Home, sweet home!

Efter lige knap fire uger på farten med fantastiske oplevelser - og en enkelt følelsesmæssig nedtur, der heldigvis vendte 180 grader og blev til en optur ud over det sædvanlige - er vi nu endelig hjemme i Odense igen!

Weekenden er gået med at pakke ud og vaske tøj, og så har vi gjort os voldsomt umage for at komme jetlagget til livs. Med andre ord har vi sovet hovedparten af de seneste par dage væk, omend der da også lige blev tid til at fejre Jeppe, som søndag blev et år ældre.

I dag er det som bekendt blevet hverdag igen, og Jeppe var allerede ude af døren klokken halv syv i morges for at møde tidligt på arbejde. Og efter en sommer, der på godt og ondt har været helt uforglemmelig for mit vedkommende, føler jeg omsider - takket være fire ugers total afkobling fra alt, hvad der vedrører stresssygdom og svære beslutninger om studie- og arbejdsliv - at jeg atter kan forholde mig til tanken om at få skrevet mit speciale. Jeg har været i kontakt med min vejleder, og i stedet for at søge om annullering af min specialekontrakt og melde mig ud af studiet (som jeg ellers havde indstillet mig på at gøre, da vi rejste fra Danmark i slutningen af august), arbejder jeg nu på at finde en løsning inden for rammerne af min gældende specialekontrakt.

Ambitionsniveauet for specialeskrivningen er et helt andet, end det var i foråret, men det gør ikke spor, for jeg er absolut heller ikke længere den samme som da mit specialesemester gik i luften tilbage i februar.

Udover at jeg så småt er begyndt at tænke specialetanker igen, har jeg også tænkt mig at følge mit rejseblog-projekt til dørs og forfatte et par indlæg, der kan yde den sidste uges tid på farten i Californien retfærdighed. Det var en uge, som bød på smuk natur, lækker vin og brede smil, og vi blev hurtigt enige om, at turen ned langs Highway 1 sagtens kan tåle at blive gentaget i fremtiden - jo før, jo bedre.

Dexter fyldte selvsagt meget i vores tanker den sidste halvanden uges tid af rejsen, og det var vidunderligt at komme hjem til det lille kræ igen! Han bliver kvikkere for hver dag der går, og dyrlægens vurdering er, at vi med en passende dosis daglig genoptræning kan forvente, at vovsen bli'r sig selv igen i løbet af en overskuelig fremtid, så vi er bare SÅ glade og lettede!

Så hermed en opfordring til alle hundejere derude i det ganske land (og i Odense-området i særdeleshed): Hvis ikke I allerede har stiftet bekendtskab med de dygtige dyrlæger på Skibhus Dyreklinik, kan jeg på det varmeste anbefale, at I gør det ved førstkommende lejlighed, for de mennesker er simpelthen guld værd! 

Tak til alle jer, der har læst med på bloggen undervejs - jeg håber, at I har lyst til at læse med lidt endnu. Og tusind tak for de pæne ord om mine skriverier; roserne betyder virkelig meget for mig, og min indre skribent er effektivt blevet vækket til live igen!

Dag 16-19: Et glimt af San Francisco

Efter besøget i Yosemite snuppede vi en overnatning i Tracy, der ligger små 100 kilometer fra San Francisco. Vi fandt et udmærket motel via Hotels.com, og om aftenen fandt jeg tid til at skrive lidt til bloggen. Og selvom jeg har fået sommerfugle i maven hver eneste gang, jeg har offentliggjort noget af alt det, jeg har forfattet undervejs, var der alligevel lidt flere af dem end sædvanligt denne gang - det var nemlig imens vi befandt os i Tracy, at vi annoncerede, at vi et par dage forinden var blevet gift i Las Vegas.

Blogging med en sommerfuglefarm i maven

Sidst på formiddagen satte vi kursen i retning af San Francisco, hvor vi - efter meget, meget lang tids søgen - havde fundet noget at overnatte i den første nat via Airbnb. San Francisco er absolut ikke en billig by at bo i, og eftersom det er en stor konferenceby, er der altid rift om hotelværelserne. 

Da vi begyndte at undersøge mulighederne for overnatning centralt i byen et par dage forinden - stadig i den tro, at vi kunne finde noget hæderligt at bo i for under 100 dollars per nat - var det kun de aller dårligste hoteller, der havde plads. Med andre ord var vi nødt til at indstille os på at dele værelse med et ukendt antal kakerlakker og mus eller acceptere, at vi i løbet af natten kunne risikere at få indbrud eller på anden måde få uanmeldt besøg af en af Tenderloin-kvarterets mange sølle eksistenser.

Jeppe havde gode erfaringer med Airbnb fra en Liverpool-tur i foråret, og derfor tænkte vi, at situationen i San Francisco var en oplagt anledning til også at prøve konceptet af på amerikansk grund.

Vi fandt et værelse i en lejlighed på Clement Street et par kilometer syd for Golden Gate Bridge, og efter at have mailet lidt frem og tilbage med ejeren, Jordan, indfandt vi os på adressen søndag middag, hvor Jordans roommate A.J. tog imod os. Vi fik en hurtig rundvisning i lejligheden, og i forbindelse med overleveringen af vores nøgler blev vi også briefet om nogle få, men vigtige husregler, der gjaldt for alle lejlighedens Airbnb-gæster:

"...and FYI this is a no smoking apartment. Weed is ok, but if you smoke cigarettes, please take it outside!"

Så var vi lissom ikke længere i tvivl om, at vi var ankommet til San Francisco...!

Om aftenen gik vi ud for at spise, og på vej hjem til lejligheden slog vi vejen forbi en kiosk og købte nogle øl til at tage med "hjem" til lejligheden. Hjemme i stuen sad A.J. og så amerikansk fodbold, og vi faldt hurtigt i snak med hinanden. Han fortalte, at han ligesom Jordan - der samme aften var ude og optræde et sted i byen - levede af at være musiker, og at de blandt andet havde skrevet musik til en af I Know What You Did Last Summer-filmene og til tv-serien The Mentalist, som for et par år siden blev vist på TV 2.

Vi fortalte en masse om Danmark og om, hvordan vores besøg i USA havde ændret vores syn på landet til det bedre, og A.J. fortalte om, hvordan han oplever den rodløshed, som mange amerikanere, der har en broget europæisk baggrund ganske få generationer tilbage, vil nikke genkendende til.

I det hele taget kom vi vidt omkring i vores hyggesnak med A.J. - vi snakkede om Saturday Night Lives rolle som kulturel institution og politisk meningsdanner, om medical marihuana, som (med den rette tilladelse) kan købes lovligt på ethvert gadehjørne i Californien, om tossede amerikanske sagsanlæg, om dansk frisindethed, om burgere, hillbilles og bjerglandskaber. Det var en vildt fed oplevelse at få lejlighed til at lære en helt almindelig gennemsnitsamerikaner lidt at kende, og vi ville givetvis ikke have fået den, hvis vi ikke havde givet Airbnb en chance.

Mandag blev en dag, som vi nok sent vil glemme, for det var den dag vi fik dårligt nyt om Dexter, der var blevet syg hjemme i Odense. Som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen var vi dog ikke særligt bekymrede i første omgang, for Dexter plejer at være temmelig hårdfør. Vi slog derfor koldt vand i blodet og begav os ud i San Francisco for at få timerne til at gå hurtigst muligt indtil vi sent om aftenen kunne få besked hjemmefra om, at vores kære hund var ok.

Golden Gate Bridge-selfie

Efter at have spist morgenmad på en diner på Clement Street kørte vi op til Golden Gate Bridge for at tage den gratis gåtur hen over broen til Marin County på nordsiden og tilbage igen. Vejret var fantastisk - solrigt og lunt, og den verdenskendte San Francisco-tåge var ikke at se nogen steder.  Vi brugte halvanden time på at slentre hen over broen og tage en masse billeder af det imponerende bygningsværk, af San Franciscos skyline og af Alcatraz-fængslet, der ligger på øen med samme navn midt i bugten.

Efter Golden Gate Bridge kørte vi ind til centrum, hvor vi - efter at have erkendt, at vi nødvendigvis måtte ofre mere end 100 dollars på en San Francisco-overnatning - havde booket to nætter på et hotel beliggende ti minutters gang fra Union Square. Frokosten blev indtaget på The Cheesecake Factory, og da vi var for mætte til at spise dessert, hvilket jo ellers ville have været ganske oplagt for en cheesecake-elsker som mig, fik vi et syndigt stort stykke af "The Original" med friske jordbær på toppen med hjem til køletasken på hotellet.

Selvom vi i første omgang ikke var så bekymrede for Dexter, begyndte pessimismen alligevel at snige sig ind på os i løbet af dagen, så da det omsider blev sen aften i San Francisco var det med en kæmpe kvalme-knude i maven, at vi kom i kontakt med Trine, der var på vej til dyrlægen hjemme i Odense. Kvalme-knuden kommer stadig forbi og hilser på, når jeg tænker på, hvor forfærdeligt det var at høre, at vores dejlige energibundt af en hund i løbet af få timer var blevet så medtaget af lammelser, at han ikke længere kunne gå, så jeg kan faktisk slet ikke holde ud at tænke forløbet igennem i detaljer.

De næste par døgn af vores roadtrip fortaber sig i tude-tåger, og jeg husker kun i glimt at have ligget på hotelsengen og set Beverly Hills i timevis, at have fået take-away leveret til værelset gentagne gange - og så en masse Facetime-opkald til Trine og til dyrlægen hjemme i Odense. Og da vi nåede til onsdag formiddag, var situationen sådan set meget enkel: Vi var nødt til at indstille os på, at Dexter skulle have fred fra smerterne hurtigst muligt.

Samtidig var det blevet tid til at checke ud fra vores hotel i San Francisco og vende næsen sydover, men før vi forlod byen gik vi - mig med tårerne trillende ned af kinderne det meste af tiden - først op til Chinatown for at finde en Californien-buddha til vores samling. Og da vi faldt over den lille, buttede, grønne fætter på billedet herunder, var vi ikke i tvivl om, at det sku' være den - for han så nemlig tilpas glad, tyk og sulten ud til, at han - foruden at være et festligt og farverigt San Francisco-indslag i vores samling - kunne minde om os Dexter på en god måde.

Syd for San Francisco checkede vi ind på et hotel i Seaside lidt nord for Monterey, og endnu engang fortaber aftenen sig i en underlig tåge af tårer og kvalme. En af de eneste ting jeg husker fra den after er, at jeg så Big Bang Theory i tyve minutter, inden det gik op for mig, at der ikke var lyd på tv'et.

Efterhånden som klokken nærmede sig midnat blev det mere og mere uuholdeligt at tænke på, at Dexter stadig var i live, for vi ville bare gerne gøre det rigtige for vores hund og give ham fred fra sine smerter - også selvom det var rædselsfuldt ikke at være hjemme i Odense i den situation.

Den sidste time før midnat lå jeg bare i sengen og knugede vores nyindkøbte Dexter-buddha i et desperat forsøg på at få følelsen af at være i nærheden af vovsen derhjemme.

Som læsere af bloggen her allerede ved, endte vores onsdag aften i Seaside heldigvis helt, helt anderledes end nogen nogensinde kunne have turdet håbe på, for på nærmest mirakuløs vis var Dexter kommet sig så meget, at enhver snak om aflivning blev lagt effektivt på is, da Trine besøgte dyrlægen torsdag morgen dansk tid.

Og på den amerikanske vestkyst faldt vi for første gang i dagevis i søvn uden kvalmeknuder i maven - og ikke mindst med et overordentlig lettet smil på læben!

Glad, tyk og sulten Californien-buddha

Dag 15: Yosemite

Lørdag morgen lagde vi vejen forbi den lokale kaffebar i Bishop og købte to-go-morgenmad i form af friskbrygget kaffe og lækre smoothies, hvilket var en ganske kærkommen afveksling efter mange dage med amerikansk hotel-morgenmad, der typisk består af kaffe og toastbrød med marmelade - og så måske scrambled eggs, hvis man er heldig. Nogle steder består hotellernes "complimentary breakfast" også bare af kaffe og wienerbrød, så når man er vant til at få havregryn, skyr eller rugbrødsmadder med ost, kan man virkelig godt komme til at savne dansk morgenmad efter nogle uger på farten i USA.

Vi kørte ind i Yosemite National Park ad Highway 120 ved Tuolumne-passet, hvor vi betalte 20 dollars for at få adgang med bilen, og det storslåede landskab og de enorme mængder af frisk bjergluft taget i betragting synes den entrépris nærmest latterligt lav. med andre ord får man virkelig meget for pengene, når man betaler for at køre ind i Yosemite, og det samme gælder faktisk alle de andre nationalparker og naturreservater, vi har besøgt undervejs på vores roadtrip.

Da vi nåede til Yosemite, havde vi allerede set masser af fantastisk natur, så man skulle måske ikke længere tro, at der var særlig meget, der ku' imponere os i den henseende, men det fantastiske ved at tage på roadtrip i USA er, at landskabet bliver ved med at forandre sig, og ethvert nyt landskab har sin egen helt unikke og storslåede charme. Yosemite er med sine grå klippesider og grønne træer overvældende smuk, og duften af frisk luft og nåletræer er gennemtrængende overalt.

Bjergsiderne i Yosemite bærer tydeligt præg af den store skovbrand i efteråret 2013.

Eller... Det sidste er faktisk løgn, for da vi var nået et godt stykke vej ind af Tioga Road, blev duften af nåletræer langsomt afløst af en tydelig lugt af røg. Skovbrande er som bekendt også en del af virkeligheden i Yosemite, og det er desværre mere reglen end undtagelsen, at store dele af området går op i røg hvert eneste år, når sommeren går på hæld.

Sidste år i september blev Yosemite-dalen lukket fuldstændig af for besøgende på grund af skovbrand, men det var heldigvis ikke tilfældet i år, hvor det kun var en mindre del, der var lukket for turister. I nærheden af Yosemite Village kørte vi igennem det område, der blev ramt sidste efterår, og træerne bærer stadig tydeligt præg af den hårde medfart.

Vi havde ikke planer om at begive os ud på længere vandreture i Yosemite men nøjedes med at køre op til Glacier Point, hvor vi gik den korte gåtur fra parkeringspladsen ud til et af de mest populære udsigtspunkter i området.



Derfra havde vi udsigt over hele dalen - inklusive Half Dome med det karakteristiske "halverede" udseende - og i det fjerne kunne man også tydeligt se røgen fra den skovbrand, som vi havde kunnet lugte tidligere på dagen.

Udsigt fra Glacier Point over Half Dome (til venstre) og Yosemite Valley

Yosemite-selfie 

Da vi havde taget et par billeder af udsigten (og sikret os den obligatoriske selfie), spottede jeg et par velkendte ansigter iblandt de andre turister på stedet. Det viste sige at være et svensk par, som vi havde snakket med over morgenmaden en dag i Los Angeles, og selvom de var et flygtigt bekendtskab, var det alligevel lidt vildt at løbe på nogen, som vi "kendte", når vi befandt os så langt hjemmefra som tilfældet var.

Efter en kort hyggesnak om nogle af de oplevelser, som vi hver især havde fået i løbet af de forgange to ugers tid, ønskede vi hinanden fortsat god tur, og så fortsatte vi for anden gang på bare 14 dage vores respektive roadtrip-eventyr i hver vores retning.

Frokosten blev indtaget i det fri med udsigt over Yosemite Valley imens vi lyttede til en informationsmedarbejder, der var ved at fortælle nogle andre besøgende om den brand, der samtidig hærgede i bunden af dalen.

Han fortalte, at branden var blevet udløst af et lynnedslag, og at den havde ulmet i skovbunden i intet mindre end 49 dage, da den var blevet opdaget knap en uge forinden. På daværende tidspunkt var kun et relativt lille område på ganske få acres berørt, men dagen efter blæste det op, og inden for kort tid havde branden bredt sig til et område på flere tusinde acres. Om lørdagen, da vi besøgte Yosemite, havde flammerne fat i 5000 (jeps, FEM TUSINDE acres - hvilket svarer til lidt over 20 kvadratkilometer), men da var branden også endelig under kontrol. I skrivende stund brænder det stadig i området, men luftkvaliteten er forbedret, og branden begynder så småt at dø ud i takt med, at nationalparkens medarbejdere får ryddet underskoven, så flammerne ikke breder sig mere end højst nødvendigt.

Da vi satte kursen mod vest for at køre ud af Yosemite igen passerede vi den imponerende El Capitan, som er et yndet udflugtsmål for klatrere og bjergbestigere fra hele verden. Vi gjorde også et kort stop ved Bridal Veil Falls og fik et glimt af et af parkens mange vandfald.

Der var dog hverken meget "vand" eller "fald" at se... De få vanddråber der kom ud over klippesiden forvandledes højest til en lille sky af vanddamp. Det var med andre ord helt tydeligt for os hvorfor det anbefales at besøge Yosemite om foråret, hvor sneen i bjergene smelter og fylder områdets vandfald, floder og søer med enorme mængder smeltevand. Det må være et storslået syn at besøge vandfaldene på den årstid, men det var faktisk også temmelig fascinerende at se, hvor forsvindende små Yosemites berømte vandfald kan været, når hele det vestlige USA er ramt af tørke.

Som sagt er det alle pengene værd at besøge nationalparkerne i det vestlige USA, og man oplever virkelig, at pengene går til et godt formål - nemlig at passe godt på al den smukke natur, der gør landet så fantastisk. Og selvom man let kan få det modsatte indtryk, når amerikanerne i de danske medier ofte portrætteres som et overforbrugende og nærmest kynisk folkefærd, er det helt afgjort vores indtryk, at de i virkeligheden er vældig gode til at værne om den unikke natur i nationalparkerne.

Og hvis vi skulle have været i tvivl, så fik vi et lille glimt af den særlige omtanke for naturen, som vi er stødt på mange gange i løbet af vores roadtrip: På vej ud af nationalparken, der ellers ikke var særlig tæt trafikeret, stødte vi nemlig pludselig på en trafikprop.

Årsagen viste sig at være, at der midt på den snirklede bjergvej sad et lille egern og nød en eftermiddagssnack - og der blev det roligt siddende, imens turistbusser og landrovers tålmodigt sænkede farten og kørte uden om i et roligt tempo!

Dag 14: Death Valley

Vores møde med Death Valley var som forventet helt ekstremt varmt. Vi blev i bilen det meste af tiden, da temperaturerne udenfor ganske enkelt var for høje til, at vi kunne holde ud at være der mere end et par minutter ad gangen.

Første stop på turen igennem Dødens Dal var Dante's View, som er et populært udsigtspunkt med udsigt over hele dalen. I modsætning til Grand Canyon er der ikke ligefrem smukt i Death Valley, men det er et imponerende syn, der møder én, når man kigger ud over det kæmpestore knastørre og brandvarme område!

Udsigt over Death Valley fra Dante's View

Skrækhistorierne om dødsfald på grund af de ekstreme forhold i Death Valley er mange; blandt andet omkom en tysk familie i 1996 efter at være faret vild i en af de mere øde dele af området. Resterne af familien blev først fundet for et par år siden, da en hiker stødte på fire skeletter på en afsides beliggende vandresti flere kilometer fra det sted, hvor familiens bil i sin tid var blevet fundet. Bilen havde på det tidspunkt tre punkterede dæk, der viste tydelige tegn på, at bilen havde kørt mange kilometer på flade hjul, og politiet konkluderede på den baggrund, at familien formentlig var faret vild i det øde område, punkteret og kørt videre for så til sidst at opgive bilen til fordel for den livsfarlige gåtur i bagende sol og 50 graders varme.

Historien om tyskerne taler sit eget tydelige sprog, men ikke desto mindre er der hvert år stadig mange, der kommer galt afsted, fordi de ikke tager advarslerne alvorligt nok. Vi sku' dælme ikke nyde noget af at vandre rundt i området med så høje temperaturer, og vi var meget taknemlige over, at vores bil var udstyret med et effektivt A/C-anlæg og at vi havde 12 liter iskold vand i køletasken på bagsædet!

Udsigt fra Zabriskie's Point

Jeppe nyder et slag golf på Devil's Golf Course

De næste stop på turen var Zabriskie’s Point, Devil’s Golf Course og Badwater Basin, hvoraf sidstnævnte er det laveste punkt i Death Valley samt på hele det amerikanske kontinent. Det var da også i nærheden af netop Badwater, at temperaturmåleren i bilen peakede og ramte skoldhede 121 grader Fahrenheit, hvilket svarer til 49,4 grader Celsius!

Fordelen ved at hike i nærheden af Badwater er, at jorden er én stor saltsnack!

På vej ud af dalen spottede vi tre zebrastribede biler i vejsiden, som vi genkendte fra da vi var kørt ind i dalen et par timer forinden. I forbifarten havde vi begge to i første omgang tænkt, at der nok var tale om nogle iøjnefaldende sightseeing-køretøjer fra en nærliggende by, men pludselig gik det op for os, hvad der i virkeligheden var på spil: Ved nærmere eftersyn opdagede vi nemlig, at bilerne ikke var lakeret zebrastribede - sådan så det ellers ud, når man bare susede forbi dem i høj fart - og deres tilstedeværelse i området havde absolut heller intet at gøre med at transportere turister rundt til alle nationalparkens udsigtspunkter.

Tværtimod var der i virkeligheden tale om tre splinternye biler, som var pakket omhyggeligt ind i zebrastribede overtræk, så det ikke var muligt at gennemskue, hvilke mærker og modeller der var tale om, og chaufførerne har formentlig været professionelle testkørere, som var på arbejde for at afprøve bilernes køreegenskaber i Death Valley, der på grund af det bakkede landskab og de ekstreme temperaturforhold giver optimale betingelser for at presse bilerne til deres yderste.

Vi forlod dalen sidst på eftermiddagen og kørte til Bishop, hvor vi havde booket et værelse på Hostel California; et lille, hyggeligt nyåbnet hostel, som var et fund til prisen, og som varmt kan anbefales til alle, der har brug for et sted at overnatte i nærheden af Death Valley, Yosemite eller en af alle de andre nationalparker i området øst for San Francisco.

Dag 13: Fra Las Vegas til Pahrump

Vegas Weddings' bryllupskapel med drive-through'en The Fast Lane til venstre

Nå, hvor kom jeg fra...? Nåh, jo - det var det der bryllup jo!

Vi blev som sagt gift i Las Vegas onsdag aften, og torsdag morgen startede vi dagen med at køre tilbage til bryllupskapellet for at kigge fotografens billeder igennem og udvælge det bedste foto, idet et enkelt billede var inkluderet i den bryllupspakke, vi havde købt aftenen før.

Som jeg tidligere har skrevet, er bryllupsindustrien i Las Vegas en kæmpe og særdeles velkørende pengemaskine, og i forbindelse med den planlagte photo viewing stødte vi for alvor på en situation, hvor alt er nøje tilrettelagt for at lokke nogle ekstra dollars ud af lommerne på folk: I bryllupskapellets bagkontor blev vi bænket foran en storskærm med et slideshow bestående af 35 billeder, som fotografen havde taget af os under og efter ceremonien aftenen forinden. På lydsiden af slideshowet var der tilføjet en sukkersød og frygteligt corny kærlighedssang, som var så ækel at høre på, at vi måtte skrue helt ned for musikken for overhovedet at kunne koncentrere os om at kigge på billederne - det var helt absurd!

Det var tydeligt, at bryllupskapellets default-strategi er at antage, at ethvert nygift brudepar er til pladdersentimental prinsesseromantik, men vi valgte jo netop Vegas-brylluppet fordi ingen af os ville føle os særlig godt tilpas med al den traditionelle hurlumhej, så for os var oplevelsen egentlig mest lidt komisk.

Det er almindelig praksis, at man køber en bryllupspakke, som inkluderer et antal billeder, som tages af en professionel fotograf, og eftersom vi på intet tidspunkt havde sat næsen op efter at få billeder med hjem fra oplevelsen, valgte vi den mindste pakke med ét billede. Hvis vi efter mødet med sødsuppe-slideshowet skulle få lyst til at få flere billeder med hjem, kunne vi skam sagtens tilkøbe flere; det kostede bare 40 dollars (jeps, FYRRE DOLLARS!!!) per styk...!

Nøj, hvor kan man spare mange penge på alt muligt, når man foretrækker afslappet glæde og tosomhed frem for storstilet romantik... Bryllupsmiddagen bestod i øvrigt af burger og fadøl på Gordon Ramsays brugerrestaurant på The Strip!

Nevada-buddha fra Las Vegas: Enlightenment on a spring

Efter endt photo viewing smuttede vi forbi "The World's Largest Giftshop" i håbet om at finde en Nevada-buddhafigur til vores samling, og i og med at vi befandt os i en by, der er notorisk kendt for overfladiskhed og hurtige løsninger, gik vi efter at finde den absolut mest plastik-agtige løsning - og vi fandt præcis det vi søgte! 

Omkring middagstid torsdag var vi klar til at fortsatte roadtrippen vestpå med retning mod Death Valley, men inden vi forlod byen helt skulle vi naturligvis lige have et billede med hjem af det ikoniske "Welcome to Fabulous Las Vegas"-skilt.

Den næste store naturoplevelse ventede forude i Death Valley, og vi valgte at tage en overnatning undervejs, så vi gjorde holdt i Pahrump, som er beliggende i Nevada tæt på grænsen til Californien. Ifølge Wikipedia er det mest interessante, man kan sige om Pahrump, at byen er kendt som "The RV Capital of Nevada", og vi oplevede da virkelig heller intet i den by; den var rent ud sagt røvkedelig!

Vi tilbragte et par timer med at se Shawshank Redemtion på hotelværelset om eftermiddagen, og om aftenen kørte vi forbi Walmart for at købe provianter til turen igennem Death Valley. Efter Grand Canyon var vi jo blevet fuldstændig klar over, hvor stor betydning det har at få store mængder vand, når varmen er så ekstrem som det er tilfældet flere af de steder, vi har befundet os undervejs på turen, så vi købte 24 halvlitersflasker for ca. 3 dollars, og de fik lov at overnatte i en køletaske fyldt med is, så vi fredag kunne have rigeligt med koldt vand til den varme køretur igennem et af verdens allervarmeste områder.

I Walmarts deli-afdeling købte vi vores aftensmad i form af to færdige takeaway-salater, og det var en rigtig god oplevelse, som bekræftede os i, at man sagtens kan få både sund og udmærket mad til billige penge i USA. Selvom vi har spist helt ufatteligt mange burgere på vores tur, er vi faktisk generelt meget positivt overraskede over den amerikanske madkultur, og vi er endnu ikke stødt på de gigantiske portionsstørrelser, som vi havde forberedt os på hjemmefra.

Noget ordentligt brød er faktisk det eneste, vi savner rent mad-mæssigt, for dét kan de dælme godt nok ikke finde ud af at lave i USA... Nøj, hvor bliver det lækkert at komme hjem til rugbrødmadder og skummetmælk igen!

Tre dage i helvede: Fra sorg og fortvivlelse til HÅB

At jeg er en uges tid bagud med rejseberetningerne her på bloggen, er ikke noget nyt, men denne gang er det absolut ikke på grund af vores travlhed med at suge dejlige oplevelser til os, at jeg ikke har fundet tid til at skrive igen før nu...

Sagen er den, at vi i mandags fik så ubærligt triste nyheder hjemme fra Odense, at vores verden har stået på den anden ende det meste af den forgange uge - men lad mig sige med det samme, at der lige nu tegner til at være en helt mirakuløs happy ending på historien, så læs roligt videre!

Vores dejlige Dexter begyndte i mandags at vise tegn på smerter i bagkroppen, og (sviger-)mor Trine kontaktede derfor fluks vores dyrlæge. Vovsen er ellers kernesund og i sin bedste alder, og han plejer at komme sig lynhurtigt, hvis der er det mindste med ham - faktisk har vi hidtil ikke brugt vores dyrlæge til andet end rejsevaccinationer, et kæledyrspas og en sterilisation, så i første omgang var vi ikke synderlig bekymrede men tænkte, at problemet sikkert ville løse sig selv som så mange gange før.

Dét skete imidlertid ikke denne gang - tværtimod: Tirsdag morgen da det lille kræ skulle til dyrlægen og undersøges, måtte Trine bære ham ud til bilen og ind på klinikken, for på det tidspunkt evnede han hverken at gå eller stå. Dyrlægen konstaterede hurtigt, at der var tale om en diskusprolaps, og at situationen var meget alvorlig; Dexter er jo en hund med masser af krudt i røven, og det siger sig selv, at et liv uden at kunne bevæge sig ordentligt ville være et utilfredsstillende og aldeles uværdigt hundeliv for den lille bandit.

Vi fik beskeden om, hvor alvorligt det stod til, imens vi sad på et hotelværelse i San Francisco, og jeg gik helt i chok og sad bare på sengen og rystede og græd, imens Jeppe talte i telefon med sin mor. Det var simpelthen så frygteligt at få sådan en nyhed midt i al vores glæde over at være blevet gift få dage forinden og over den rejse, som indtil i mandags har været en helt vidunderlig oplevelse. Og oven i hatten har Dexter betydet så ufattelig meget for mig under min sygemelding igennem de seneste måneder, hvor alt omkring mig af og til har syntes urimeligt kompliceret, så tanken om at vende hjem til et tomt hus uden Dexter var helt uudholdelig.

Dyrlægen var absolut ikke optimistisk, da vi talte med hende i mandags (dvs. tirsdag morgen dansk tid), og eftersom vi hurtigt udelukkede en operation, idet en sådan med stor sandsynlighed kun ville kunne give Dexter en mindre del af sin førlighed tilbage, var det bedste - og eneste - bud på en kur mod de lammelser, som diskusprolapsen havde medført, en medicinsk behandling med binyrebarkhormon.

Takket være Trines hurtige og beslutsomme reaktion, var behandlingen således allerede sat i gang, da vi snakkede med dyrlægen mandag aften, men den den skulle selvsagt have tid til at gøre sin virkning. Derfor lød aftalen med dyrlægen på, at vi skulle snakkes ved igen onsdag aften (torsdag morgen i Odense), og hvis Dexter til den tid viste visse markante tegn på bedring, kunne vi måske begynde at håbe på, at han kunne blive sig selv igen - men det så ikke lovende ud. Og da vi i mellemtiden ringede hjem for at få en opdatering fra Trine, var der også kun fortvivlende nyt om Dexters tilstand, i og med at han efter det første døgn i behandling kun viste minimale tegn på bedring.

Derfor gik onsdagen for vores vedkommende med at sidde på den helt forkerte side af jorden og stortude alt imens vi forsøgte at acceptere, at vi senere samme aften skulle have den dyrlægesamtale, som enhver hundeejer frygter allermest: På daværende tidspunkt var der nemlig kun én ting at gøre, og det var at tage den hårde beslutning om at lade Dexter aflive hurtigst muligt, så han kunne få fred fra smerterne og det uværdige liv med lammelser og nedsat førlighed.

Efter mere end to døgn i helvede sad vi så i onsdags klokken 23 på vores hotelværelse i Monterey og ventede ved telefonen, samtidig med at Trine hjemme i Odense forsøgte at ringe dyrlægen op. På grund af nedbrud hos TDC lod det sig imidlertid ikke gøre, så hun hoppede i bilen og kørte over til dyreklinikken med det samme. Ventetiden var uudholdelig - det er den eneste måde at beskrive det på - men pludselig tikkede der en tekstbesked ind fra Trine:

"Det her ligner sgu et mirakel! Jeg ringer til jer om lidt!!!"

Vores lille hund viste sig at være en fighter ud over det sædvanlige, og hverken Trine eller nogen af de tre dyrlæger troede deres egne øjne, da Dexter pludselig sad sit bur på klinikken og havde liv i øjnene og krølle på halen igen!

På den anden side af jorden sad vi og havde grædt spandevis af tårer for vores stakkels hund og over, at vi ikke skulle se ham igen, og i sidste øjeblik kom så den helt mirakuløse forbedring af hans tilstand, som var afgørende for, at Dexter nu er kommet hjem igen til huset på Døckerslundsvej, hvor han med Trines hjælp - og løbende kontakt med dyrlægen - okser rundt i vores have for at lære at gå igen.

Han er endnu langt fra stabil på benene, men han nægter naturligvis at sidde stille, og han spiser - som altid - med stor begejstring. Senest fik vi syn for sagen, da vi fredag formiddag via Facetime snakkede med begge vores mødre, der sammen har passet deres firbenede "barnebarn" i vores hus i Odense: Dexter ligner dælme næsten sig selv igen!

Vi er naturligvis helt ubeskriveligt lettede, og efter at have befundet os i en boble af sorg og fortvivlelse i nogle dage, har vi i går og i dag atter taget hul på at nyde vores roadtrip og de oplevelser, den har at byde på. Men som sagt har situationen været meget, meget alvorlig, og der er ingen, der kan forudsige, hvad de næste dage kommer til at bringe - men vi har fået håbet tilbage om, at vi får Dexter at se igen, når vi om en uge atter har dansk grund under fødderne.

Og hvem ved - måske er Dexter så sej en fighter, at han kommer sig helt og får mange gode år endnu!

Tusind tak for alle jeres bryllupshilsner, som vi er håbløst bagud med at svare på - og TUSIND TAK til Trine, der har taget alle de rigtige beslutninger og reddet Dexters liv!

All in på kærlighed i Las Vegas

Sidste sommer faldt Jeppe på knæ i en mudderpøl på Roskilde og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham - og det ville jeg gerne!

Og som mange af jer der læser med her på bloggen sikkert allerede har gættet (enten fordi I har afkodet overskriften eller fordi I har kunnet se det på os, når vi i de seneste mange måneder har svaret "Neeeeeej da!" til jeres spørgsmål om, hvorvidt vi da ikke sku' giftes, når vi nu alligevel var i lyn-brylluppernes by), blev vores festival-forlovelse til et ægte ægteskab, da vi sent onsdag aften blev gift i Las Vegas.

Jow, den er skam go' nok - klokken syv torsdag morgen dansk tid blev vi dælme "husband and wife"!

I de 11 år vi har været kærester, har vi utallige gange leget med tanken om, at vi en skønne dag ville tage til Las Vegas og blive gift, så da vi begyndte at planlægge vores roadtrip - og der oven i købet var forlovelsesringe på vores fingre - ja, så sku' vi da have været nogle værre skarn, hvis vi ikke lige havde sørget for at få et bryllup flettet ind i rejseoplevelserne, ikke sandt?

For en måneds tid siden anskaffede vi os en ægteskabserklæring med tilladelse til at blive gift i USA, og med den i hånden kørte vi onsdag aften ind på Clark County Courthouse i det centrale Las Vegas og købte os til den 'marriage license', der er nødvendig for, at man kan komme ind fra gaden og blive gift.

Da papirerne var i orden, kørte vi ud for at finde et bryllupskapel, og efter at være kørt vild i nogle ensrettede gader, kom vi forbi en lille kirkelignende bygning, hvor der over indkørslen til gården hang et lysskilt med teksten "The Fast Lane".

"Er det her?", spurgte Jeppe, og jeg svarede "Ja, det er det vist."

Og sådan gik det til at vi fik papir på hinanden, siddende hånd i hånd i vores åbne bil (aka. Hesten uden navn) i et drive-through bryllupskapel i Las Vegas.

Det var det perfekte Jeppe-og-Merete-bryllup! 

Las Vegas er på mange måder ét stort Tivoli, og selvom byen er fascinerende, er den og meget, meget usexet - og romantikken skal man lede længe efter, hvis man kigger efter den i bybilledet. Bryllupskapellerne ligger side om side i Downtown Las Vegas, og bryllupsindustrien er en gigantisk pengemaskine.

Men som Yoga Guy så fint sagde det, da vi faldt i snak med ham i Sedona: "You can find inner peace anywhere in this world". På samme måde behøver al den gøgl og overflade, som kendetegner Las Vegas, ikke have nogen som helst betydning for, hvor uforglemmelig en oplevelse det er at sige ja til at bruge resten af livet sammen med hinanden. Jeg begyndte i hvert fald at tude - nøjagtig som jeg ville have gjort det, hvis der ikke havde været summende lysskilte og trafikstøj i vores nærmeste omgivelser! 

Vi har kun ét billede fra vielsen, og det ligger på den cd-rom, som vi fik med som en del af den bryllupspakke, som vi købte, så det kan I først få at se, når vi kommer hjem til Danmark og en pc med cd-rom drev.

Derfor er det her det eneste syn for sagen, vi har at byde på lige nu - here you go! 

Her på falderebet er der vist bare tilbage at sige, at hvis nogen sku' være i tvivl, så har vores planer om at holde et brag af en bryllupsfest hjemme i Danmark ikke ændret sig det fjerneste - tværtimod!

Vi glæder os tossemeget til at fejre det sammen med jer!!!

Dag 10-12: Las Vegas

Mandag blev kontrasternes dag: Vi stod op til røde bjerglandskaber i spiritualitetens højborg i Sedona og gik i seng på Bellagio i overforbrugsmekkaet Las Vegas. Omend afskeden med Sedona var lidt vemodig, rejste vi derfra med masser af overskud i bagagen, og som Yoga Guy jo mindede os om lørdag aften på den irske pub: ”You can find inner peace anywhere.”

Arizona-Buddha fra Sedona

…og vi nåede også at få købt en souvenir i form af en ny Buddha til samlingen derhjemme!

Undervejs mod Vegas kørte vi igennem spøgelsesbyen Jerome, der ligesom Oatman på Route 66 virkede en hel del mere autentisk end det pseudo-Legoland,der mødte os i Calico. 

Vi kørte ind i Nevada over Hoover Dam, som vi dog ikke var ude for at se nærmere på, da vi hellere ville hurtigst muligt ind til vores hotel og nyde den femstjernede luksus på Bellagio.

Vi havde hørt skrækhistorier om timelange køer ved check-in på de store hoteller i Las Vegas (Bellagio har ca. 3000 værelser), men vi oplevede ingen ventetid - snarere tværtimod. 

Også elevatorturen op til vores værelse på 24. etage foregik i raketfart, og højdeforskellen var så stor, at vi fik propper i ørerne. 

Værelset var superlækkert, og udsigten over The Strip og de berømte springvand foran hotellet var alle pengene værd!

Solnedgang over The Strip (imens Bellagio-springvandene holder pause)

Tirsdagen gik med at slappe heeeelt af, og vi fik os først taget sammen til at forlade hotellet omkring middagstid. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen og kiggede på hoteller, hvilket er én af de ganske få gratis fornøjelser, som Las Vegas har at byde på. Bellagio var helt bestemt et lækkert sted, men vi fandt meget mere atmosfære og gennemført (omend simuleret) Italien-stemning på Venetian, der er indrettet som - ja - Venedig med alt hvad det indebærer!

Gondoler på The Venetian i Las Vegas

Om aftenen dressede vi op og begav os ud i Sin City med 100 dollars på lommen, som vi havde givet os selv lov til at spille op. Det viste sig dog at være lidt lettere sagt end gjort, for den første enarmede tyveknægt, jeg satte mig ved, tryllede i løbet af kort tid 20 dollars om til 85! Det gav naturligvis blod på tanden, så vi prøvede os frem ved andre maskiner i håbet om at vinde endnu mere - dog uden ligeså meget held som vi begyndte med. Vi sluttede dog aftenen med et pænt overskud, så vi var godt tilfredse - og drinksene er som bekendt gratis, når man spiller på Las Vegas' store kasinoer, så det var alt i alt en rigtig god og udbytterig aften!

Onsdag valgte vi at prøve Bellagios morgenbuffet, der bød på alt, hvad hjertet kan begære for 18 dollars pr. person - der var endda mug-ost! For 13 dollars ekstra kunne man tilkøbe sig en solid morgenbrandet med bobler, bloody mary, margarita og fadøl ad libitum, men vi sprang over det gode tilbud, da vi trods alt havde et par ting, vi gerne ville nå at opleve imens vi var i byen.

Efter morgenmaden gik vi atter ud i byen og besøgte blandt andet den fire etager store M&M's-butik, hvor vi passende kunne finde nogle peatnutbutter-M&M's til Jeppes kammerat, der har bedt os om at tage en posefuld lækkerier med hjem til Odense - og man forstår godt hvorfor sku' jeg hilse at sige! Man forstår til gængæld ikke, hvorfor de små labaner endnu ikke kan fås i Danmark.

M&M's i tusindvis - og en glad amerikaner

Derhjemme havde jeg læst mig frem til, at udstillingen 'Bodies', der for et par år siden lagde vejen forbi Danmark, holdt til på Luxor lidt nordpå ad The Strip, og eftersom jeg altid har ærgret mig over, at jeg ikke nåede at se udstillingen, imens den var i København, havde jeg på forhånd luftet idéen for Jeppe, og han var utroligt nok med på at tage ind og kigge på konserverede menneskekroppe og -organer. Det lyder bizart, ja - og det var det også lidt, men det var eddermame også en fantastisk oplevelse! Det mindede mig om en fredagsbar på SDU for et par år siden, hvor Kristina tog os med på guidet rundtur i vådsalene på SDU - det var nemlig også vildt fascinerende, men 'Bodies' var - ud over at være en lærerig oplevelse på flere planer - i nogle tilfælde ligefrem smukt! 

Billetterne til udstillingen koster - så vidt jeg husker - normalt 36 dollars, men vi fik dem til 22 igennem Tix4Tonight, der har boder flere steder på The Strip hvorfra man kan købe gode deals til udstillinger og restauranter i Las Vegas. Det er også Tix4Tonight, man skal opsøge, hvis man vil finde last minute-billetter til ét af byens mange shows.

Vi havde på forhånd snakket om at tage ind og se et af Cirque du Soleils shows - især Beatles-forestillingen 'LOVE' og Michael Jackson-forestillingen 'One' var oppe at vende flere gange - og vi snakkede også om shows med Penn & Teller og Vegas-klassikeren Blue Man Group. Det viste sig dog, at Cirque du Soleil holdt fridag netop onsdag aften, så den oplevelse måtte vi desværre droppe.

Så var der trylleshow med sjove mænd eller trommeshow med blå mænd tilbage, og selvom begge dele ganske sikkert ville have været festlige indslag i vores dag, blev vi enige om at spare pengene og bruge aftenen på nogle af de mange andre oplevelser, Las Vegas har at byde på.

Dag 8-9: Sedona

Lørdag formiddag kørte vi fra Grand Canyon med kurs mod Sedona, og fra Flagstaff fulgte vi hovedvej 89A, som har ry for at være en af de smukkeste vejstrækninger i USA. Da vi nåede et stykke syd for Flagstaff, var jeg ikke synderlig imponeret, og jeg tror jeg sagde noget i retning af ”Jaeh, her er da meget flot, men det her landskab er jo ikke en skid anderledes end bakkerne rundt om Vejle!”

Et splitsekund senere måtte jeg æde alle ordene i mig igen, for netop da kørte vi igennem et bjergpas som markerede overgangen til et helt andet landskab. Pludselig åbenbarede der sig de vildeste naturomgivelser – ingen af os har nogensinde set noget lignende. Det røde klippelandskab som omgiver Sedona er simpelthen helt ubeskriveligt smukt, og eftersom området samtidig er ekstremt frodigt, så vi vanvittige kombinationer af røde klipper, grønne træer og knaldblå himmel i alle retninger.

Snapshot ud af sideruden på vej til Sedona ad 89A

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg nåede at sige ”Waaaaaauuuuw!!!” og ”Nøøøøjjjjj!” i løbet af den  næste halve time,  men det har helt sikkert ikke været nok til at yde retfærdighed til al den awesomeness, der kendetegner Sedona. Og selve byen skulle vise sig at være mindst ligeså betagende som naturomgivelserne - fortovene er røde, lygtepælene er røde, bygningerne er røde, og indbyggerne er røde nej-jeg-mener- SØDE og helt vildt imødekommende. Sedona er ganske enkelt et helt vidunderligt sted!

Lørdag aften gik vi en tur over på en nærliggende pub for at få en øl, og det skulle vise sig at blive en uforglemmelig oplevelse, for der fik vi nemlig for første gang på vores roadtrip rigtig lejlighed til at snakke lidt med de lokale. Vi havde dårligt nok taget den første slurk af vores øl, før vi faldt i snak med en ung fyr – Nick – der var native american, og som levede af at lave smykker efter at have lært håndværket af sin far.

Senere på aftenen kørte der en taxa ind på parkeringspladsen foran baren, og ud væltede en hvidskægget mand iført cowboyhat og ternet skjorte – tydeligvis brølende beruset. Da han fik styr på sine ben og vendte blikket op mod barens terrasse, hvor vi sad med vores øl og passede os selv, slog han opgivende ud med armene og snøvlede på bredt amerikansk ”Whaaaat!? You ain’t never seen a drunk cowboy on a Saturday night before?!” og så dinglede han ellers ind til baren for at få hævet promillen yderligere. Kort efter kom han hen til os for at spørge hvor vi var fra, og hvad der bragte os til Sedona, og vi fortalte naturligvis, at vi var i USA for at roadtrippe os igennem det sydvestligste hjørne af det enorme land – og at vi netop havde været i Grand Canyon og vandre. Det viste sig, at han havde tilbragt det meste af sit liv som guide på muldyrryg i stort set alle USA’s nationalparker; både Grand Canyon, Yosemite, Yellowstone, Zion og Bryce – og sikkert også en masse andre, som jeg har glemt navnene på.  Mule Mike, som vi har kaldt ham, når vi siden hen har snakket om ham, var et helt vildt fedt indslag i vores aften, og det var lige før han fik os overtalt til at droppe vores tre forhåndsbookede overnatninger i Las Vegas til fordel for en vandretur i Bryce Canyon, der ifølge ham er det smukkeste sted i USA – for som han sagde: ”Do you know what’s great about Vegas?! NOTHING!!!”

Da Mule Mike var blevet hentet af sin taxamand – der i øvrigt hed Petersen ”the Danish way with an ’e’ – not with an ’o’ like in Sweden!” - dukkede der endnu en lokal Sedona-mand op ved nabobordet - denne gang en gut på vores egen alder. Han slog sig ned med sin fyraftensøl og fortalte, at han sammen med sin kæreste var flyttet fra Virginia for at slå sig ned i Sedona, efter at han var faldet pladask for atmosfæren i byen første gang, han havde stiftet bekendtskab med den. Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse for yoga og meditation, og på den baggrund spurgte vi ind til hans oplevelse af, hvorvidt der skulle være noget om snakken med hensyn til de såkaldte ’vortexes’ (en slags særligt kraftfulde energifelter i bjergene omkring Sedona), der tiltrækker spirituelt anlagte turister fra hele verden. I et roligt tonefald og med hånden om sin store fadøl svarede yoga-fyren prompte: ”Well, they are all beautiful places, indeed... But you don’t have to go to a vortex to find inner peace – you can find that any where in this world.”

Yoga Guy understregede, at de fire mest kendte vortexes alle er nogle meget smukke steder, som absolut er et besøg værd "go and visit the vortexes", opfordrede han, "but go there for the beautiful scenery”. 

Cathedral Rock

Han anbefalede os især Cathedral Rock, så der kørte vi ud om søndagen, men efter at have gået et stykke af den trail, der fører op til toppen, måtte jeg overgive mig til mine ekstremt ømme Grand Canyon-lægmuskler, der ikke ville bære mig op ad den temmelig stejle og kuperede vandresti. 

I stedet kørte vi til det vortex, der ligger centralt i Sedona tæt på lufthavnen – her var der nemlig tale om en relativt flad gåtur på nogle få miles, og det kunne læggene lidt bedre forholde sig til.

Vi nåede ud til vortexet lige som solen begyndte at gå ned, og det allersidste stykke skulle vi ligefrem klatre op på et råt klippeplateau, der havde udsigt over hele byen. Undervejs blev vi overhalet af en fyr, der så meget målrettet ud, og da vi nåede op på toppen, så vi hvorfor. Han havde indtaget en plads yderst på østsiden af klippen, og der stod han så i solnedgangen og hilste aftenen velkommen med noget, der mindede om thai chi med et indiansk islæt – han var fuldkommen opslugt og helt og aldeles upåvirket af, at der samtidig befandt sig ca. 20 nysgerrige turister på klippen.

Alle jeg har mødt, som har været i Sedona, er blevet fuldstændig bjergtaget af byen og dens atmosfære, og det er absolut ikke svært at forstå hvorfor. Vi drømmer allerede om at vende tilbage en skønne dag og tage på vandreture og dyrke yoga i det røde bjerglandskab – og så slutte dagene af med fadøl på Mooney’s Irish Pub i godt selskab med Native Nick, Mule Mike, Taxi Petersen og Yoga Guy!

Solnedgang over West Sedona

Dag 6-7: Grand Canyon

Torsdag eftermiddag nåede vi til Grand Canyon, hvor vi på forhånd havde booket to overnatninger på Bright Angel Lodge, der ligger helt ud til kanten af canyonen og få meter fra begyndelsen af Bright Angel Trail, som var den rute, vi havde besluttet os for at give os i kast med i løbet af fredagen.

Om aftenen tog vi forbi et nærliggende supermarked og købte forsyninger til vandreturen i form af ekstra vandflasker, saltede nødder, beef jerky og frugt. Da vi om eftermiddagen havde snuset lidt til de forskellige trails, havde jeg konstateret, at jeg under ingen omstændigheder skulle have briller på, når vi for alvor skulle ud og hike dagen efter – stellet blokerede simpelthen for mit udsyn til at se, hvor jeg satte mine fødder – og eftersom jeg på den baggrund tænkte, at solbriller så nok heller ikke ville være sagen, investerede jeg i en hat, som skulle vise sig at være et rigtig godt køb.

Udsigten fra begyndelsen af Bright Angel Trail

Vejret var meget ustabilt, da vi ankom til Grand Canyon Village om eftermiddagen, og sent om aftenen, da vi var gået i seng, gik der får alvor hul på himlen. Det lynede og tordnede og stod ned i stænger i en sådan grad, at jeg – der ellers faktisk er ret så pjattet med tordenvejr – blev helt utryg ved situationen og tanken om, at vi kunne risikere at skulle forholde os til den samme slags uvejr når vi dagen efter skulle ud og hike. 

Vejret viste sig heldigvis fra sin allerbedste side fredag morgen, så efter en solid omgang morgenmad med æg, bacon og frisk frugt begav vi os af sted ned ad Bright Angel Trail. Det var fra første sekund et imponerende syn, der mødte os hvor end vi kiggede hen, og Jeppe knipsede flittigt løs med kameraet, så vi har formentlig tohundrede billeder med motiver i stil med det til højre!

Allerede fra morgenstunden var det temmelig varmt (ca. 20 grader Celsius), og temperaturen i Grand Canyon Village steg i løbet af dagen til omkring 30 grader. Og som om dét ikke var nok, så blev det oven i hatten varmere og varmere, jo længere ned i canyonen vi kom. For at få drukket nok vand gik vi derfor begge med en vandflaske i hånden konstant, og vi aftalte at sige til hinanden hver gang vi drak for at minde den anden om også at tage en tår vand. På den måde drak vi oftere, end vi ellers ville have gjort – faktisk gik der ikke mere end et par minutter imellem hver gang vi tog en mundfuld vand, og det kom os virkelig til gode i sidste ende.

Man bli'r mindet om farerne ved at overvurdere sine hiking skills adskillige gange i løbet af en dag i Grand Canyon!

Bright Angel Trail er i alt 4½ miles lang, og undervejs ligger der to rastepladser med vandposter, toiletter og halvtag, så man kan komme i skygge – én efter 1½ mile og én igen efter 3 miles. 4½ mile nede i canyonen når man til Indian Gardens, hvor der er tilsvarende faciliteter og mulighed for at campere natten over. De sejeste vandrere fortsætter videre nedad mod Phantom Ranch, der ligger på bredden af Colorado River yderligere 5 miles nede, imens langt de fleste vender om og går op igen efter en passende pause i skyggen ved Indian Gardens.

På opfordring af Jeppes kammerat havde vi imidlertid bestemt os for at fortsætte fra Indian Gardens til det såkaldte Plateau Point, der – som navnet antyder – er et klippeplateau, som ligger 1,5 mile fra Indian Gardens med udsigt over Colorado River. Plateau Point Trail er relativt flad, men til gengæld er der absolut ingen skygge, og med en temperatur på over 35 grader er det med andre ord lidt af en mundfuld at gå derud om sommeren. 

Cirka midtvejs nede ad Bright Angel Trail havde vi mødt en lille spirrevip af en kvindelig ranger, der stoppede os for at spørge ind til hvilken tur vi planlagde at gå – og om vi havde nok vand og saltsnacks med os. Vi fortalte, at vi havde planer om at fortsætte ud til Plateau Point, og det gav anledning til et par velmenende og meget værdifulde input om, hvor farligt det faktisk kan være at vandre i Grand Canyon om sommeren, hvis man ikke har ethundrede procent styr på, hvad det er man gør (hun havde formentlig spottet vores amatør-hiker-status på laaang afstand!)

Rangeren pegede ned på klippeplateauet i det fjerne, hvor solen bagte, så man ku' se varmen stige til vejrs og forklarede: ”We call it our crematorium for a reason. And please listen to my advice – I do this for a living!”

Vi tog den flinke rangers ord til efterretning og blev enige om, at vi – uanset hvor godt vi havde det, når vi nåede Indian Gardens, der som tidligere nævnt markerer afslutningen på Bright Angel Trail og begyndelsen på Plateau Point Trail – ville holde en lang drikke- og spisepause i skyggen, inden vi besluttede os for, om vi ville kaste os ud i at fortsætte halvanden mile yderligere ud til plateauet.

Things to do before I die: Wheel pose i Grand Canyon (tjek!)

Takket være vores massive vand- og snackindtag følte vi os tilstrækkelig meget ovenpå til, at vi endte med at beslutte os for at give Plauteau Point Trail et forsøg, men vi var samtidig enige om, at vi ville vende om, hvis vi begyndte at føle den mindste smule utilpashed undervejs.

Efterhånden som vi kunne regne ud, at vi nærmede os målet, blev det dog sværere og sværere at forholde sig til tanken om at give op og vende om, hvis utilpasheden skulle begynde at melde sig – for nu var vi jo så tæt på! 

Det er ikke svært at forstå, hvorfor der hvert år er 250 mennesker, der må reddes fra Grand Canyons vandrestier, for hvis man – ligesom os – er en sølle amatør, der ikke er vant til at vandre i så høje temperaturer, kan man ufattelig nemt komme til at undervurdere situationen – og ikke mindst overvurdere sine egne evner.

Det var en fantastisk oplevelse at tage turen ned til Plateau Point, og vi vil til hver en tid anbefale andre at gøre det samme – men husk for alt i verden at tage alle tænkelige forholdsregler. Det var helt sikkert ikke blevet en god oplevelse, hvis vi ikke havde haft styr på vores vandindtag (eller de salte snacks, som er alt afgørende for, at man kan holde vandbalancen i orden).

Oveni den succesoplevelse det var at nå i mål med vores ambition om at gå ud til Plateau Point fik vi en ekstra bonus oven i hatten: Imens vi stod ude på spidsen af klippen og kiggede ud over Colorado River kom der nemlig pludselig en kondor ind og cirklede rundt i luften over os. Der findes kun et par hundrede kondorer i hele USA i dag, og i Arizona er der ikke mere end omkring 70 af dem, så det var lidt af en scoop at få en billede af sådan en fætter!

”Going down is optional – going up is mandatory” – sådan står der på et skilt indenfor de første par miles af stien ned i canyonen. Vi var ekstremt opmærksomme på hele tiden at mærke efter, om vi følte os sikre på at kunne klare turen op igen uden de helt store problemer, men selvom vi var bevidste om, at hjemturen ville blive overordentlig hård, blev vi alligevel overraskede over, hvor voldsomt det faktisk var. Hvad vi ikke havde bidt ordentligt mærke i på turen ned var nemlig hvor ekstremt stejl stien er – nogle steder stiger den formentlig 20-25 % på en strækning over flere kilometer!

Men vi klarede faktisk turen op i nogenlunde fin form – og frem for alt i godt humør, hvilket tydeligvis ikke var alle canyonens øvrige besøgende forundt. Så vand, vand, og atter vand er nøglen til en god oplevelse i Grand Canyon: Vi drak 4-5 liter hver i løbet af den små 10 timer, som turen ned til til Plateau Point og op igen tog for os.

Måske havde vores høje humør også noget at gøre med, at vi allerede fra halvvejs på returvejen kunne høre to meget store fadøl kalde på os oppe fra vores stambord på restauranten ved Bright Angel Lodge – vi havde nemlig aftenen før stiftet bekendtskab med den lokalproducerede Grand Canyon-øl, som var helt vildt god. Både Pale Ale og Pilsner kan varmt anbefales - og vi testede dem for en sikkerhed skyld lige igen, da vi nåede i mål!

Dag 4-5: Route 66 fra Victorville, CA til Williams, AZ

Det kniber gevaldigt med at følge med til at blogge om alt det, vi oplever - men her kommer en forsinket beretning om turen ad Route 66 fra L.A., som vi forlod tirsdag morgen!

Mange starter Route 66-turen i Barstow nordøst for Los Angeles, men i og med at jeg i min rejseresearch var stødt på en interessant seværdighed på strækningen imellem Victorville og Barstow - dvs. umiddelbart vest for sidstnævnte - valgte vi at tage hul på Route 66 allerede fra Victorville. Og det viste sig at være en god beslutning, for Elmer's Bottle Tree Ranch, som ses i et lille udsnit på billedet herunder, kan absolut anbefales! Den farverige flaskejungle er gratis at besøge (omend man opfordres til at donere et par dollar til Elmer, der bor i et lille træhus ved flaskefarmen, så han kan fortsætte sit virke som ørkenflaskefarmer).

Elmer's Bottle  Tree Ranch - flaskegøgl på Route 66

Efter at have fyldt benzin- og drikkevandsdepoterne op i Barstow fortsatte vi turen østpå ad Route 66, og det første punkt, vi kørte efter, var spøgelsesbyen Calico, som ligger lige nord for ruten. Det krævede med andre ord en lille afstikker fra Route 66 at komme dertil, og vi kørte naturligvis forkert og endte i stedet ved en checkpoint til en amerikansk militærbase. Heldigvis blev vi kun mødt med amerikaner-typisk venlighed af den hærdebrede soldat, der forklarede os, at vi var kommet på afveje og hvordan vi skulle bære os ad for at finde frem til vores rejsemål.

Calico var... Ja, mildest talt en kæmpe skuffelse! Det kostede 16 $ dollars at komme ind, og Jeppe gav en aldeles dækkende beskrivelse af oplevelsen i løbet af de første ti sekunder, vi befandt os i "byen", da han måbende udbrød "Øhhh.... Legoland....?"

Vi havde sat næsen op efter at få en fornemmelse af, hvordan en sølvmineby så ud i slutningen af 1800-tallet, men alt var restaureret til ukendelighed (læs: revet ned og genopbygget af moderne materialer). Så hermed en opfordring til andre Route 66-rejsende: Lad være med at køre til Calico! Kør til Billund i stedet!

En enkelt facet af vores besøg i spøgelsesbyen gav dog autenticitet for alle pengene: Det var nemlig DRÆBENDE varmt, nøjagtig som det var tilfældet, da minebarbejderne knoklede dag ud og dag ind for at grave sølv ud af de californiske bjerge for små 150 år siden. Temperaturmåleren i bilen meldte 106 grader Fahrenheit (ca. 41 grader Celsius), da vi forlod Calico, og det blev kun varmere i takt med, at vi kom længere østpå.

Til frokost gjorde vi holdt ved Bagdad Café - en Route 66-klassiker, der ikke har så meget andet at byde på end et sløjt menukort og sin fortid som filmlokation for den tyske film af samme navn fra 1987.

Bag disken på Bagdad Café

Men omsider huskede vi til gengæld at få taget et billede af vores lækre køretøj!

Vores lækre køretøj - en Ford Mustang Cabriolet lejet hos Alamo i Los Angeles

Efter frokosten passerede vi yderligere et par Route 66-klassikere i form af Amboy Crater og Roy's Café, og undervejs besluttede vi os for, at vi ville overnatte i Needles, CA, som ligger i Mojave-ørkenen lige på grænsen til Arizona. Beliggenheden betyder, at byen er et af de varmeste områder i USA, og dét var det bestemt også vores indtryk. Da vi ankom omkring klokken 19, var der knap 45 grader, og i løbet af den nat vi tilbragte der, blev det aldrig køligere end 28 grader. Heldigvis er alle de motelværelser, vi har stiftet bekendtskab med undervejs på vores rejse, udstyret med særdeles effektive AC-anlæg, så vi har faktisk mærket mindre til natteheden end vi har gjort i løbet af den forgange sommer hjemme i Danmark.

Onsdag kørte vi videre ind i Arizona, hvor vi gjorde det første stop i Oatman, der nok var den allerbedste oplevelse på vores tur ad Route 66.

Oatman er også en gammel mineby, og med sine godt 100 faste indbyggere virker den langt mere "ægte" end Calico, der mest af alt minder om en billig teaterkulisse i sammenligning. Den helt store attraktion i Oatman er de vilde æsler - "burros" - som holder til i bjergene omkring byen, men som hver dag kommer ind for at blive fodret af gennemrejsende turister. Der er æsler over alt i byens gader; liggende, stående, gående, og hvis et æsel har valgt at slå sig ned midt på gaden er det bare ærgerligt for ham i den store Landrover, der havde håbet på at kunne køre ubesværet igennem byen - for der er kun én vej igennem Oatman, og det er ad hovedgaden.

Dovne æsler i Oatman, CA

Mætte æsler i Oatman, CA: "STOP! Do not feed me anything!"

Jeppe købte en pose "burro food" i en af byens butikker og blev nærmest overfaldet af lækkersultne æsler, da han kom ud på gaden med foderet - det var faktisk lidt ligesom at se ham fodre Dexter hjemme i haven (omend æslerne nok kan sparke en anelse hårdere end en puggle).

Vi fortsatte østpå ad Route 66 og fik et par klassikere med på vejen; Frokost på en 50'er-diner i Kingman, Hackberry General Store og Grand Canoyn Caverns, og endelig nåede vi til Seligman, der om noget kan beskrives som Route 66's livsnerve. Vi fik en is på Delgadillo's Snow Cap, der er verdenskendt for den oprindelige ejers overskudsagtige og humoristiske tilgang til kundebetjeningen. Juan Delgadillo døde i 2004, men hans efterfølger holder Delgadillos ånd i live og tager tykt pis på alle kunder - så stedet er absolut et besøg værd!

Efter Seligman var vi blevet Route 66-mætte, og vi besluttede os for at finde et motel i Williams, der ligger omkring 100 kilometer syd for Grand Canyon. Via Priceline (som varmt kan anbefales - og ja, det ER William Shatner på billedet!) fandt vi et værelse på Ramada, der ligesom alle de andre steder, vi har overnattet undervejs på turen, havde masser at byde på for en ret beskeden pris. Restauranten serverede nogle gode bøffer til aftensmad, og den lokalproducerede rødvin var også rigtig god - og eftersom hotellet havde gratis fitnessfaciliteter fik vi også lejlighed til at brænde en smule af alle de ekstra roadtrip-kalorier af torsdag morgen, inden vi tjekkede ud og kørte nordpå mod Grand Canyon.

Dag 3: Tjæresøer, turistfælder og margarita monday i Los Angeles

Mandag var det Labor Day i USA, og i den anledning begav vi os ud i L.A. til fods i håbet om, at vi undervejs ville støde på en parade eller en anden form for markering af mærkedagen. Det eneste tilnærmelsesvis Labor Day-relaterede vi mødte på turen var imidlertid, at mange butikker og spisesteder holdt lukket, for som der stod på små skilte i vinduerne: "In Observance of Labor Day we will be closed on Monday, 1 September". Der var dog også massevis af steder, som holdt fast i de sædvanlige åbningstider, så vi savnede ikke noget at tage os til.

Mammut-Merete ved La Brea Tar Pits

Hancock Park med La Brea Tar Pits lå ikke så langt fra vores Bed & Breakfast, og vi benyttede os af den oplagte mulighed for at få krydret vores L.A.-oplevelse med lidt oldtidshistorie. Parkens omdrejningspunkt består af en håndfuld områder, hvor der i tusindvis af år har sivet naturlig asfalt op fra undergrunden med det resultat, at der i dag ligger et science fiction-agtigt - og kraftigt tjærestinkende - landskab midt i en af verdens største (knap så naturlige) asfaltjungler.

Efter besøget i tjæreparken fortsatte vi til fods i retning af Beverly Hills og den fashionable Robertson Boulevard, hvor de rige og berømte shopper og går ud for at spise - når de vel at mærke gerne vil spottes af paparazzierne. Ingen af os var synderligt imponerede over området, som hverken var særlig glamourøst eller på anden på charmerende, og selv om vi gloede på livet løs, da vi passerede The Ivy Restaurant, som på grund af sit celebre kundegrundlag er et af paparazziernes foretrukne tilholdssteder, spottede vi end ikke en afdanket realitystjerne blandt restaurantens besøgende.

R.I.P. Robin Williams

Næste stop på turen var Hollywood Boulevard, der i allerhøjeste grad må betegnes som en kæmpe turistfælde. Straks vi satte vores fødder på The Hollywood Walk of Fame, som pryder fortovene langs boulevarden, blev vi overfaldet af temmelig aggressive sælgere, og omkring os var der souvenirbutikker, vellignende Jack Sparrow'er og batmænd så langt øjet rakte i alle retninger. Vi gik lidt frem og tilbage af boulevarden men blev ret hurtigt mætte af de enorme mængder Hollywood-gøgl, og da vi fandt et mexicansk-inspireret spisested, der til min store glæde holdt margarita monday - og dermed serverede margaritas til sølle 5 dollars per styk - besluttede vi os for at runde dagen af med passende mængder fajitas, enchiladas, tequila - og fadøl (for dem i selskabet, der ikke er lige så tossede med tequila, som undertegnede).