Merete og Jeppe i USA: 10/02/14

Onsdagens gode nyheder om Dexters tilstand fyldte vores bevidsthed totalt, da vi med lette hjerter og brede smil lod Hesten uden navn sadle og checkede ud fra vores motel i Seaside torsdag morgen. Vi kørte til Monterey, hvor vi tilbragte en times tid med at gå rundt på Cannery Row og suge til os af den afslappede stemning i den lille fiskerby.

17 mile drive snor sig langs kysten med imellem cypresser og imponerende rigmandshjem

Monterey har igennem mange år tiltrukket kunstnere i hobevis, og den dag i dag er kyststrækningen rundt om halvøen beboet af nogle af Californiens rigeste indbyggere. Og som de drømmere vi jo er, skulle vi naturligvis ud og kigge på store rigmandshuse, så vi satte kursen mod 17 Mile Drive, der vel kan beskrives som en Margueritrute lidt ud over det sædvanlige.

17 Mile Drive er en lukket betalingsvej, som slynger sig langs stillehavskysten og ind imellem de enorme cypresser og rigmandshjem, der ligger på strækningen. Og i modsætning til de rigmandskvarterer, som vi stiftede bekendtskab med i L.A., var 17 Mile Drive i allerhøjeste grad et lækkert sted at opholde sig; der var ingen høje betonmure, kæmpe træporte eller gitterlåger - til gengæld var der masser af frisk luft og Stillehavsstemning lige inden for rækkevidde.

Oven i hatten fik vi også lejlighed til at se det lokale dyreliv på nærmeste hold, idet pelikaner, søløver og sæler i hundredevis holder til i klipperne ud til Stillehavet rundt omkring Monterey-halvøen. Og ved den sydligste ende af 17 Mile Drive passerede vi to store golfbaner, hvoraf især den ene nok ringer en klokke, hvis man har spillet lige så mange timers Tiger Woods-golfspil på sin Playstation, som jeg gjorde den sommer, hvor jeg var sygemeldt med et knæ, der satte en effektiv stopper for mit virke i restaurationsbranchen: Vi havde dog ikke lige de 5-600 dollars, det koster at gå 18 huller på Pebble Beach Golf Links, så vi fortsatte turen sydpå ad Highway 1.

Sæler (og søløver) på Bird Rock

Postkortmotiv: Lone Cypress på 17 Mile Drive

Syd for Monterey kørte vi igennem Carmel-by-the-sea, der nok er den allermest idylliske af de byer, vi kom igennem på strækningen imellem San Francisco og L.A. Clint Eastwood var borgmester i Carmel tilbage i 1980'erne engang, og så vidt jeg ved, har han stadig et hus i byen. Den helt unikke atmosfære i Carmel er vel at bemærke ikke kommet af sig selv; dels er der forbud mod at opsætte lysskilte i byen og dels skal man have tilladelse fra byrådet for at fælde træer inden for bygrænsen. Dertil kommer i øvrigt det faktum, at næsten hver femte af byens indbyggere er hunde!

Lige syd for Carmel ligger Point Lobos State Reserve; et af Californiens måske mindre kendte naturreservater. Ligesom i nationalparkerne koster det et beskedent beløb at få adgang til området, og vi tog primært turen ud ad de små bjergveje for at komme til China Cove, som vi havde læst om flere steder inden vi rejste til USA. Ud over China Cove var der imidlertid også mange andre fantastisk smukke steder i Point Lobos-området, så endnu engang glædede vi os over, at vores entrépenge var givet vanvittigt godt ud.

Endnu et postkortmotiv: China Cove i Point Lobos State Reserve

Strandsandet er en anelse mere grovkornet, end vi er vant til hjemme fra den jyske vestkyst...!

Når man rejse-researcher om Highway 1 støder man på stribevis af billeder og beskrivelser af Big Sur - og det er ikke så sært, for det er i sandhed en helt fantastisk smuk strækning. Og når man oven i købet er så priviligeret at kunne opleve køreturen på Highway 1 fra en åben bil med alt hvad det indebærer af frisk luft og havduft, skal man virkelig gøre sig umage for ikke at ende med at opleve hele køreturen igennem en kameralinse, for postkortmotiverne står simpelthen i kø!

Af samme grund er det en god idé at tage sig rigtig god tid til køreturen ned langs Highway 1; der skal nemlig helst være tid til adskillige stop på turen, når man liiiiiige skal holde ind for at tage (endnu) et par billeder af den fantastiske udsigt.

Postkortmotiverne fortsætter med at byde sig til hele vejen ned langs Highway 1: Her er det Bixby Bridge!

I Big Sur-området opstår tågen med kort varsel - her er den på vej inden over Bixby Bridge.

Vores tur sydpå ad Highway 1 startede i flot og klart solskinsvejr i Monterey, men efterhånden som vi kom længere og længere sydpå, begyndte vi at fornemme, at et vejrskifte var på vej. Når man befinder sig helt ude ved vandet langs den californiske stillehavskyst, kan man let blive overrasket af vejret, der har det med at opføre sig temmelig lunefuldt. Da vi kørte over Bixby Bridge kunne vi se tågen samle sig i en bræmme langs kystvejen, og inden længe lå tågebankerne også tungt hen over os på Highway 1.

Da vi nåede til Morro Bay, hvor vi havde booket et værelse natten over, var tågen så tæt, at det næsten virkede uforsvarligt at køre - og da man jo ikke som udgangspunkt kører med lys på bilen i Californien, dukkede de modkørende biler bare op ud af det blå (næh, 'grå'!) som en slags metalspøgelser, der bevægede sig med 50 miles per hour.

Sære vejrfænomener på Highway 1

Efter en hyggelig aften med tapas og rødvin på en bar i Morro Bay, kørte vi om fredagen videre sydpå ad Highway 1. Det eneste stop på turen denne dag var på Figueroa Mountain Road, hvor der engang for efterhånden en hel del år siden boede et excentrisk musikgeni, som efterlod sig så markant et aftryk i verden, at det rygtedes hele vejen til Vittarp i det mørke Vestjylland og gjorde kæmpestort indtryk på mig sådan cirka anno midt-1990'erne.

Der er egentlig ikke rigtig noget at se, når man lægger vejen forbi Neverland Ranch i dag; faktisk er det kun indgangspartiet (som i øvrigt er bevogtet døgnet rundt), der er tilgængeligt for offentligheden. Men murene omkring lågen, der afspærrer den grusvej, der fører videre op i bjergene til Michael Jacksons tidligere hjem, bærer tydeligt præg af, at fans stadig kommer dertil fra hele verden for at efterlade en hilsen til den afdøde popkonge i bedste Abbey Road-stil.