søndag den 14. september 2014

Dag 10-12: Las Vegas

Mandag blev kontrasternes dag: Vi stod op til røde bjerglandskaber i spiritualitetens højborg i Sedona og gik i seng på Bellagio i overforbrugsmekkaet Las Vegas. Omend afskeden med Sedona var lidt vemodig, rejste vi derfra med masser af overskud i bagagen, og som Yoga Guy jo mindede os om lørdag aften på den irske pub: ”You can find inner peace anywhere.

Arizona-Buddha fra Sedona
…og vi nåede også at få købt en souvenir i form af en ny Buddha til samlingen derhjemme!

Undervejs mod Vegas kørte vi igennem spøgelsesbyen Jerome, der ligesom Oatman på Route 66 virkede en hel del mere autentisk end det pseudo-Legoland,der mødte os i Calico

Vi kørte ind i Nevada over Hoover Dam, som vi dog ikke var ude for at se nærmere på, da vi hellere ville hurtigst muligt ind til vores hotel og nyde den femstjernede luksus på Bellagio.

Vi havde hørt skrækhistorier om timelange køer ved check-in på de store hoteller i Las Vegas (Bellagio har ca. 3000 værelser), men vi oplevede ingen ventetid - snarere tværtimod. 

Også elevatorturen op til vores værelse på 24. etage foregik i raketfart, og højdeforskellen var så stor, at vi fik propper i ørerne. 



Værelset var superlækkert, og udsigten over The Strip og de berømte springvand foran hotellet var alle pengene værd!

Solnedgang over The Strip (imens Bellagio-springvandene holder pause)
Tirsdagen gik med at slappe heeeelt af, og vi fik os først taget sammen til at forlade hotellet omkring middagstid. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen og kiggede på hoteller, hvilket er én af de ganske få gratis fornøjelser, som Las Vegas har at byde på. Bellagio var helt bestemt et lækkert sted, men vi fandt meget mere atmosfære og gennemført (omend simuleret) Italien-stemning på Venetian, der er indrettet som - ja - Venedig med alt hvad det indebærer!

Gondoler på The Venetian i Las Vegas
Om aftenen dressede vi op og begav os ud i Sin City med 100 dollars på lommen, som vi havde givet os selv lov til at spille op. Det viste sig dog at være lidt lettere sagt end gjort, for den første enarmede tyveknægt, jeg satte mig ved, tryllede i løbet af kort tid 20 dollars om til 85! Det gav naturligvis blod på tanden, så vi prøvede os frem ved andre maskiner i håbet om at vinde endnu mere - dog uden ligeså meget held som vi begyndte med. Vi sluttede dog aftenen med et pænt overskud, så vi var godt tilfredse - og drinksene er som bekendt gratis, når man spiller på Las Vegas' store kasinoer, så det var alt i alt en rigtig god og udbytterig aften!

Onsdag valgte vi at prøve Bellagios morgenbuffet, der bød på alt, hvad hjertet kan begære for 18 dollars pr. person - der var endda mug-ost! For 13 dollars ekstra kunne man tilkøbe sig en solid morgenbrandet med bobler, bloody mary, margarita og fadøl ad libitum, men vi sprang over det gode tilbud, da vi trods alt havde et par ting, vi gerne ville nå at opleve imens vi var i byen.



Efter morgenmaden gik vi atter ud i byen og besøgte blandt andet den fire etager store M&M's-butik, hvor vi passende kunne finde nogle peatnutbutter-M&M's til Jeppes kammerat, der har bedt os om at tage en posefuld lækkerier med hjem til Odense - og man forstår godt hvorfor sku' jeg hilse at sige! Man forstår til gængæld ikke, hvorfor de små labaner endnu ikke kan fås i Danmark.

M&M's i tusindvis - og en glad amerikaner
Derhjemme havde jeg læst mig frem til, at udstillingen 'Bodies', der for et par år siden lagde vejen forbi Danmark, holdt til på Luxor lidt nordpå ad The Strip, og eftersom jeg altid har ærgret mig over, at jeg ikke nåede at se udstillingen, imens den var i København, havde jeg på forhånd luftet idéen for Jeppe, og han var utroligt nok med på at tage ind og kigge på konserverede menneskekroppe og -organer. Det lyder bizart, ja - og det var det også lidt, men det var eddermame også en fantastisk oplevelse! Det mindede mig om en fredagsbar på SDU for et par år siden, hvor Kristina tog os med på guidet rundtur i vådsalene på SDU - det var nemlig også vildt fascinerende, men 'Bodies' var - ud over at være en lærerig oplevelse på flere planer - i nogle tilfælde ligefrem smukt! 

Billetterne til udstillingen koster - så vidt jeg husker - normalt 36 dollars, men vi fik dem til 22 igennem Tix4Tonight, der har boder flere steder på The Strip hvorfra man kan købe gode deals til udstillinger og restauranter i Las Vegas. Det er også Tix4Tonight, man skal opsøge, hvis man vil finde last minute-billetter til ét af byens mange shows.

Vi havde på forhånd snakket om at tage ind og se et af Cirque du Soleils shows - især Beatles-forestillingen 'LOVE' og Michael Jackson-forestillingen 'One' var oppe at vende flere gange - og vi snakkede også om shows med Penn & Teller og Vegas-klassikeren Blue Man Group. Det viste sig dog, at Cirque du Soleil holdt fridag netop onsdag aften, så den oplevelse måtte vi desværre droppe.

Så var der trylleshow med sjove mænd eller trommeshow med blå mænd tilbage, og selvom begge dele ganske sikkert ville have været festlige indslag i vores dag, blev vi enige om at spare pengene og bruge aftenen på nogle af de mange andre oplevelser, Las Vegas har at byde på.

2 kommentarer:

  1. Hold nu op.....- I får godt nok en på opleveren. Pyt at I ingen billeder fik fra/på Hoover Dam, vi har så rigeligt I kan vælge af, men synd at I ikke fik LOVE forestillingen med i Vegas, elle et andet show, ( udover bryllupet ) for nok har vi/I set store shows, men det deromme er bare så STORT STORT. Kan se de havde fået vand i kanalerne igen på Venetian, så vi vil gerne bytte lidt billeder, de var nemlig under reperation/tørlagt da vi var der. Nu må I snart ramme San Francisco - 60`ernes musikby.......- så op på "the high"og se om I kan finfe magi`n. Deres hop on/hop off busser virker helt ok, og man får lidt info, selv om I jo nok har læst lektien hjemmefra.
    Knuzz fra Hg og far`n

    SvarSlet
  2. Dejligt at læse om jeres fantastiske aften i Sedona og mødet med de spændende mennesker.
    Alt det røde i Sedona er nok ret uforanderligt, men jeg kan se fordelene ved at opleve området,
    når træerne er grønne og himlen blå, så tak for de flotte billeder.
    Jeg får også helt lyst til at vende tilbage - og næste gang tager vi os garanteret tid til et stop i Jerome.
    Håber, I har et par billeder derfra, for jeg husker det kun flygtigt som en ret anderledes - men farverig by,
    som ligger klistret op af en bjergside.
    Go' tur videre fra mor.

    SvarSlet