Dag 6-7: Grand Canyon

Torsdag eftermiddag nåede vi til Grand Canyon, hvor vi på forhånd havde booket to overnatninger på Bright Angel Lodge, der ligger helt ud til kanten af canyonen og få meter fra begyndelsen af Bright Angel Trail, som var den rute, vi havde besluttet os for at give os i kast med i løbet af fredagen.

Om aftenen tog vi forbi et nærliggende supermarked og købte forsyninger til vandreturen i form af ekstra vandflasker, saltede nødder, beef jerky og frugt. Da vi om eftermiddagen havde snuset lidt til de forskellige trails, havde jeg konstateret, at jeg under ingen omstændigheder skulle have briller på, når vi for alvor skulle ud og hike dagen efter – stellet blokerede simpelthen for mit udsyn til at se, hvor jeg satte mine fødder – og eftersom jeg på den baggrund tænkte, at solbriller så nok heller ikke ville være sagen, investerede jeg i en hat, som skulle vise sig at være et rigtig godt køb.

Udsigten fra begyndelsen af Bright Angel Trail

Vejret var meget ustabilt, da vi ankom til Grand Canyon Village om eftermiddagen, og sent om aftenen, da vi var gået i seng, gik der får alvor hul på himlen. Det lynede og tordnede og stod ned i stænger i en sådan grad, at jeg – der ellers faktisk er ret så pjattet med tordenvejr – blev helt utryg ved situationen og tanken om, at vi kunne risikere at skulle forholde os til den samme slags uvejr når vi dagen efter skulle ud og hike. 

Vejret viste sig heldigvis fra sin allerbedste side fredag morgen, så efter en solid omgang morgenmad med æg, bacon og frisk frugt begav vi os af sted ned ad Bright Angel Trail. Det var fra første sekund et imponerende syn, der mødte os hvor end vi kiggede hen, og Jeppe knipsede flittigt løs med kameraet, så vi har formentlig tohundrede billeder med motiver i stil med det til højre!

Allerede fra morgenstunden var det temmelig varmt (ca. 20 grader Celsius), og temperaturen i Grand Canyon Village steg i løbet af dagen til omkring 30 grader. Og som om dét ikke var nok, så blev det oven i hatten varmere og varmere, jo længere ned i canyonen vi kom. For at få drukket nok vand gik vi derfor begge med en vandflaske i hånden konstant, og vi aftalte at sige til hinanden hver gang vi drak for at minde den anden om også at tage en tår vand. På den måde drak vi oftere, end vi ellers ville have gjort – faktisk gik der ikke mere end et par minutter imellem hver gang vi tog en mundfuld vand, og det kom os virkelig til gode i sidste ende.

Man bli'r mindet om farerne ved at overvurdere sine hiking skills adskillige gange i løbet af en dag i Grand Canyon!

Bright Angel Trail er i alt 4½ miles lang, og undervejs ligger der to rastepladser med vandposter, toiletter og halvtag, så man kan komme i skygge – én efter 1½ mile og én igen efter 3 miles. 4½ mile nede i canyonen når man til Indian Gardens, hvor der er tilsvarende faciliteter og mulighed for at campere natten over. De sejeste vandrere fortsætter videre nedad mod Phantom Ranch, der ligger på bredden af Colorado River yderligere 5 miles nede, imens langt de fleste vender om og går op igen efter en passende pause i skyggen ved Indian Gardens.

På opfordring af Jeppes kammerat havde vi imidlertid bestemt os for at fortsætte fra Indian Gardens til det såkaldte Plateau Point, der – som navnet antyder – er et klippeplateau, som ligger 1,5 mile fra Indian Gardens med udsigt over Colorado River. Plateau Point Trail er relativt flad, men til gengæld er der absolut ingen skygge, og med en temperatur på over 35 grader er det med andre ord lidt af en mundfuld at gå derud om sommeren. 

Cirka midtvejs nede ad Bright Angel Trail havde vi mødt en lille spirrevip af en kvindelig ranger, der stoppede os for at spørge ind til hvilken tur vi planlagde at gå – og om vi havde nok vand og saltsnacks med os. Vi fortalte, at vi havde planer om at fortsætte ud til Plateau Point, og det gav anledning til et par velmenende og meget værdifulde input om, hvor farligt det faktisk kan være at vandre i Grand Canyon om sommeren, hvis man ikke har ethundrede procent styr på, hvad det er man gør (hun havde formentlig spottet vores amatør-hiker-status på laaang afstand!)

Rangeren pegede ned på klippeplateauet i det fjerne, hvor solen bagte, så man ku' se varmen stige til vejrs og forklarede: ”We call it our crematorium for a reason. And please listen to my advice – I do this for a living!”

Vi tog den flinke rangers ord til efterretning og blev enige om, at vi – uanset hvor godt vi havde det, når vi nåede Indian Gardens, der som tidligere nævnt markerer afslutningen på Bright Angel Trail og begyndelsen på Plateau Point Trail – ville holde en lang drikke- og spisepause i skyggen, inden vi besluttede os for, om vi ville kaste os ud i at fortsætte halvanden mile yderligere ud til plateauet.

Things to do before I die: Wheel pose i Grand Canyon (tjek!)

Takket være vores massive vand- og snackindtag følte vi os tilstrækkelig meget ovenpå til, at vi endte med at beslutte os for at give Plauteau Point Trail et forsøg, men vi var samtidig enige om, at vi ville vende om, hvis vi begyndte at føle den mindste smule utilpashed undervejs.

Efterhånden som vi kunne regne ud, at vi nærmede os målet, blev det dog sværere og sværere at forholde sig til tanken om at give op og vende om, hvis utilpasheden skulle begynde at melde sig – for nu var vi jo så tæt på! 

Det er ikke svært at forstå, hvorfor der hvert år er 250 mennesker, der må reddes fra Grand Canyons vandrestier, for hvis man – ligesom os – er en sølle amatør, der ikke er vant til at vandre i så høje temperaturer, kan man ufattelig nemt komme til at undervurdere situationen – og ikke mindst overvurdere sine egne evner.

Det var en fantastisk oplevelse at tage turen ned til Plateau Point, og vi vil til hver en tid anbefale andre at gøre det samme – men husk for alt i verden at tage alle tænkelige forholdsregler. Det var helt sikkert ikke blevet en god oplevelse, hvis vi ikke havde haft styr på vores vandindtag (eller de salte snacks, som er alt afgørende for, at man kan holde vandbalancen i orden).

Oveni den succesoplevelse det var at nå i mål med vores ambition om at gå ud til Plateau Point fik vi en ekstra bonus oven i hatten: Imens vi stod ude på spidsen af klippen og kiggede ud over Colorado River kom der nemlig pludselig en kondor ind og cirklede rundt i luften over os. Der findes kun et par hundrede kondorer i hele USA i dag, og i Arizona er der ikke mere end omkring 70 af dem, så det var lidt af en scoop at få en billede af sådan en fætter!

”Going down is optional – going up is mandatory” – sådan står der på et skilt indenfor de første par miles af stien ned i canyonen. Vi var ekstremt opmærksomme på hele tiden at mærke efter, om vi følte os sikre på at kunne klare turen op igen uden de helt store problemer, men selvom vi var bevidste om, at hjemturen ville blive overordentlig hård, blev vi alligevel overraskede over, hvor voldsomt det faktisk var. Hvad vi ikke havde bidt ordentligt mærke i på turen ned var nemlig hvor ekstremt stejl stien er – nogle steder stiger den formentlig 20-25 % på en strækning over flere kilometer!

Men vi klarede faktisk turen op i nogenlunde fin form – og frem for alt i godt humør, hvilket tydeligvis ikke var alle canyonens øvrige besøgende forundt. Så vand, vand, og atter vand er nøglen til en god oplevelse i Grand Canyon: Vi drak 4-5 liter hver i løbet af den små 10 timer, som turen ned til til Plateau Point og op igen tog for os.

Måske havde vores høje humør også noget at gøre med, at vi allerede fra halvvejs på returvejen kunne høre to meget store fadøl kalde på os oppe fra vores stambord på restauranten ved Bright Angel Lodge – vi havde nemlig aftenen før stiftet bekendtskab med den lokalproducerede Grand Canyon-øl, som var helt vildt god. Både Pale Ale og Pilsner kan varmt anbefales - og vi testede dem for en sikkerhed skyld lige igen, da vi nåede i mål!