, at bilerne ikke var lakeret zebrastribede - sådan så det ellers ud, når man bare susede forbi dem i høj fart - og deres tilstedeværelse i området havde absolut heller intet at gøre med at transportere turister rundt til alle nationalparkens udsigtspunkter.

Tværtimod var der i virkeligheden tale om tre splinternye biler, som var pakket omhyggeligt ind i zebrastribede overtræk, så det ikke var muligt at gennemskue, hvilke mærker og modeller der var tale om, og chaufførerne har formentlig været professionelle testkørere, som var på arbejde for at afprøve bilernes køreegenskaber i Death Valley, der på grund af det bakkede landskab og de ekstreme temperaturforhold giver optimale betingelser for at presse bilerne til deres yderste.

Vi forlod dalen sidst på eftermiddagen og kørte til Bishop, hvor vi havde booket et værelse på Hostel California; et lille, hyggeligt nyåbnet hostel, som var et fund til prisen, og som varmt kan anbefales til alle, der har brug for et sted at overnatte i nærheden af Death Valley, Yosemite eller en af alle de andre nationalparker i området øst for San Francisco.

Dag 13: Fra Las Vegas til Pahrump

Vegas Weddings' bryllupskapel med drive-through'en The Fast Lane til venstre

Nå, hvor kom jeg fra...? Nåh, jo - det var det der bryllup jo!

Vi blev som sagt gift i Las Vegas onsdag aften, og torsdag morgen startede vi dagen med at køre tilbage til bryllupskapellet for at kigge fotografens billeder igennem og udvælge det bedste foto, idet et enkelt billede var inkluderet i den bryllupspakke, vi havde købt aftenen før.

Som jeg tidligere har skrevet, er bryllupsindustrien i Las Vegas en kæmpe og særdeles velkørende pengemaskine, og i forbindelse med den planlagte photo viewing stødte vi for alvor på en situation, hvor alt er nøje tilrettelagt for at lokke nogle ekstra dollars ud af lommerne på folk: I bryllupskapellets bagkontor blev vi bænket foran en storskærm med et slideshow bestående af 35 billeder, som fotografen havde taget af os under og efter ceremonien aftenen forinden. På lydsiden af slideshowet var der tilføjet en sukkersød og frygteligt corny kærlighedssang, som var så ækel at høre på, at vi måtte skrue helt ned for musikken for overhovedet at kunne koncentrere os om at kigge på billederne - det var helt absurd!

Det var tydeligt, at bryllupskapellets default-strategi er at antage, at ethvert nygift brudepar er til pladdersentimental prinsesseromantik, men vi valgte jo netop Vegas-brylluppet fordi ingen af os ville føle os særlig godt tilpas med al den traditionelle hurlumhej, så for os var oplevelsen egentlig mest lidt komisk.

Det er almindelig praksis, at man køber en bryllupspakke, som inkluderer et antal billeder, som tages af en professionel fotograf, og eftersom vi på intet tidspunkt havde sat næsen op efter at få billeder med hjem fra oplevelsen, valgte vi den mindste pakke med ét billede. Hvis vi efter mødet med sødsuppe-slideshowet skulle få lyst til at få flere billeder med hjem, kunne vi skam sagtens tilkøbe flere; det kostede bare 40 dollars (jeps, FYRRE DOLLARS!!!) per styk...!

Nøj, hvor kan man spare mange penge på alt muligt, når man foretrækker afslappet glæde og tosomhed frem for storstilet romantik... Bryllupsmiddagen bestod i øvrigt af burger og fadøl på Gordon Ramsays brugerrestaurant på The Strip!

Nevada-buddha fra Las Vegas: Enlightenment on a spring

Efter endt photo viewing smuttede vi forbi "The World's Largest Giftshop" i håbet om at finde en Nevada-buddhafigur til vores samling, og i og med at vi befandt os i en by, der er notorisk kendt for overfladiskhed og hurtige løsninger, gik vi efter at finde den absolut mest plastik-agtige løsning - og vi fandt præcis det vi søgte! 

Omkring middagstid torsdag var vi klar til at fortsatte roadtrippen vestpå med retning mod Death Valley, men inden vi forlod byen helt skulle vi naturligvis lige have et billede med hjem af det ikoniske "Welcome to Fabulous Las Vegas"-skilt.

Den næste store naturoplevelse ventede forude i Death Valley, og vi valgte at tage en overnatning undervejs, så vi gjorde holdt i Pahrump, som er beliggende i Nevada tæt på grænsen til Californien. Ifølge Wikipedia er det mest interessante, man kan sige om Pahrump, at byen er kendt som "The RV Capital of Nevada", og vi oplevede da virkelig heller intet i den by; den var rent ud sagt røvkedelig!

Vi tilbragte et par timer med at se Shawshank Redemtion på hotelværelset om eftermiddagen, og om aftenen kørte vi forbi Walmart for at købe provianter til turen igennem Death Valley. Efter Grand Canyon var vi jo blevet fuldstændig klar over, hvor stor betydning det har at få store mængder vand, når varmen er så ekstrem som det er tilfældet flere af de steder, vi har befundet os undervejs på turen, så vi købte 24 halvlitersflasker for ca. 3 dollars, og de fik lov at overnatte i en køletaske fyldt med is, så vi fredag kunne have rigeligt med koldt vand til den varme køretur igennem et af verdens allervarmeste områder.

I Walmarts deli-afdeling købte vi vores aftensmad i form af to færdige takeaway-salater, og det var en rigtig god oplevelse, som bekræftede os i, at man sagtens kan få både sund og udmærket mad til billige penge i USA. Selvom vi har spist helt ufatteligt mange burgere på vores tur, er vi faktisk generelt meget positivt overraskede over den amerikanske madkultur, og vi er endnu ikke stødt på de gigantiske portionsstørrelser, som vi havde forberedt os på hjemmefra.

Noget ordentligt brød er faktisk det eneste, vi savner rent mad-mæssigt, for dét kan de dælme godt nok ikke finde ud af at lave i USA... Nøj, hvor bliver det lækkert at komme hjem til rugbrødmadder og skummetmælk igen!

Tre dage i helvede: Fra sorg og fortvivlelse til HÅB

At jeg er en uges tid bagud med rejseberetningerne her på bloggen, er ikke noget nyt, men denne gang er det absolut ikke på grund af vores travlhed med at suge dejlige oplevelser til os, at jeg ikke har fundet tid til at skrive igen før nu...

Sagen er den, at vi i mandags fik så ubærligt triste nyheder hjemme fra Odense, at vores verden har stået på den anden ende det meste af den forgange uge - men lad mig sige med det samme, at der lige nu tegner til at være en helt mirakuløs happy ending på historien, så læs roligt videre!

Vores dejlige Dexter begyndte i mandags at vise tegn på smerter i bagkroppen, og (sviger-)mor Trine kontaktede derfor fluks vores dyrlæge. Vovsen er ellers kernesund og i sin bedste alder, og han plejer at komme sig lynhurtigt, hvis der er det mindste med ham - faktisk har vi hidtil ikke brugt vores dyrlæge til andet end rejsevaccinationer, et kæledyrspas og en sterilisation, så i første omgang var vi ikke synderlig bekymrede men tænkte, at problemet sikkert ville løse sig selv som så mange gange før.

Dét skete imidlertid ikke denne gang - tværtimod: Tirsdag morgen da det lille kræ skulle til dyrlægen og undersøges, måtte Trine bære ham ud til bilen og ind på klinikken, for på det tidspunkt evnede han hverken at gå eller stå. Dyrlægen konstaterede hurtigt, at der var tale om en diskusprolaps, og at situationen var meget alvorlig; Dexter er jo en hund med masser af krudt i røven, og det siger sig selv, at et liv uden at kunne bevæge sig ordentligt ville være et utilfredsstillende og aldeles uværdigt hundeliv for den lille bandit.

Vi fik beskeden om, hvor alvorligt det stod til, imens vi sad på et hotelværelse i San Francisco, og jeg gik helt i chok og sad bare på sengen og rystede og græd, imens Jeppe talte i telefon med sin mor. Det var simpelthen så frygteligt at få sådan en nyhed midt i al vores glæde over at være blevet gift få dage forinden og over den rejse, som indtil i mandags har været en helt vidunderlig oplevelse. Og oven i hatten har Dexter betydet så ufattelig meget for mig under min sygemelding igennem de seneste måneder, hvor alt omkring mig af og til har syntes urimeligt kompliceret, så tanken om at vende hjem til et tomt hus uden Dexter var helt uudholdelig.

Dyrlægen var absolut ikke optimistisk, da vi talte med hende i mandags (dvs. tirsdag morgen dansk tid), og eftersom vi hurtigt udelukkede en operation, idet en sådan med stor sandsynlighed kun ville kunne give Dexter en mindre del af sin førlighed tilbage, var det bedste - og eneste - bud på en kur mod de lammelser, som diskusprolapsen havde medført, en medicinsk behandling med binyrebarkhormon.

Takket være Trines hurtige og beslutsomme reaktion, var behandlingen således allerede sat i gang, da vi snakkede med dyrlægen mandag aften, men den den skulle selvsagt have tid til at gøre sin virkning. Derfor lød aftalen med dyrlægen på, at vi skulle snakkes ved igen onsdag aften (torsdag morgen i Odense), og hvis Dexter til den tid viste visse markante tegn på bedring, kunne vi måske begynde at håbe på, at han kunne blive sig selv igen - men det så ikke lovende ud. Og da vi i mellemtiden ringede hjem for at få en opdatering fra Trine, var der også kun fortvivlende nyt om Dexters tilstand, i og med at han efter det første døgn i behandling kun viste minimale tegn på bedring.

Derfor gik onsdagen for vores vedkommende med at sidde på den helt forkerte side af jorden og stortude alt imens vi forsøgte at acceptere, at vi senere samme aften skulle have den dyrlægesamtale, som enhver hundeejer frygter allermest: På daværende tidspunkt var der nemlig kun én ting at gøre, og det var at tage den hårde beslutning om at lade Dexter aflive hurtigst muligt, så han kunne få fred fra smerterne og det uværdige liv med lammelser og nedsat førlighed.

Efter mere end to døgn i helvede sad vi så i onsdags klokken 23 på vores hotelværelse i Monterey og ventede ved telefonen, samtidig med at Trine hjemme i Odense forsøgte at ringe dyrlægen op. På grund af nedbrud hos TDC lod det sig imidlertid ikke gøre, så hun hoppede i bilen og kørte over til dyreklinikken med det samme. Ventetiden var uudholdelig - det er den eneste måde at beskrive det på - men pludselig tikkede der en tekstbesked ind fra Trine:

"Det her ligner sgu et mirakel! Jeg ringer til jer om lidt!!!"

Vores lille hund viste sig at være en fighter ud over det sædvanlige, og hverken Trine eller nogen af de tre dyrlæger troede deres egne øjne, da Dexter pludselig sad sit bur på klinikken og havde liv i øjnene og krølle på halen igen!

På den anden side af jorden sad vi og havde grædt spandevis af tårer for vores stakkels hund og over, at vi ikke skulle se ham igen, og i sidste øjeblik kom så den helt mirakuløse forbedring af hans tilstand, som var afgørende for, at Dexter nu er kommet hjem igen til huset på Døckerslundsvej, hvor han med Trines hjælp - og løbende kontakt med dyrlægen - okser rundt i vores have for at lære at gå igen.

Han er endnu langt fra stabil på benene, men han nægter naturligvis at sidde stille, og han spiser - som altid - med stor begejstring. Senest fik vi syn for sagen, da vi fredag formiddag via Facetime snakkede med begge vores mødre, der sammen har passet deres firbenede "barnebarn" i vores hus i Odense: Dexter ligner dælme næsten sig selv igen!

Vi er naturligvis helt ubeskriveligt lettede, og efter at have befundet os i en boble af sorg og fortvivlelse i nogle dage, har vi i går og i dag atter taget hul på at nyde vores roadtrip og de oplevelser, den har at byde på. Men som sagt har situationen været meget, meget alvorlig, og der er ingen, der kan forudsige, hvad de næste dage kommer til at bringe - men vi har fået håbet tilbage om, at vi får Dexter at se igen, når vi om en uge atter har dansk grund under fødderne.

Og hvem ved - måske er Dexter så sej en fighter, at han kommer sig helt og får mange gode år endnu!

Tusind tak for alle jeres bryllupshilsner, som vi er håbløst bagud med at svare på - og TUSIND TAK til Trine, der har taget alle de rigtige beslutninger og reddet Dexters liv!

All in på kærlighed i Las Vegas

Sidste sommer faldt Jeppe på knæ i en mudderpøl på Roskilde og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham - og det ville jeg gerne!

Og som mange af jer der læser med her på bloggen sikkert allerede har gættet (enten fordi I har afkodet overskriften eller fordi I har kunnet se det på os, når vi i de seneste mange måneder har svaret "Neeeeeej da!" til jeres spørgsmål om, hvorvidt vi da ikke sku' giftes, når vi nu alligevel var i lyn-brylluppernes by), blev vores festival-forlovelse til et ægte ægteskab, da vi sent onsdag aften blev gift i Las Vegas.

Jow, den er skam go' nok - klokken syv torsdag morgen dansk tid blev vi dælme "husband and wife"!

I de 11 år vi har været kærester, har vi utallige gange leget med tanken om, at vi en skønne dag ville tage til Las Vegas og blive gift, så da vi begyndte at planlægge vores roadtrip - og der oven i købet var forlovelsesringe på vores fingre - ja, så sku' vi da have været nogle værre skarn, hvis vi ikke lige havde sørget for at få et bryllup flettet ind i rejseoplevelserne, ikke sandt?

For en måneds tid siden anskaffede vi os en ægteskabserklæring med tilladelse til at blive gift i USA, og med den i hånden kørte vi onsdag aften ind på Clark County Courthouse i det centrale Las Vegas og købte os til den 'marriage license', der er nødvendig for, at man kan komme ind fra gaden og blive gift.

Da papirerne var i orden, kørte vi ud for at finde et bryllupskapel, og efter at være kørt vild i nogle ensrettede gader, kom vi forbi en lille kirkelignende bygning, hvor der over indkørslen til gården hang et lysskilt med teksten "The Fast Lane".

"Er det her?", spurgte Jeppe, og jeg svarede "Ja, det er det vist."

Og sådan gik det til at vi fik papir på hinanden, siddende hånd i hånd i vores åbne bil (aka. Hesten uden navn) i et drive-through bryllupskapel i Las Vegas.

Det var det perfekte Jeppe-og-Merete-bryllup! 

Las Vegas er på mange måder ét stort Tivoli, og selvom byen er fascinerende, er den og meget, meget usexet - og romantikken skal man lede længe efter, hvis man kigger efter den i bybilledet. Bryllupskapellerne ligger side om side i Downtown Las Vegas, og bryllupsindustrien er en gigantisk pengemaskine.

Men som Yoga Guy så fint sagde det, da vi faldt i snak med ham i Sedona: "You can find inner peace anywhere in this world". På samme måde behøver al den gøgl og overflade, som kendetegner Las Vegas, ikke have nogen som helst betydning for, hvor uforglemmelig en oplevelse det er at sige ja til at bruge resten af livet sammen med hinanden. Jeg begyndte i hvert fald at tude - nøjagtig som jeg ville have gjort det, hvis der ikke havde været summende lysskilte og trafikstøj i vores nærmeste omgivelser! 

Vi har kun ét billede fra vielsen, og det ligger på den cd-rom, som vi fik med som en del af den bryllupspakke, som vi købte, så det kan I først få at se, når vi kommer hjem til Danmark og en pc med cd-rom drev.

Derfor er det her det eneste syn for sagen, vi har at byde på lige nu - here you go! 

Her på falderebet er der vist bare tilbage at sige, at hvis nogen sku' være i tvivl, så har vores planer om at holde et brag af en bryllupsfest hjemme i Danmark ikke ændret sig det fjerneste - tværtimod!

Vi glæder os tossemeget til at fejre det sammen med jer!!!